Job 14
1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
Anidin tughulghanlarning künliri azdur, Palaket uninggha yardur.
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.
U güldek dunyagha kélip andin tozuydu, U [quyash aldidin] sayige oxshash qéchip kétidu.
3 Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
Biraq Sen téxi shundaq bir ajiz bolghuchigha közüngni tikip, Méni Öz aldinggha soraqqa tartiwatamsen?
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
Kim napak nersilerdin pak nersini chiqiralaydu? — héchkim!
5 Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
[Insanning] künliri békitilgendikin, Uning aylirining sani Séning ilkingde bolghandikin, Sen uning ötse bolmaydighan cheklirini békitkendikin,
6 tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Uning bir’az dem élishi üchün uningdin közüngni élip qachqin, Shuning bilen medikardek uninggha öz künliridin söyünüsh nésip bolsun!
7 Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
Chünki derex késiwétilgendin kéyin, qayta ösüshtin ümid bar; Buningliq bilen uning yumran bixliri tügep ketmeydu;
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
Uning yiltizi yerde qurup ketken bolsimu, Uning kötiki topida ölüp ketken bolsimu,
9 lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
Biraq suning puriqi bilenla u yene kökiridu, Yumran ot-chöptek yéngi bixlarni chiqiridu.
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?
Biraq adem bolsa ölidu, ilajsiz ongda yatidu, berheq, Insan nepestin qalidu, andin nede bolidu?
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Déngizdiki sular pargha aylinip tügep ketkendek, Deryalar qaghjirap qurup ketkendek,
12 saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.
Oxshashla adem yétip qalsila qaytidin turmaydu; Asmanlar yoqimighuche, ular oyghanmaydu, uyqudin turmaydu.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
Ah, tehtisaragha méni yoshurup qoysang idi, Gheziping ötüp ketküche méni mexpiy saqlap qoysang idi, Méni ésingge alidighan bir waqit-saetni manga békitip berseng idi! (Sheol h7585)
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Adem ölse, qayta yashamdu? Shundaq bolsa manga shundaq özgirish waqti kelgüche, Mushu japagha tolghan künlirim ötküche, sewr-taqet bilen kütettim!
15 du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!
Shundaq bolsa Sen méni chaqirsang, jawab bérettim; Sen Öz qolung bilen yaratqininggha ümid-arzuyung bolatti.
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Biraq Sen hazir herbir dessigen qedemlirimni sanap, Gunahimni közitiwatisen’ghu!
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Itaetsizlikim xaltigha sélinip péchetlendi, Gunahlirimni döwe-döwe qilip saqlap qoydung.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
Derweqe taghmu yimirilip yoqalghandek, Tash öz ornidin tewrinip ketkendek,
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.
Sular tash-shéghillarni upritip yoqatqandek, Topanlar zémindiki topini süpürüp ketkendek, Sen ademning ümidini yoq qilisen.
20 For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Sen menggüge uning üstidin ghalib kélisen, Shunga u dunyadin kétidu; uning chirayini tutuldurisen, Uni Öz yéningdin yiraq qilisen.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
Uning oghulliri hörmetke érishidu, biraq u buni bilmeydu; Ular pes qilinsimu, Biraq uning bulardinmu xewiri bolmaydu.
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
U [peqet] öz ténidiki aghriqidinla azablinidu, U könglide özi üchünla hesret-nadamet chékidu.
