Job 14
1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
“Nama dubartoota irraa dhalate, barri isaa gabaabaa fi kan rakkinaan guutamee dha.
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.
Inni akkuma daraaraa ni biqila; ni coollagas; akkuma gaaddidduu ariifatee darba malee hin turu.
3 Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
Iji kee nama akkasii xiyyeeffatee ilaalaa? Ati murtiif fuula kee duratti isa fiddaa?
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
Eenyutu waan xuraaʼaa keessaa waan qulqullaaʼaa baasuu dandaʼa? Namni tokko iyyuu hin dandaʼu!
5 Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
Barri jireenya namaa murtaaʼaa dha; baayʼinni jiʼoota isaas si bira jira; daangaa inni darbuu hin dandeenye daangessiteefii jirta.
6 tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Hamma inni akka hojjetaa tokkootti bara isaa raawwatutti, fuula kee isa irraa deebifadhu; isas dhiisi.
7 Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
“Mukni illee abdii qaba: Yoo murame deebiʼee ni lata; dameen isaa haaraanis hin gogu.
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
Yoo gufuun isaa lafa keessatti dulloomee gufuun isaa biyyoo keessatti tortore iyyuu,
9 lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
foolii bishaaniitiin lata; akka biqiltuuttis damee ni baafata.
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?
Namni garuu duʼee awwaalama; lubbuun isaa keessaa baati; innis hin jiraatu.
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Akkuma bishaan galaanaa gogu yookaan lagnis dhumee gogu sana,
12 saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.
namnis akkasuma ni ciisa; hin kaʼus; hamma samiiwwan darbanittis hin dammaqu yookaan hirribaa hin kaʼu.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
“Maaloo utuu awwaala keessa na dhoksitee hamma dheekkamsi kee darbutti na haguugdee! Maaloo utuu beellama naa kennitee ergasii immoo na yaadattee! (Sheol h7585)
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Namni tokko yoo duʼe deebiʼee ni jiraataa? Ani hamma haaromfamni koo dhufutti, bara rakkoo koo hunda obsaan nan eeggadha.
15 du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!
Ati na waamta; anis si jalaa nan owwaadha; hojii harka keetiis ni hawwita.
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Yeroo sana ati tarkaanfii koo ni lakkoofta; cubbuu koo garuu hin toʼattu.
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Yakki koo korojootti naqamee chaappeffama; ati cubbuu koo ni haguugda.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
“Garuu akkuma tulluun lolaadhaan dhiqamee jigu, kattaanis iddoo isaatii buqqaʼu sana,
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.
akkuma bishaan dhagaa nyaatee haphisu, akkuma lolaan biyyoo dhiqu sana, atis akkasuma abdii namaa ni balleessita.
20 For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Ati bara baraan isa ni moota; innis ni bada; bifa isaa ni geeddarta; of irraas isa fageessita.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
Yoo ilmaan isaa ulfina argatan inni hin beeku; yoo isaan salphatanis hin argu.
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
Dhukkuba dhagna isaa qofatu isatti dhagaʼama; inni mataa isaa qofaaf booʼa.”
