Job 14

1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

Sjå - menneskjet, av kvinna født, det liver stutt, av uro mett.

2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.

Som blom det sprett og visnar burt, ja, lik ein skugge burt det fer.

3 Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

Men du med honom auga held, og meg du dreg for domen din.

4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

Skal tru det av ein urein kjem ein som er rein? Nei, ikkje ein!

5 Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

Når dagetalet hans er sett, hans månads-tal sett fast hjå deg, når du for han ei grensa drog som ei han yverskrida kann,

6 tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

so snu deg frå, lat han få fred og ha sin dag som leigekaren!

7 Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

For treet er det endå von; um det vert det hogge, sprett det att, på renningar det vantar ikkje.

8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

Når røterne i jordi eldest, og stomnen døyr i turre mold,

9 lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

ved dåm av vatnet skyt det knupp, fær som ein stikling grøne greiner.

10 men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?

Men døyr ein mann, då ligg han der; han andast, og kvar er han då?

11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

Som vatnet renn ut or ein sjø, som elvi minkar, turkast ut,

12 saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.

so ligg ein mann, ris ikkje upp; til himmeln kverv, dei vaknar ikkje; ein kann’kje vekkja deim or svevnen.

13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)

Å, gjev du gøymde meg i helheim, løynde meg, til din vreide gav seg, gav meg ein frest, og so meg hugsa! (Sheol h7585)

14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

Tru mannen døyr og livnar att? I all min strid eg skulde vona og venta til avløysing kom.

15 du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!

Eg skulde svara, når du ropa og lengta mot dine eige verk.

16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

Men no du tel kvart stig eg tek og agtar vel på syndi mi;

17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

mi synd er læst i pungen inn, og på mi skuld du gøymer vel!

18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

Som fjellet fell og smuldrast burt, og berget frå sin stad vert flutt,

19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.

Som vatnet holar steinen ut, og flaumen skolar moldi burt, so tek du ifrå mannen voni

20 For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

og tyngjer honom ned for alltid. Han fer av stad; med åsyn rengd du sender honom burt frå deg.

21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

Han veit’kje um hans born vert heidra; han merkar ikkje um dei armast;

22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.

Hans eigen kropp hans liding valdar, og sjæli græt for eigi sorg.»