Job 14

1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

Ondaty nasaman’ ampelao, tsy lava-ohatse vaho lifo-kasotriañe,

2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.

hoe voñen-katae ty fionjona’e le miheatse, mihelañe hoe talinjo fa tsy mitoetse.

3 Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

Harefa’o vaho hasese’o an-jaka ama’o ao?

4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

Ia ty mahaakatse ty malio ami’ty maleotse? Leo raike.

5 Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

Kanao fa nalahatse o andro’eo, fa ama’o ty ia’ o vola’eo vaho fa najado’o o efetse tsy handilara’eo,

6 tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

ampitoliho añe ty fijilova’o, hitofa’e, ampara’ te henefe’e o andro’eo, manahake ty mpièke

7 Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

Manan-ko tamae’e ty hatae, ie firaeñe ro mbe mitiry avao, vaho tsy milesa o tora’eo.

8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

Ndra te mihaantetse an-tane ao o vaha’eo, naho mate an-debok’ ao i foto’ey,

9 lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

fa ie mañantson-drano ro hibotiboty vaho handrevake hoe ana-katae.

10 men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?

Fe mihomake t’i Raolombelo vaho mitsalalampatse; mipetroke t’indaty, le aia?

11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

Hambañe ami’ty fisiha’ o sihanakeo naho ty fimaiha’ o sakao ampara’ te kapaike,

12 saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.

ty fandrea’ ondaty tsy hitroatse, tsy hivañone ampara’ te mihelañe o likerañeo, vaho tsy ho barakaofeñe amy firota’ey.

13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)

Ehe t’ie haeta’o an-tsikeokeok’ao, le hakafi’o ampara’ te mimpoly ty haviñera’o, vaho hampitsatoha’o andro hahatiahia’o ahy! (Sheol h7585)

14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

Ie vilasy ondatio, mbe ho veloñe hao? Fe ho liñisako amo hene androm-pitoroñakoo ampara’ te tondroke ty fañovàñe ahiko.

15 du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!

Hikanjy irehe le hanoiñe iraho; ho maniña’o ty satam-pità’o.

16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

Fe henaneo, tinoñe’o o liakoo, ie mbe tsy vazoho’o ty fandilarako;

17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

rinohy an-karoñe ao o tahikoo, vaho lombofa’o o hakeokoo.

18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

Mivoravora i vohitse mihotrakey, naho misitse an-toe’e ty vato;

19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.

mivañen-drano o vongam-batoo; saohe’ o rano-vohitseo ty mena’ i taney; Izay ty androtsaha’o ty fitama’ ondatio.

20 For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Iambotraha’o nainai’e, le mihelañe añe; ovae’o ty tarehe’e vaho irahe’o mb’eo.

21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

Asiñeñe o ana’eo, fa tsy apota’e; mifotsake, fa tsy fohi’e.

22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.

O marare amy nofo’eio avao ro tsapa’e, ty tro’e avao ro iroveta’e.