Job 14
1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
Homo natus de muliere, brevi vivens tempore, repletur multis miseriis.
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.
Qui quasi flos egreditur et conteritur, et fugit velut umbra, et numquam in eodem statu permanet.
3 Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
Et dignum ducis super huiuscemodi aperire oculos tuos, et adducere eum tecum in iudicium?
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
Quis potest facere mundum de immundo conceptum semine? nonne tu qui solus es?
5 Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
Breves dies hominis sunt: numerus mensium eius apud te est: constituisti terminos eius, qui præteriri non poterunt.
6 tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Recede paululum ab eo, ut quiescat, donec optata veniat, sicut mercenarii, dies eius.
7 Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
Lignum habet spem: si præcisum fuerit, rursum virescit, et rami eius pullulant.
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
Si senuerit in terra radix eius, et in pulvere emortuus fuerit truncus illius,
9 lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
Ad odorem aquæ germinabit, et faciet comam quasi cum primum plantatum est:
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?
Homo vero cum mortuus fuerit, et nudatus atque consumptus, ubi quæso est?
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Quomodo si recedant aquæ de mari, et fluvius vacuefactus arescat:
12 saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.
Sic homo cum dormierit, non resurget, donec atteratur cælum, non evigilabit, nec consurget de somno suo.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
Quis mihi hoc tribuat, ut in inferno protegas me, et abscondas me, donec pertranseat furor tuus, et constituas mihi tempus, in quo recorderis mei? (Sheol h7585)
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Putasne mortuus homo rursum vivat? cunctis diebus, quibus nunc milito, expecto donec veniat immutatio mea.
15 du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!
Vocabis me, et ego respondebo tibi: operi manuum tuarum porriges dexteram.
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Tu quidem gressus meos dinumerasti, sed parce peccatis meis.
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Signasti quasi in sacculo delicta mea, sed curasti iniquitatem meam.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
Mons cadens defluit, et saxum transfertur de loco suo.
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.
Lapides excavant aquæ, et alluvione paulatim terra consumitur: et hominem ergo similiter perdes.
20 For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Roborasti eum paululum ut in perpetuum transiret: immutabis faciem eius, et emittes eum.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
Sive nobiles fuerint filii eius, sive ignobiles, non intelliget.
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
Attamen caro eius dum vivet dolebit, et anima illius super semetipso lugebit.
