Job 14

1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

“Kut nukewa isusla tuh munas ac tia ku in sifacna. Moul lasr nukewa fototo ac sessesla ke mwe ongoiya.

2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.

Kut kapak na sa na in uli oana ros uh; Ac kut wanginla oana lul uh.

3 Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

O God, ya kom ku in ngetma ac nunku ke kain mwet se nga uh, Ku eisyuyang nu in nununku?

4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

Wangin ma nasnas ku in tuku Liki sie ma su arulana fohkfok oana mwet uh.

5 Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

Lusen moul lal nuna oakwuki na meet — Aok, pisen malem ma el ac moul uh. Kom orala tari oakwuk lom, ac tia ku in ikilyukla.

6 tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

Ngetla lukel ac nimet lusrongol. Lela elan engankin moul upa se inge, el fin ku.

7 Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

“Oasr finsrak ke soko sak ma pakpuki tari — Mweyen ac ku in sifil srunak ac moul.

8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

Okah uh finne matuoh, Ac srua uh misa infohk uh,

9 lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

Fin oasr kof pusralla na ac sifilpa kapak oana soko sak fusr.

10 men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?

A mwet se fin misa, na fuka? Ke el misa uh, pa na ingan saflaiyal.

11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

“Oana sie lulu su paola, Ac soko infacl su tila soror,

12 saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.

Ouinge mwet uh ac misa, ac tia sifil moulyak. Nwe ke pacl se kusrao ac fah wanginla, elos fah tia ngutalik; Ku mukuila liki motul lalos.

13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)

“Nga ke kom in wikinyula in facl sin mwet misa; Lela in wikinyukla nga nwe ke na kasrkusrak lom uh wanginla, Ac kom oakiya sie pacl an in esamyu. (Sheol h7585)

14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

Ku mwet se fin misa, ya el ku in sifil moulyak? Tusruktu, nga ac soano in oasr pacl wo se, Ke pacl koluk se inge ac wanginla.

15 du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!

Na kom fah pang ac nga ac topuk kom, Ac kom fah insewowo keik, su ma orekla lun poum.

16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

Na kom fah karingin fahluk nukewa luk, A kom fah tia oakla ma koluk luk.

17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

Kom ac fah nunak munas kac, ac mulkunla ma inge; Kom ac fah eela ma sufal nukewa ma nga orala.

18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

“Sie pacl eol uh ac mokukla, Ac fulu uh ac mokleyukla.

19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.

Kof uh ac fah kangla eot uh, Ac af upa ac fah pahtkakunla fohkon acn uh; Ouinge kom fah kunausla finsrak lun mwet uh ke moul lalos.

20 For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Kom kunausla ku lun sie mwet ac lusulla ma pahtpat; Ac mutal irelik in misa lal.

21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

Wen natul uh ac fah sunakinyuk, a el ac tia ku in etu, Ke ac akmwekinyeyukla tulik natul, ac tia pac akkalemyeyuk nu sel.

22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.

El ac pula na ngal lun manol, Ac asor lun nunak lal mukena.”