Job 14
1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
Lòm ki fèt de fanm gen vi kout ki plen traka.
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.
Tankou yon flè, li parèt e li fennen. Anplis, li sove ale kon lonbraj. Li pa dire.
3 Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
Èske Ou ouvri zye Ou sou li pou mennen li an jijman avèk W?
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
Se kilès ki kab fè pwòp sa ki pa pwòp? Pèsòn!
5 Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
Konsi fòs jou li yo avèk Ou, fòs mwa li yo avèk Ou. Ou te etabli limit li ke li p ap kab depase.
6 tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Retire zye Ou sou li pou l kab pran repò, jiskaske li kab konplete jou li yo, kon yon ouvriye jounalye.
7 Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
Gen espwa pou yon pyebwa lè l koupe, li kab boujonnen ankò, nouvo boujon yo kab reyisi.
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
Malgre rasin li yo vin vye nan tè a, e chouk li mouri nan tè sèch,
9 lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
fè rive yon gout dlo, e li va pete pouse boujon yo kon yon plant.
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?
Men lòm mouri pou kouche plat. Lòm mouri e kibò li ye?
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Tankou dlo lanmè fè vapè monte e rivyè a vin sèch,
12 saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.
konsa lòm kouche, e li pa leve ankò. Jiskaske syèl yo vin disparèt, li p ap reveye, ni leve ankò.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
O ke ou ta kapab kache mwen nan sejou lanmò an, pou ou ta kapab fè m kache jiskaske chalè Ou retounen kote Ou! Ke Ou ta fikse yon limit pou mwen, e sonje m! (Sheol h7585)
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Si yon nonm mouri, èske li va leve ankò? Pou tout jou a lit mwen yo, mwen ta tann jiskaske lè rive pou yo lage m.
15 du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!
Ou ta rele e mwen ta reponn Ou; Konsa, Ou ta anvi anpil zèv men Ou yo.
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Paske koulye a, ou konte tout pa mwen fè yo. Èske Ou pa swiv peche m yo?
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Transgresyon mwen yo sele nèt nan yon sachè Konsa, Ou vlope tout inikite m yo.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
Men mòn nan kap tonbe pa mòso pa fè anyen; wòch la ap kite plas li.
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.
Dlo a epwize wòch yo, gran fòs li lave pousyè tè a. Se konsa Ou detwi espwa a lòm.
20 For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Ou vin fè l soumèt nèt pou tout tan, e li pati; Ou chanje aparans li, e voye l ale.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
Fis li yo vin resevwa lonè, men li menm pa konnen sa; oswa fis li yo vin pa anyen, men li pa apèsi sa.
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
Men kò l fè mal; epi li fè dèy sèlman pou pwòp tèt li.
