< Job 14 >

1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.
Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
3 Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
5 Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
6 tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
7 Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
9 lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?
Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
12 saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.
Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
15 du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!
Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.
Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
20 For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.

< Job 14 >