Job 14
1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
Napui ni a khe e tami teh, a hring kaduem ni teh runae hoi kakawi e doeh.
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.
A pei patetlah a kamdat teh bout a kamyai. Tâhlip patetlah a kampuen teh, bout awm hoeh toe.
3 Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
Hot patetlae dawkvah, na mit na padai teh, lawkcengnae dawk nama koe na ceikhai han na maw.
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
Apinimaw kathounghoehe dawk hoi, na thoung e a la thai han, apinihai lat thai mahoeh.
5 Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
A hninnaw hah atueng khoe hnukkhu hoi, thapa nâyittouh maw tie hah na kut dawk ao. A tapuet thai hoeh nahanelah khori hoi a ngang pouh.
6 tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Kut ka pâ e tami patetlah a hninnaw aloum totouh, a kâhat thai nahanelah ahni teh kamlang takhai haw.
7 Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
Bangkongtetpawiteh, thing teh tâtueng nakunghai bout a bawt hane letlang hngaihawinae ao rah. A cakang bout a bawt han.
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
Talai dawk a khawngyang kahmawn nakunghai kadout nakunghai.
9 lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
Tui kahû dawk bout bawt vaiteh, ung e patetlah a cakang a tâco han doeh.
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?
Hateiteh, tami teh a due hoi pakawp teh a kahma toe, tami teh a kâha a baw teh namaw ao.
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Talî dawk e tui a kahma teh, tuipui hai a hak teh be a ke.
12 saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.
Hot patetlah tami hai a yan teh thaw hoeh toe. Kalvannaw ao hoeh totouh hai kâhlaw hoe toe. Hoeh pawiteh, muet a inae koehoi kâhlaw mahoeh toe.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
Oe phuen koe na hrawk sak haw, na lungkhueknae a roum hoeh roukrak na hrawk haw, atueng hah na pouk pouh nateh, na pahnim hanh. (Sheol h7585)
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Ka kâthungnae atueng a pha totouh, tami dout pawiteh, bout a hring han namaw Ka ru e ka thawnaw dawk hoi ka ring han.
15 du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!
Na kaw vaiteh, na pato han. Nama ni na kut hoi na sak e teh na pahren han.
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Bangkongtetpawiteh, ka khokhnuknaw pueng be na touk. Hateiteh, ka yonnae naw hah na khen pouh hanh.
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Kâtapoenae hah, yawngya thung khakkin e naw lah ao teh, ka payonpakai e hah na ramuk.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
Hateiteh, mon katim e patetlah, talung teh a onae hmuen koehoi puen e patetlah,
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.
tui ni talung pekpacin e patetlah, tuikalen ni talai kahawi a ceikhai e patetlah, tami e ngaihawi e hah na raphoe.
20 For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Ama teh poe na tâ teh, be a kahma awh. A mei na kâthungsak teh, alouklah na cei sak.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
A capanaw a tawmrasang e hah panuek awh hoeh. Ahnimouh pabo lah o awh e hai kâhmawt thai hoeh.
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
Hateiteh, a takthai hah patawnae dawk ao vaiteh, a hringnae ni ama a khui han telah a ti.
