Job 13
1 Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;
“Mʼani ahunu yeinom nyinaa, mʼaso ate, na ate aseɛ nso.
2 hvad I ved, ved ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for jer.
Deɛ wonim no, me nso menim; wo nsene me.
3 Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gaa i Rette,
Nanso mepɛ sɛ mekasa kyerɛ Otumfoɔ no na me ne Onyankopɔn toatoa adwene wɔ mʼasɛm ho.
4 mens I smører paa med Løgn; usle Læger er I til Hobe.
Mode atorɔ mmom na afɔre me ho; mo nyinaa moyɛ ayaresafoɔ a mo ho nni mfasoɔ!
5 Om I dog vilde tie stille, saa kunde I regnes for vise!
Sɛ mobɛyɛ komm koraa a ɛno na ɛbɛyɛ nyansa ama mo!
6 Hør dog mit Klagemaal, mærk mine Læbers Anklage!
Afei montie mʼano asɛm; montie mʼanoyie.
7 Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?
Mobɛka amumuyɛsɛm ama Onyankopɔn anaa? Mobɛka nnaadaasɛm ama no anaa?
8 Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?
Mobɛkyea mo aso ama no? Mobɛka Onyankopɔn asɛm ama no anaa?
9 Gaar det godt, naar han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?
Sɛ ɔhwehwɛ mo mu a, ɛbɛsi mo yie anaa? Mobɛtumi adaadaa no sɛdeɛ modaadaa nnipa no anaa?
10 Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.
Sɛ mokyeaa mo aso wɔ kɔkoam a, sɛdeɛ ɛteɛ biara, ɔbɛka mo anim.
11 Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde paa eder?
Nʼanimuonyam mmɔ mo hu anaa? Ne ho suro nntɔ mo so anaa?
12 Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.
Mo kasatɔmmɛ yɛ mmɛbuo a ɛte sɛ nsõ; mo anoyie yɛ dɔteɛ.
13 Ti stille, at jeg kan tale, saa overgaa mig, hvad der vil!
“Monyɛ dinn, na menkasa; na deɛ ɛbɛyɛ me biara mmra me so.
14 Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Haand;
Adɛn enti na mede me ho to amaneɛ mu na mede me nkwa to me nsam?
15 se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab, dog lægger jeg for ham min Færd.
Ɛwom sɛ ɔkumm me deɛ, nanso ne so na mʼani bɛda; ampa ara mɛdi mʼakwan ho adanseɛ wɔ nʼanim.
16 Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!
Nokorɛm, yei na ɛbɛyɛ me nkwagyeɛ, ɛfiri sɛ deɛ ɔnsuro Onyankopɔn no rentumi nkɔ nʼanim!
17 Hør nu ret paa mit Ord, lad mig tale for eders Ører!
Montie me nsɛm yi yie; monyɛ aso mma deɛ meka.
18 Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!
Afei a masiesie me nkurobɔ yi, menim sɛ mɛdi bem.
19 Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Aanden!
Obi bɛtumi abɔ me kwaadu anaa? Sɛ ɛte saa deɛ a, anka mɛyɛ komm na mawu.
20 Kun for to Ting skaane du mig, saa kryber jeg ikke i Skjul for dig:
“Ao Onyankopɔn, yɛ saa nneɛma mmienu yi pɛ ma me, na afei meremfa me ho nsuma wo:
21 Din Haand maa du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!
Yi wo nsa firi me so kɔ akyirikyiri, na gyae wo ho hu a wode hunahuna me no.
22 Saa stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!
Afei samena me na mɛba, anaa ma menkasa na bua me.
23 Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!
Mfomsoɔ ne bɔne dodoɔ ahe na mayɛ? Kyerɛ me me mfomsoɔ ne me bɔne.
24 Hvi skjuler du dog dit Aasyn og regner mig for din Fjende?
Adɛn enti na wode wʼanim asie me na wodwene sɛ meyɛ wo ɔtamfoɔ?
25 Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Straa,
Wobɛyɛ ahahan a mframa rebɔ no ayayadeɛ anaa? Wobɛtaa ntɛtɛ a awoɔ anaa?
26 at du skriver mig saa bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,
Wotwerɛ soboɔ a ɛyɛ yea tia me, na woka me mmabunuberɛ mu bɔne nyinaa gu me so.
27 lægger mine Fødder i Blokken, vogter paa alle mine Veje, indkredser mine Fødders Trin!
Wode nkyehoma gu me nan; wohwɛ mʼanammɔnkwan nyinaa so yie na wode ahyɛnsodeɛ ayeyɛ mʼanammɔn mu.
28 Og saa er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,
“Enti onipa nkwa sa te sɛ biribi a aporɔ, te sɛ atadeɛ a nweweboa adie.
