Job 13

1 Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;

Eto, sve je to vidjelo oko moje, èulo uho moje, i razumjelo.

2 hvad I ved, ved ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for jer.

Što vi znate, znam i ja, nijesam gori od vas.

3 Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gaa i Rette,

Ipak bih govorio sa svemoguæim, i rad sam s Bogom pravdati se.

4 mens I smører paa med Løgn; usle Læger er I til Hobe.

Jer vi izmišljate laži, svi ste zaludni ljekari.

5 Om I dog vilde tie stille, saa kunde I regnes for vise!

O da biste sasvijem muèali! bili biste mudri.

6 Hør dog mit Klagemaal, mærk mine Læbers Anklage!

Èujte moj odgovor, i slušajte razloge usta mojih.

7 Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?

Treba li da govorite za Boga nepravdu ili prijevaru da govorite za nj?

8 Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?

Treba li da mu gledate ko je? treba li da se prepirete za Boga?

9 Gaar det godt, naar han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

Hoæe li biti dobro kad vas stane ispitivati? hoæete li ga prevariti kao što se vara èovjek?

10 Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.

Zaista æe vas karati, ako tajno uzgledate ko je.

11 Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde paa eder?

Velièanstvo njegovo neæe li vas uplašiti? i strah njegov neæe li vas popasti?

12 Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.

Spomeni su vaši kao pepeo, i vaše visine kao gomile blata.

13 Ti stille, at jeg kan tale, saa overgaa mig, hvad der vil!

Muèite i pustite me da ja govorim, pa neka me snaðe šta mu drago.

14 Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Haand;

Zašto bih kidao meso svoje svojim zubima i dušu svoju metao u svoje ruke?

15 se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab, dog lægger jeg for ham min Færd.

Gle, da me i ubije, opet æu se uzdati u nj, ali æu braniti putove svoje pred njim.

16 Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

I on æe mi biti spasenje, jer licemjer neæe izaæi preda nj.

17 Hør nu ret paa mit Ord, lad mig tale for eders Ører!

Slušajte dobro besjedu moju, i neka vam uðe u uši što æu iskazati.

18 Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

Evo, spremio sam parbu svoju, znam da æu biti prav.

19 Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Aanden!

Ko æe se preti sa mnom? da sad umuknem, izdahnuo bih.

20 Kun for to Ting skaane du mig, saa kryber jeg ikke i Skjul for dig:

Samo dvoje nemoj mi uèiniti, pa se neæu kriti od lica tvojega.

21 Din Haand maa du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

Ukloni ruku svoju od mene, i strah tvoj da me ne straši.

22 Saa stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

Potom zovi me, i ja æu odgovarati; ili ja da govorim, a ti mi odgovaraj.

23 Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!

Koliko je bezakonja i grijeha mojih? pokaži mi prijestup moj i grijeh moj.

24 Hvi skjuler du dog dit Aasyn og regner mig for din Fjende?

Zašto sakrivaš lice svoje i držiš me za neprijatelja svojega?

25 Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Straa,

Hoæeš li skršiti list koji nosi vjetar, ili æeš goniti suhu slamku,

26 at du skriver mig saa bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

Kad mi pišeš grèine i daješ mi u našljedstvo grijehe mladosti moje,

27 lægger mine Fødder i Blokken, vogter paa alle mine Veje, indkredser mine Fødders Trin!

I meæeš noge moje u klade, i paziš na sve staze moje i ideš za mnom ustopce?

28 Og saa er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,

A on se raspada kao trulina, kao haljina koju jede moljac.