Job 13
1 Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;
| הֶן־כֹּל רָאֲתָה עֵינִי שָֽׁמְעָה אׇזְנִי וַתָּבֶן לָֽהּ׃ |
2 hvad I ved, ved ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for jer.
| כְּֽדַעְתְּכֶם יָדַעְתִּי גַם־אָנִי לֹֽא־נֹפֵל אָנֹכִי מִכֶּֽם׃ |
3 Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gaa i Rette,
| אוּלָם אֲנִי אֶל־שַׁדַּי אֲדַבֵּר וְהוֹכֵחַ אֶל־אֵל אֶחְפָּֽץ׃ |
4 mens I smører paa med Løgn; usle Læger er I til Hobe.
| וְֽאוּלָם אַתֶּם טֹפְלֵי־שָׁקֶר רֹפְאֵי אֱלִל כֻּלְּכֶֽם׃ |
5 Om I dog vilde tie stille, saa kunde I regnes for vise!
| מִי־יִתֵּן הַחֲרֵשׁ תַּחֲרִישׁוּן וּתְהִי לָכֶם לְחׇכְמָֽה׃ |
6 Hør dog mit Klagemaal, mærk mine Læbers Anklage!
| שִׁמְעוּ־נָא תוֹכַחְתִּי וְרִבוֹת שְׂפָתַי הַקְשִֽׁיבוּ׃ |
7 Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?
| הַלְאֵל תְּדַבְּרוּ עַוְלָה וְלוֹ תְּֽדַבְּרוּ רְמִיָּֽה׃ |
8 Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?
| הֲפָנָיו תִּשָּׂאוּן אִם־לָאֵל תְּרִיבֽוּן׃ |
9 Gaar det godt, naar han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?
| הֲטוֹב כִּֽי־יַחְקֹר אֶתְכֶם אִם־כְּהָתֵל בֶּאֱנוֹשׁ תְּהָתֵלּוּ בֽוֹ׃ |
10 Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.
| הוֹכֵחַ יוֹכִיחַ אֶתְכֶם אִם־בַּסֵּתֶר פָּנִים תִּשָּׂאֽוּן׃ |
11 Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde paa eder?
| הֲלֹא שְׂאֵתוֹ תְּבַעֵת אֶתְכֶם וּפַחְדּוֹ יִפֹּל עֲלֵיכֶֽם׃ |
12 Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.
| זִֽכְרֹנֵיכֶם מִשְׁלֵי־אֵפֶר לְגַבֵּי־חֹמֶר גַּבֵּיכֶֽם׃ |
13 Ti stille, at jeg kan tale, saa overgaa mig, hvad der vil!
| הַחֲרִישׁוּ מִמֶּנִּי וַאֲדַבְּרָה־אָנִי וְיַעֲבֹר עָלַי מָֽה׃ |
14 Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Haand;
| עַל־מָה ׀ אֶשָּׂא בְשָׂרִי בְשִׁנָּי וְנַפְשִׁי אָשִׂים בְּכַפִּֽי׃ |
15 se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab, dog lægger jeg for ham min Færd.
| הֵן יִקְטְלֵנִי (לא) [לוֹ] אֲיַחֵל אַךְ־דְּרָכַי אֶל־פָּנָיו אוֹכִֽיחַ׃ |
16 Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!
| גַּם־הוּא־לִי לִישׁוּעָה כִּי־לֹא לְפָנָיו חָנֵף יָבֽוֹא׃ |
17 Hør nu ret paa mit Ord, lad mig tale for eders Ører!
| שִׁמְעוּ שָׁמוֹעַ מִלָּתִי וְאַחֲוָתִי בְּאׇזְנֵיכֶֽם׃ |
18 Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!
| הִנֵּה־נָא עָרַכְתִּי מִשְׁפָּט יָדַעְתִּי כִּי־אֲנִי אֶצְדָּֽק׃ |
19 Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Aanden!
| מִי־הוּא יָרִיב עִמָּדִי כִּֽי־עַתָּה אַחֲרִישׁ וְאֶגְוָֽע׃ |
20 Kun for to Ting skaane du mig, saa kryber jeg ikke i Skjul for dig:
| אַךְ־שְׁתַּיִם אַל־תַּעַשׂ עִמָּדִי אָז מִפָּנֶיךָ לֹא אֶסָּתֵֽר׃ |
21 Din Haand maa du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!
| כַּפְּךָ מֵעָלַי הַרְחַק וְאֵמָתְךָ אַֽל־תְּבַעֲתַֽנִּי׃ |
22 Saa stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!
| וּקְרָא וְאָנֹכִי אֶעֱנֶה אֽוֹ־אֲדַבֵּר וַהֲשִׁיבֵֽנִי׃ |
23 Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!
| כַּמָּה לִי עֲוֺנוֹת וְחַטָּאוֹת פִּֽשְׁעִי וְחַטָּאתִי הֹדִיעֵֽנִי׃ |
24 Hvi skjuler du dog dit Aasyn og regner mig for din Fjende?
| לָֽמָּה־פָנֶיךָ תַסְתִּיר וְתַחְשְׁבֵנִי לְאוֹיֵב לָֽךְ׃ |
25 Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Straa,
| הֶעָלֶה נִדָּף תַּעֲרוֹץ וְאֶת־קַשׁ יָבֵשׁ תִּרְדֹּֽף׃ |
26 at du skriver mig saa bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,
| כִּֽי־תִכְתֹּב עָלַי מְרֹרוֹת וְתוֹרִישֵׁנִי עֲוֺנוֹת נְעוּרָֽי׃ |
27 lægger mine Fødder i Blokken, vogter paa alle mine Veje, indkredser mine Fødders Trin!
| וְתָשֵׂם בַּסַּד ׀ רַגְלַי וְתִשְׁמוֹר כׇּל־אׇרְחוֹתָי עַל־שׇׁרְשֵׁי רַגְלַי תִּתְחַקֶּֽה׃ |
28 Og saa er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,
| וְהוּא כְּרָקָב יִבְלֶה כְּבֶגֶד אֲכָלוֹ עָֽשׁ׃ |
