Job 13
1 Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;
Lo, all — hath mine eye seen, Heard hath mine ear, and it attendeth to it.
2 hvad I ved, ved ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for jer.
According to your knowledge I have known — also I. I am not fallen more than you.
3 Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gaa i Rette,
Yet I for the Mighty One do speak, And to argue for God I delight.
4 mens I smører paa med Løgn; usle Læger er I til Hobe.
And yet, ye [are] forgers of falsehood, Physicians of nought — all of you,
5 Om I dog vilde tie stille, saa kunde I regnes for vise!
O that ye would keep perfectly silent, And it would be to you for wisdom.
6 Hør dog mit Klagemaal, mærk mine Læbers Anklage!
Hear, I pray you, my argument, And to the pleadings of my lips attend,
7 Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?
For God do ye speak perverseness? And for Him do ye speak deceit?
8 Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?
His face do ye accept, if for God ye strive?
9 Gaar det godt, naar han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?
Is [it] good that He doth search you, If, as one mocketh at a man, ye mock at Him?
10 Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.
He doth surely reprove you, if in secret ye accept faces.
11 Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde paa eder?
Doth not His excellency terrify you? And His dread fall upon you?
12 Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.
Your remembrances [are] similes of ashes, For high places of clay your heights.
13 Ti stille, at jeg kan tale, saa overgaa mig, hvad der vil!
Keep silent from me, and I speak, And pass over me doth what?
14 Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Haand;
Wherefore do I take my flesh in my teeth? And my soul put in my hand?
15 se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab, dog lægger jeg for ham min Færd.
Lo, He doth slay me — I wait not! Only, my ways unto His face I argue.
16 Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!
Also — He [is] to me for salvation, For the profane cometh not before Him.
17 Hør nu ret paa mit Ord, lad mig tale for eders Ører!
Hear ye diligently my word, And my declaration with your ears.
18 Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!
Lo, I pray you, I have set in order the cause, I have known that I am righteous.
19 Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Aanden!
Who [is] he that doth strive with me? For now I keep silent and gasp.
20 Kun for to Ting skaane du mig, saa kryber jeg ikke i Skjul for dig:
Only two things, O God, do with me: Then from Thy face I am not hidden.
21 Din Haand maa du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!
Thy hand put far off from me, And Thy terror let not terrify me.
22 Saa stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!
And call Thou, and I — I answer, Or — I speak, and answer Thou me.
23 Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!
How many iniquities and sins have I? My transgression and my sin let me know.
24 Hvi skjuler du dog dit Aasyn og regner mig for din Fjende?
Why dost Thou hide Thy face? And reckonest me for an enemy to Thee?
25 Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Straa,
A leaf driven away dost Thou terrify? And the dry stubble dost Thou pursue?
26 at du skriver mig saa bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,
For Thou writest against me bitter things, And causest me to possess iniquities of my youth:
27 lægger mine Fødder i Blokken, vogter paa alle mine Veje, indkredser mine Fødders Trin!
And puttest in the stocks my feet, And observest all my paths, On the roots of my feet Thou settest a print,
28 Og saa er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,
And he, as a rotten thing, weareth away, As a garment hath a moth consumed him.
