Job 13
1 Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;
Se, det har mit Øje set alt sammen; mit Øre har hørt og forstaaet sig derpaa.
2 hvad I ved, ved ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for jer.
Hvad I vide, det ved jeg, ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for eder.
3 Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gaa i Rette,
Dog vilde jeg gerne tale til den Almægtige, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud.
4 mens I smører paa med Løgn; usle Læger er I til Hobe.
Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger.
5 Om I dog vilde tie stille, saa kunde I regnes for vise!
Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom!
6 Hør dog mit Klagemaal, mærk mine Læbers Anklage!
Kære, hører min Bevisning og mærker paa det, som jeg strider for med mine Læber.
7 Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?
Ville I forsvare Gud med Uret og forsvare ham med Svig?
8 Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?
Ville I anse hans Person eller føre Sag for Gud?
9 Gaar det godt, naar han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?
Vil det gaa godt, naar han undersøger eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?
10 Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.
Han skal visselig straffe eder, om I anse Personer i Løndom.
11 Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde paa eder?
Skulde ikke hans Højhed forfærde eder og Rædsel for ham falde over eder?
12 Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.
Eders Tankesprog ere at ligne ved Aske, eders Borge ere Lerborge.
13 Ti stille, at jeg kan tale, saa overgaa mig, hvad der vil!
Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil!
14 Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Haand;
Hvorfor skulde jeg føre mit Kød bort i mine Tænder? jeg vil derimod sætte mit Liv i min Haand.
15 se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab, dog lægger jeg for ham min Færd.
Se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab; kunde jeg blot retfærdiggøre mine Veje for hans Ansigt!
16 Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!
Ogsaa dette skulde være mig en Frelse; thi der skal ingen vanhellig komme for hans Ansigt!
17 Hør nu ret paa mit Ord, lad mig tale for eders Ører!
Hører flittig min Tale og det, jeg kundgør for eders Øren.
18 Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!
Se, kære, jeg har indledet Sagen, jeg ved, at jeg skal kendes retfærdig.
19 Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Aanden!
Hvo er den, som kan trætte med mig? thi da maatte jeg tie og opgive Aanden.
20 Kun for to Ting skaane du mig, saa kryber jeg ikke i Skjul for dig:
Dog, gør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
21 Din Haand maa du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!
Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig!
22 Saa stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!
Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen!
23 Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!
Hvor mange ere mine Misgerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd!
24 Hvi skjuler du dog dit Aasyn og regner mig for din Fjende?
Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
25 Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Straa,
Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa?
26 at du skriver mig saa bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,
Thi du skriver Bitterheder op imod mig og lader mig faa min Ungdoms Synder til Arv.
27 lægger mine Fødder i Blokken, vogter paa alle mine Veje, indkredser mine Fødders Trin!
Og du lægger mine Fødder i Stokken og tager Vare paa alle mine Stier; du afstikker Grænser for mine Fødders Saaler,
28 Og saa er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,
skønt jeg er en Mand, der bliver gammel som Trøske, som et Klæde, der ædes op af Møl.
