Job 13

1 Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;

Očima svojim sve to ja vidjeh, ušima svojim čuh i razumjeh.

2 hvad I ved, ved ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for jer.

Sve što vi znate znadem to i ja, ni u čemu od vas gori nisam.

3 Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gaa i Rette,

Zato, zborit' moram sa Svesilnim, pred Bogom svoj razlog izložiti.

4 mens I smører paa med Løgn; usle Læger er I til Hobe.

Jer, kovači laži vi ste pravi, i svi ste vi zaludni liječnici!

5 Om I dog vilde tie stille, saa kunde I regnes for vise!

Kada biste bar znali šutjeti, mudrost biste svoju pokazali!

6 Hør dog mit Klagemaal, mærk mine Læbers Anklage!

Dokaze mi ipak poslušajte, razlog mojih usana počujte.

7 Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?

Zar zbog Boga govorite laži, zar zbog njega riječi te prijevarne?

8 Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?

Zar biste pristrano branit' htjeli Boga, zar biste mu htjeli biti odvjetnici?

9 Gaar det godt, naar han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

Zar bi dobro bilo da vas on ispita? Zar biste ga obmanuli k'o čovjeka?

10 Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.

Kaznom preteškom on bi vas pokarao poradi potajne vaše pristranosti.

11 Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde paa eder?

Zar vas veličanstvo njegovo ne plaši i zar vas od njega užas ne spopada?

12 Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.

Razlozi su vam od pepela izreke, obrana je vaša obrana od blata.

13 Ti stille, at jeg kan tale, saa overgaa mig, hvad der vil!

Umuknite sada! Dajte da govorim, pa neka me poslije snađe što mu drago.

14 Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Haand;

Zar da meso svoje sam kidam zubima? Da svojom rukom život upropašćujem?

15 se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab, dog lægger jeg for ham min Færd.

On me ubit' može: nade druge nemam već da pred njim svoje držanje opravdam.

16 Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

I to je već zalog mojega spasenja, jer bezbožnik preda nj ne može stupiti.

17 Hør nu ret paa mit Ord, lad mig tale for eders Ører!

Pažljivo mi riječi poslušajte, nek' vam prodre u uši besjeda.

18 Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

Gle: ja sam pripremio parnicu, jer u svoje sam pravo uvjeren.

19 Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Aanden!

Tko se sa mnom hoće parničiti? - Umuknut ću potom te izdahnut'.

20 Kun for to Ting skaane du mig, saa kryber jeg ikke i Skjul for dig:

Dvije mi molbe samo ne uskrati da se od tvog lica ne sakrivam:

21 Din Haand maa du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

digni s mene tešku svoju ruku i užasom svojim ne straši me.

22 Saa stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

Tada me pitaj, a ja ću odgovarat'; ili ja da pitam, ti da odgovaraš.

23 Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!

Koliko počinih prijestupa i grijeha? Prekršaj mi moj pokaži i krivicu.

24 Hvi skjuler du dog dit Aasyn og regner mig for din Fjende?

Zašto lice svoje kriješ sad od mene, zašto u meni vidiš neprijatelja?

25 Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Straa,

Zašto strahom mučiš list vjetrom progonjen, zašto se na suhu obaraš slamčicu?

26 at du skriver mig saa bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

O ti, koji mi gorke pišeš presude i teretiš mene grijesima mladosti,

27 lægger mine Fødder i Blokken, vogter paa alle mine Veje, indkredser mine Fødders Trin!

koji si mi noge u klade sapeo i koji bdiš nad svakim mojim korakom i tragove stopa mojih ispituješ!

28 Og saa er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,

Život mi se k'o trulo drvo raspada, k'o haljina što je moljci izjedaju!