Job 11
1 Saa tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
Respondens autem Sophar Naamathites, dixit:
2 Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
Numquid qui multa loquitur, non et audiet? aut vir verbosus iustificabitur?
3 Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke faa Skam?
Tibi soli tacebunt homines? et cum ceteros irriseris, a nullo confutaberis?
4 Du siger: »Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!«
Dixisti enim: Purus est sermo meus, et mundus sum in conspectu tuo.
5 Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
Atque utinam Deus loqueretur tecum, et aperiret labia sua tibi,
6 kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
Ut ostenderet tibi secreta sapientiæ, et quod multiplex esset lex eius, et intelligeres quod multo minora exigaris ab eo, quam meretur iniquitas tua.
7 Har du loddet Bunden i Gud og naaet den Almægtiges Grænse?
Forsitan vestigia Dei comprehendes, et usque ad perfectum Omnipotentem reperies?
Excelsior cælo est, et quid facies? profundior inferno, et unde cognosces? (Sheol h7585)
9 Den overgaar Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
Longior terra mensura eius, et latior mari.
10 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
Si subverterit omnia, vel in unum coarctaverit, quis contradicet ei?
11 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpaa,
Ipse enim novit hominum vanitatem, et videns iniquitatem, nonne considerat?
12 saa tomhjernet Mand faar Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
Vir vanus in superbiam erigitur, et tamquam pullum onagri se liberum natum putat.
13 Hvis du faar Skik paa dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
Tu autem firmasti cor tuum, et expandisti ad eum manus tuas.
14 hvis Uret er fjern fra din Haand, og Brøde ej bor i dit Telt,
Si iniquitatem, quæ est in manu tua, abstuleris a te, et non manserit in tabernaculo tuo iniustitia:
15 ja, da kan du lydefri løfte dit Aasyn og uden at frygte staa fast,
Tunc levare poteris faciem tuam absque macula, et eris stabilis, et non timebis.
16 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
Miseriæ quoque oblivisceris, et quasi aquarum quæ præterierunt recordaberis.
17 dit Liv skal overstraale Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
Et quasi meridianus fulgor consurget tibi ad vesperam: et cum te consumptum putaveris, orieris ut lucifer.
18 Tryg skal du være, fordi du har Haab; du ser dig om og gaar trygt til Hvile,
Et habebis fiduciam, proposita tibi spe, et defossus securus dormies.
19 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
Requiesces, et non erit qui te exterreat: et deprecabuntur faciem tuam plurimi.
20 Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Haab er blot at udaande Sjælen!
Oculi autem impiorum deficient, et effugium peribit ab eis, et spes illorum abominatio animæ.
