< Job 11 >
1 Saa tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
And Zophar the Naamathite answereth and saith: —
2 Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
Is a multitude of words not answered? And is a man of lips justified?
3 Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke faa Skam?
Thy devices make men keep silent, Thou scornest, and none is causing blushing!
4 Du siger: »Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!«
And thou sayest, 'Pure [is] my discourse, And clean I have been in Thine eyes.'
5 Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
And yet, O that God had spoken! And doth open His lips with thee.
6 kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
And declare to thee secrets of wisdom, For counsel hath foldings. And know thou that God forgetteth for thee, [Some] of thine iniquity.
7 Har du loddet Bunden i Gud og naaet den Almægtiges Grænse?
By searching dost thou find out God? Unto perfection find out the Mighty One?
8 Højere er den end Himlen — hvad kan du? Dybere end Dødsriget — hvad ved du? (Sheol )
Heights of the heavens! — what dost thou? Deeper than Sheol! — what knowest thou? (Sheol )
9 Den overgaar Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
Longer than earth [is] its measure, And broader than the sea.
10 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
If He pass on, and shut up, and assemble, Who then dost reverse it?
11 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpaa,
For he hath known men of vanity, And He seeth iniquity, And one doth not consider [it]!
12 saa tomhjernet Mand faar Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
And empty man is bold, And the colt of a wild ass man is born.
13 Hvis du faar Skik paa dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
If thou — thou hast prepared thy heart, And hast spread out unto Him thy hands,
14 hvis Uret er fjern fra din Haand, og Brøde ej bor i dit Telt,
If iniquity [is] in thy hand, put it far off, And let not perverseness dwell in thy tents.
15 ja, da kan du lydefri løfte dit Aasyn og uden at frygte staa fast,
For then thou liftest up thy face from blemish, And thou hast been firm, and fearest not.
16 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
For thou dost forget misery, As waters passed away thou rememberest.
17 dit Liv skal overstraale Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
And above the noon doth age rise, Thou fliest — as the morning thou art.
18 Tryg skal du være, fordi du har Haab; du ser dig om og gaar trygt til Hvile,
And thou hast trusted because their is hope, And searched — in confidence thou liest down,
19 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
And thou hast rested, And none is causing trembling, And many have entreated thy face;
20 Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Haab er blot at udaande Sjælen!
And the eyes of the wicked are consumed, And refuge hath perished from them, And their hope [is] a breathing out of soul!