Job 11
1 Saa tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
Forsothe Sophar Naamathites answeride, and seide,
2 Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
Whether he, that spekith many thingis, schal not also here? ether whethir a man ful of wordis schal be maad iust?
3 Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke faa Skam?
Schulen men be stille to thee aloone? whanne thou hast scorned othere men, schalt thou not be ouercomun of ony man?
4 Du siger: »Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!«
For thou seidist, My word is cleene, and Y am cleene in thi siyt.
5 Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
And `Y wolde, that God spak with thee, and openyde hise lippis to thee;
6 kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
to schewe to thee the priuetees of wisdom, and that his lawe is manyfold, and thou schuldist vndurstonde, that thou art requirid of hym to paie myche lesse thingis, than thi wickidnesse disserueth.
7 Har du loddet Bunden i Gud og naaet den Almægtiges Grænse?
In hap thou schalt comprehende the steppis of God, and thou schalt fynde Almyyti God `til to perfeccioun.
He is hiyere than heuene, and what schalt thou do? he is deppere than helle, and wherof schalt thou knowe? (Sheol h7585)
9 Den overgaar Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
His mesure is lengere than erthe, and brodere than the see.
10 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
If he distrieth alle thingis, ethir dryueth streitli `in to oon, who schal ayenseie hym? Ethir who may seie to hym, Whi doest thou so?
11 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpaa,
For he knowith the vanyte of men; and whether he seynge byholdith not wickidnesse?
12 saa tomhjernet Mand faar Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
A veyn man is reisid in to pride; and gessith hym silf borun fre, as the colt of a wilde asse.
13 Hvis du faar Skik paa dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
But thou hast maad stidefast thin herte, and hast spred abrood thin hondis to hym.
14 hvis Uret er fjern fra din Haand, og Brøde ej bor i dit Telt,
If thou doest awei `fro thee the wickidnesse, which is in thin hond, and vnriytfulnesse dwellith not in thi tabernacle,
15 ja, da kan du lydefri løfte dit Aasyn og uden at frygte staa fast,
thanne thou schalt mowe reise thi face with out wem, and thou schalt be stidefast, and thou schalt not drede.
16 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
And thou schalt foryete wretchidnesse, and thou schalt not thenke of it, as of watris that han passid.
17 dit Liv skal overstraale Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
And as myddai schynynge it schal reise to thee at euentid; and whanne thou gessist thee wastid, thou schalt rise vp as the dai sterre.
18 Tryg skal du være, fordi du har Haab; du ser dig om og gaar trygt til Hvile,
And thou schalt haue trist, while hope schal be set forth to thee; and thou biried schalt slepe sikurli.
19 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
Thou schalt reste, and `noon schal be that schal make thee aferd; and ful many men schulen biseche thi face.
20 Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Haab er blot at udaande Sjælen!
But the iyen of wickid men schulen faile; and socour schal perische fro hem, and the hope of hem schal be abhominacyioun of soule.
