Job 11
1 Saa tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
To naah Namaat acaeng Zophar mah,
2 Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
pop parai loknawk hae pathim han ai boeh maw? Lokthui thaih kami to a zaehaih thung hoiah loisak han oh maw?
3 Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke faa Skam?
Lok nam laihaih mah minawk lokpae ai ah anghgaisak duem thai tih maw? Kami na pahnui thuih naah, nang azatpaw han thuitaek kami om mak ai maw?
4 Du siger: »Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!«
Nang mah, Ka thuih ih lok loe toeng, Sithaw hmaa ah ka ciim, tiah na thuih.
5 Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
Toe Sithaw mah lokthui nasoe loe, na pahni to paong pae nasoe,
6 kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
Anih mah panoek karai alet hnetto palunghahaih amtuengsak nasoe; to tiah ni na sakpazaehaih baktiah na tongh han ih hmuen pong tamsi ah Sithaw mah dan ang paek, tiah na panoek tih.
7 Har du loddet Bunden i Gud og naaet den Almægtiges Grænse?
Kathuk Sithaw ih hmuen to na hnuk thai maw? Thacak Sithaw akoephaih na panoek thai maw?
Vannawk pongah kasang, timaw na sah thai tih? Hell pongah kathuk kue, timaw na panoek thai tih? (Sheol h7585)
9 Den overgaar Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
To kathuk hmuennawk tahhaih loe long pongah sawk kue moe, tuipui pongah doeh kawk kue.
10 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
Sithaw mah naeh maw, thong pakhrak maw, to tih ai boeh loe lok maw na caek nahaeloe, mi mah maw pakaa thai tih?
11 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpaa,
Sithaw loe tidoeh avang ai kami to panoek; sakpazae ih hmuen doeh a hnuk; to tiah nahaeloe anih mah to hmuen to poek ai ah om tih maw?
12 saa tomhjernet Mand faar Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
Toe taw ih laa hrang to kami baktiah tapen naah ni, tidoeh avang ai kami loe palungha thai vop tih.
13 Hvis du faar Skik paa dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
Toe palungthin nam khraih moe, angmah khaeah ban na payangh pacoengah,
14 hvis Uret er fjern fra din Haand, og Brøde ej bor i dit Telt,
na ban ah sakpazaehaih om cadoeh, to zaehaih to na vah ving moe, na ohhaih kahni im ah sethaih na omsak ai nahaeloe,
15 ja, da kan du lydefri løfte dit Aasyn og uden at frygte staa fast,
coek koi om ai ah na mikhmai amtueng tih; ue, zithaih om ai ah, kacakah nang doe tih:
16 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
raihaih to na pahnet ueloe, kalaem tangcae tui baktiah ni na poek tih boeh.
17 dit Liv skal overstraale Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
Na hinghaih loe athun ih ni aengh pongah aang kue tih; vaihi kaving ah na oh cadoeh, akhawnbang baktiah aang tih.
18 Tryg skal du være, fordi du har Haab; du ser dig om og gaar trygt til Hvile,
Oephaih oh pongah, monghaih hoiah na om tih; ue, angmah na khenzawn ueloe, ngancuem ah nang hak tih boeh.
19 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
Nang song naah, mi mah doeh zithaih na paek mak ai; ue, kami paroeai mah na ven o tih.
20 Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Haab er blot at udaande Sjælen!
Toe kasae kami ih mik loe thazok tih, loih o mak ai; nihcae oephaih doeh dueh ving tih, tiah a naa.
