Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
Men öz jénimdin nepretlinimen; Öz derdimni töküwalay; Qelbimdiki ah-zarimni sözliwalay.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Men Tengrige: «Méning gunahimni békitme; manga körsetkinki, Sen zadi néme üchün men bilen dewalishisen?
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?
Ademni ezgining, Öz qolung bilen yaratqiningni chetke qaqqining Sanga paydiliqmu? Yamanlarning suyiqestige nur chachqining yaxshimu?
4 Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Séning közüng insanningkidek ajizmu? Sen ademler körgendek xire köremsen?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,
Séning künliring ölidighan insanning künliridek cheklikmu? Séning yilliring insanning yilliridek qisqimu?
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
Sen méning rezil adem emeslikimni bilip turup, Séning qolungdin qutuldurghudek héchkimning yoqluqini bilip turup, Némishqa méning xataliqimni sorap yürisen? Némishqa méning gunahimni sürüshtürisen?» — deymen.
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!
— Sen Öz qolliring bilen méni shekillendürüp, bir gewde qilip yaratqansen; Biraq Sen méni yoqatmaqchisen!
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Sen layni yasighandek méni yasighiningni ésingde tutqaysen, dep yélinimen; Sen méni yene tupraqqa qayturamsen?
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Sen [ustiliq bilen] méni süttek quyup chayqap, Méni irimchiktek uyutqan emesmu?
11 iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Sen tére hem et bilen méni kiyindürgensen, Ustixan hem pey bilen birleshtürüp méni toqughansen.
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —
Sen manga hayat hem méhir-shepqet teqdim qilghansen, Sen söygüng bilen rohimdin xewer alding.
13 og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Biraq bu ishlar Séning qelbingde yoshuruqluq idi; Bularning eslide qelbingde püküklikini bilimen.
14 Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.
Gunah qilghan bolsam, Sen méni közitip yürgen bolatting; Sen méning qebihlikimni jazalimay qoymaytting.
15 I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Rezil hésablan’ghan bolsam, manga bala kéletti! Hem yaki heqqaniy hésablansammu, qattiq nomusqa chömüp, azabqa chömginimde, Béshimni yenila kötürüshke jür’et qilalmayttim;
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
Hetta [béshimni] kötürüshke jür’et qilsammu, Sen esheddiy shirdek méning péyimge chüshetting; Sen manga karamet küchüngni arqa-arqidin körsitetting.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Sen méni eyibleydighan guwahchiliringni qaytidin aldimgha keltürisen; Manga qaritilghan ghezipingni zor qilisen; Küchliring manga qarshi dolqunlap kelmekte.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;
Sen eslide némishqa méni baliyatqudin chiqarghansen? Kashki, men chachrap ketken bolsam, héch adem méni körmes idi!
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Men héchqachan bolmighan bolattim! Baliyatqudin biwasite görge apirilghan bolattim!
20 Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Méning azghine künlirim tügey dégen emesmu? Shunga men barsa kelmes yerge barghuche, — Qarangghuluq, ölüm saye bolghan zémin’gha, — Zulmet bir zémin’gha, yeni qarangghuluqning özining zéminigha, Ölüm sayisining zéminigha, Tertipsiz, hetta öz nuri qapqarangghu qilin’ghan shu zémin’gha barghuche, Manga azraq jan kirish üchün, Ishingni bir deqiqe toxtat, mendin néri bol!».
21 før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.
