Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
“ʻOku fiu hoku laumālie ʻi heʻeku moʻui; te u tuku au ke u lāunga; te u lea ʻi he mamahi ʻo hoku laumālie.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Te u pehē ki he ʻOtua, ʻoua naʻa ke tuku au ko e halaia; fakahā mai pe ko e hā ʻoku ke fakamamahiʻi ai au.
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?
He ʻoku taau mo koe ke fakamamahi, koeʻuhi ke ke fehiʻa ki he ngāue ʻa ho nima, ka ke fakamaama ki he fakakaukau ʻae angahala?
4 Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
He ʻoku ke mata fakakakano? Pe ʻoku ke mamata ʻo hangē ko e mamata ʻae tangata?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,
He ʻoku tatau ho ngaahi ʻaho mo e ngaahi ʻaho ʻoe tangata? Mo ho ngaahi taʻu mo e ngaahi ʻaho ʻoe tangata,
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
Koeʻuhi ʻoku ke ʻekea ʻeku angahala, mo ke hakule ʻa ʻeku fai kovi?
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!
ʻOku ke ʻilo ʻoku ʻikai te u fai kovi, pea ʻoku ʻikai ha taha ʻe faʻa fakahaofi mei ho nima.
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!
“Kuo ngaohi au ʻe ho nima mo fakafuofua takatakai au; ka ʻoku ke tāmateʻi au.
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
ʻOku ou kole kiate koe, ke ke manatuʻi, kuo ke ngaohi au ʻo hangē ko e ʻumea pea te ke toe ʻomi au ki he efu?
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
He naʻe ʻikai te ke lilingi au ʻo hangē ko e huʻahuhu, mo fakafefeka au ʻo hangē ko e siisi?
11 iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Kuo ke fakakofuʻaki au ʻae kili mo e kakano, pea kuo ke ʻāʻi au ʻaki ʻae ngaahi hui mo e uoua.
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —
Kuo ke tuku kiate au ʻae moʻui mo e ʻofa, pea kuo fakatolonga ʻeku moʻui ʻi hoʻo faʻa ʻaʻahi.
13 og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Pea kuo ke fufū ʻae ngaahi meʻa ni ʻi ho loto: ʻoku ou ʻilo ʻoku ʻiate koe eni.
14 Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.
Kapau te u fai hala, ʻoku ke fakaʻilongaʻi au, pea ʻe ʻikai te ke fakatonuhiaʻi au mei heʻeku angahia.
15 I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Kapau ʻoku ou fai hala ko au pe ʻe malaʻia; pea kapau te u māʻoniʻoni, kae ʻikai te u faʻa hanga hake hoku ʻulu. ʻOku ou pito ʻi he puputuʻu; ko ia ke ke vakai ki heʻeku mamahi;
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
He ʻoku tupulekina ia. ʻOku ke tuli au ʻo hangē ko ha laione fekai: pea ʻoku ke toe fakahā ʻo fakamanavahē koe kiate au.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
ʻOku ke fakafoʻou hoʻo kau fakamoʻoni kiate au, pea ke fakalahi ho houhau kiate au; ʻoku tautaufetongi ʻae tau kiate au.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;
“Pea ko e hā kuo ke ʻomi ai au mei he manāva? Taumaiā ne u mate, ke ʻoua naʻa mamata ha mata kiate au!
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Ka ne pehē te u hangē naʻe ʻikai te u ʻi ai; pea ʻe fua au mei he manāva ki he faʻitoka.
20 Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
ʻIkai ʻoku siʻi pe hoku ngaahi ʻaho, pea tuku muʻa, ʻo tuku ai pe au, kau fakafiemālie siʻi,
21 før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,
ʻI he teʻeki ai te u ʻalu pea ʻikai te u toe haʻu, ʻio, ki he fonua ʻoe fakapoʻuli mo e ʻata ʻoe mate;
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.
Ko e fonua ʻoe fakapoʻuli, ʻo hangē ko e poʻuli ʻoe ʻata ʻoe mate, ʻo taʻeʻiai ha fakatonutonu, pea ʻoku tatau hono nima mo e fakapoʻuli.’”
