Job 10

1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

ESTÁ mi alma aburrida de mi vida: daré yo suelta á mi queja sobre mí, hablaré con amargura de mi alma.

2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

Diré á Dios: no me condenes; hazme entender por qué pleiteas conmigo.

3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?

¿Parécete bien que oprimas, que deseches la obra de tus manos, y que resplandezcas sobre el consejo de los impíos?

4 Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

¿Tienes tú ojos de carne? ¿ves tú como ve el hombre?

5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,

¿Son tus días como los días del hombre, ó tus años como los tiempos humanos,

6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

Para que inquieras mi iniquidad, y busques mi pecado,

7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!

Sobre saber tú que no soy impío, y que no hay quien de tu mano libre?

8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!

Tus manos me formaron y me compusieron todo en contorno: ¿y así me deshaces?

9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

Acuérdate ahora que como á lodo me diste forma: ¿y en polvo me has de tornar?

10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

¿No me fundiste como leche, y como un queso me cuajaste?

11 iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

Vestísteme de piel y carne, y cubrísteme de huesos y nervios.

12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —

Vida y misericordia me concediste, y tu visitación guardó mi espíritu.

13 og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

Y estas cosas tienes guardadas en tu corazón; yo sé que esto está cerca de ti.

14 Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.

Si pequé, tú me has observado, y no me limpias de mi iniquidad.

15 I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

Si fuere malo, ¡ay de mí! y si fuere justo, no levantaré mi cabeza, estando harto de deshonra, y de verme afligido.

16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

Y subirá de punto, [pues] me cazas como á león, y tornas á hacer en mí maravillas.

17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

Renuevas contra mí tus plagas, y aumentas conmigo tu furor, remudándose sobre mí ejércitos.

18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;

¿Por qué me sacaste de la matriz? Habría yo espirado, y no me vieran ojos.

19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

Fuera, como si nunca hubiera sido, llevado desde el vientre á la sepultura.

20 Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

¿No son mis días poca cosa? Cesa pues, y déjame, para que me conforte un poco.

21 før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,

Antes que vaya para no volver, á la tierra de tinieblas y de sombra de muerte;

22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.

Tierra de oscuridad, lóbrega como sombra de muerte, sin orden, y que aparece como [la] oscuridad [misma].