Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
¡Mi alma está hastiada de mi vida! Daré rienda suelta a mi queja. Hablaré con la amargura de mi alma.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Diré a ʼElohim: ¡No me condenes! Hazme saber por qué contiendes conmigo.
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?
¿En verdad, es justo para Ti oprimir, desechar la obra de tus manos y favorecer el designio de los perversos?
4 Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
¿Tienes ojos humanos y miras como mira el hombre?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,
¿Son tus días como los días del hombre o tus años como los años del hombre,
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
para que indagues mi iniquidad e investigues mi pecado?
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!
Tú sabes que no soy culpable, y que no hay quien libre de tu mano.
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!
Tus manos me hicieron y me formaron. ¿Y ahora me destruyes?
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Recuerda, te ruego, que del barro me moldeaste. ¿Y al polvo me harás volver?
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
¿No me vertiste como leche y me cuajaste como queso?
11 iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Me cubriste de piel y de carne, con huesos y tendones me tejiste.
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —
Me otorgaste vida y misericordia, y tu cuidado preservó mi espíritu.
13 og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Tenías estas cosas ocultas en tu corazón. Yo sé que esto estaba contigo.
14 Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.
Si peco, Tú me observas, y no me tendrás como limpio de mi culpa.
15 I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Si soy malo, ¡ay de mí! Y si soy justo, no levantaré mi cabeza. Estoy hastiado de la afrenta y de ver mi aflicción.
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
Si mi cabeza se levanta, me cazas como a león y vuelves a mostrar tus proezas en mí.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Renuevas tus testigos contra mí y aumentas contra mí tu furor como tropas de relevo.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;
¿Por qué entonces me sacaste de la matriz? ¡Hubiera yo expirado sin que ningún ojo me viera!
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Sería como si nunca hubiera existido, llevado del vientre a la tumba.
20 Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
¿No son pocos mis días? Cesa pues, y déjame, para que me consuele un poco
21 før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,
antes que me vaya a la región tenebrosa de la muerte para no volver,
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.
tierra de oscuridad, lóbrega, lugar de sombra de muerte, sin orden, donde la luz es como densa oscuridad.
