Job 10

1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

Min sjel er lei av mitt liv, jeg vil la min klage ha fritt løp, jeg vil tale i min sjels bitre smerte.

2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

Jeg vil si til Gud: Fordøm mig ikke, la mig vite hvorfor du strider mot mig!

3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?

Tykkes det dig godt at du undertrykker, at du forkaster det dine hender med omhu har dannet, og lar ditt lys skinne over ugudeliges råd?

4 Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

Har du menneskeøine, eller ser du således som et menneske ser?

5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,

Er dine dager som et menneskes dager, eller dine år som en manns dager? -

6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

siden du søker efter min misgjerning og leter efter min synd,

7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!

enda du vet at jeg ikke er ugudelig, og at det ingen er som redder av din hånd.

8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!

Dine hender har dannet mig og gjort mig, helt og i alle deler, og nu vil du ødelegge mig!

9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

Kom i hu at du har dannet mig som leret, og nu lar du mig atter vende tilbake til støvet!

10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

Helte du mig ikke ut som melk og lot mig størkne som ost?

11 iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

Med hud og kjøtt klædde du mig, og med ben og sener gjennemvevde du mig.

12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —

Liv og miskunnhet har du gitt mig, og din varetekt har vernet om min ånd.

13 og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

Og dette gjemte du i ditt hjerte, jeg vet at dette hadde du i sinne:

14 Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.

Syndet jeg, så vilde du vokte på mig og ikke frikjenne mig for min misgjerning;

15 I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

var jeg skyldig, da ve mig, men var jeg uskyldig, skulde jeg dog ikke kunne løfte mitt hode, mett av skam og med min elendighet for øie;

16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

og hevet det sig dog, så vilde du jage efter mig som en løve, og atter vise dig forunderlig mot mig;

17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

du vilde føre nye vidner mot mig og øke din harme mot mig, sende alltid nye hærflokker mot mig.

18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;

Hvorfor lot du mig utgå av mors liv? Jeg skulde ha opgitt ånden, og intet øie skulde ha sett mig;

19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

jeg skulde ha vært som om jeg aldri hadde vært til; fra mors liv skulde jeg ha vært båret til graven.

20 Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

Er ikke mine dager få? - Han holde op! Han la mig være, så jeg kan bli litt glad,

21 før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,

før jeg går bort for ikke å vende tilbake, bort til mørkets og dødsskyggens land,

22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.

et land så mørkt som den sorteste natt, hvor dødsskygge og forvirring råder, og hvor lyset er som den sorteste natt!