Job 10

1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

“Mwen rayi pwòp lavi m; mwen va fè tout fòs plent mwen yo parèt. Mwen va pale ak anmè ki fonse nan nanm mwen.

2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

Mwen va di a Bondye: ‘Pa kondane mwen! Fè m konnen poukisa W ap goumen ak mwen.

3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?

Èske se vrèman bon pou Ou ta oprime; pou meprize zèv men Ou yo e pou Ou gade ak favè, manèv a mechan yo?

4 Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

Èske zye Ou fèt ak chè? Oswa èske Ou wè kon yon nonm wè?

5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,

Èske jou Ou yo tankou jou a moun mòtèl, oswa ane Ou yo tankou ane a yon nonm,

6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

pou Ou ta dwe chache koupabilite mwen e fè rechèch dèyè peche m?

7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!

Malgre Ou konnen mwen pa koupab, sepandan, nanpwen ki ka livre m sòti nan men Ou.’”

8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!

“Se men Ou ki te fòme mwen nèt. Konsa, èske Ou ta detwi mwen?

9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

Sonje, souple, ke Ou te fè m kon ajil. Èske Ou ta fè m retounen pousyè ankò?

10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

Èske se pa tankou lèt ke Ou te vide mwen e fè m kaye tankou fwomaj?

11 iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

Ou te abiye mwen ak po avèk chè e koude mwen ansanm nan zo ak gwo venn.

12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —

Ou te ban mwen lavi avèk lanmou dous Ou. Se swen Ou ki te konsève lespri m.

13 og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

Malgre bagay sila yo, Ou te kache yo nan kè Ou. Mwen konnen ke sa a se avèk ou:

14 Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.

si m peche, alò, Ou mete tach sou mwen. Ou pa ta akite m de koupabilite mwen.

15 I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

Si mwen mechan, malè a mwen! Epi si mwen jis, toujou, menm dwe leve tèt mwen. Mwen chaje ak wont, e byen rekonnesan a mizè mwen.

16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

Si tèt mwen ta vin leve wo, Ou ta fè lachas dèyè m tankou yon lyon; epi ankò, Ou ta montre pouvwa Ou kont mwen.

17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

Ou renouvle temwayaj Ou kont mwen, e ogmante kòlè Ou vè mwen. Dezas monte anwo dezas sou mwen.”

18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;

“Alò, poukisa Ou te fè m sòti nan vant manman m? Pito ke m te mouri e pa t gen zye ki te wè m!

19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

Mwen te dwe tankou mwen pa t janm te egziste, kon yon pote sòti nan vant pou rive nan tonbo.

20 Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

Èske jou m yo pa kout? Rete! Ralanti sou mwen pou m kab jwenn yon ti kras kè kontan,

21 før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,

avan ke m ale—pou mwen pa tounen nan andwa tenèb ak gwo fènwa!

22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.

Nan peyi sa a ki dezole nèt tankou tenèb la, nan fon lonbraj san fòm nan, e ki klere tankou fènwa a.”