Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
“Nĩthũire gũtũũra muoyo ũyũ; nĩ ũndũ ũcio ndikũhingĩrĩria mateta makwa, o na nĩ ngwaria nĩ ũndũ wa ũrĩa ngoro yakwa ĩrĩ na marũrũ.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Ngwĩra Ngai atĩrĩ: Tiga kũndua mwĩhia, no nyonia kĩrĩa ũrandũithĩria.
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?
Kaĩ ũkenagio nĩ kũũhinyĩrĩria, ũgathũũra wĩra wa moko maku, o rĩrĩa ũrakenera mathugunda ma andũ arĩa aaganu?
4 Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Kaĩ maitho maku marĩ o ta maitho ma andũ? Kaĩ muonere waku ũhaana o ta wa mũndũ?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,
Kaĩ matukũ maku maigana ta ma andũ, kana mĩaka yaku ĩkaigana o ta ya mũndũ,
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
nĩguo ũcarĩrĩrie mahĩtia makwa, o na ũtuĩragie mehia makwa,
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!
o na gũtuĩka wee nĩũũĩ atĩ ndiĩhĩtie, na ũkamenya atĩ gũtirĩ mũndũ ũngĩhota kũũhonokia moko-inĩ maku?
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!
“Moko maku nĩmo maathondekire na makĩnyũmba. Rĩu nĩũgũkĩgarũrũka ũnyanange?
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Ririkana atĩ wanyũũmbire ta rĩũmba. Rĩu ũgũcooka ũndue rũkũngũ rĩngĩ?
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Githĩ ndwanjitire ta iria, na ũgĩcooka ũkĩĩmatia ta maguta marĩo,
11 iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
ũkĩĩhumbĩra na nyama na gĩkonde, na ũkĩohania mahĩndĩ na mĩkiha yakwa hamwe.
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —
Nĩwaaheire muoyo o na ũkĩnyonia ũtugi waku; naguo ũmenyereri waku nĩguo ũtũirie roho wakwa.
13 og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
“No nĩwahithire maũndũ maya ngoro-inĩ yaku, na nĩnjũũĩ no warĩ na ũndũ ũyũ meciiria-inĩ maku:
14 Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.
Ingĩehirie wee nĩwanyonaga, na ndũngĩagire kũũherithia nĩ ũndũ wa wĩhia wakwa.
15 I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Kaĩ akorwo nĩnjĩhĩtie ndĩ na haaro-ĩ! O na ingĩiguĩka ndiĩkĩte ũũru, ndingĩhota gũtiira mũtwe wakwa, nĩgũkorwo njiyũrĩtwo nĩ thoni, na ngarikĩra mathĩĩna-inĩ makwa.
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
Ingĩtiira mũtwe wakwa-rĩ, wee ũnjeemaga o ta mũrũũthi, na ningĩ ũkonania ũhoti waku mũnene wa kũnjũkĩrĩra.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Nĩũndeheire aira angĩ manjũkĩrĩre, na nĩwongereire marakara maku igũrũ rĩakwa; mbũtũ ciaku ikanjũkĩrĩra o ta makũmbĩ ma maaĩ marũmanĩrĩire.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;
“Nĩ kĩĩ gĩatũmire ũndute nda ya maitũ? Naarĩ korwo ndakuire itoneetwo nĩ maitho ma mũndũ o na ũmwe.
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Naarĩ korwo ndiaciarirwo, kana korwo ndaciarirwo njerekeirio mbĩrĩra!
20 Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Githĩ matukũ makwa o na marĩ manini matikirie gũthira? Tigana na niĩ nĩguo ngĩe na gĩkeno gwa kahinda kanini,
21 før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,
kamũira thiĩte kũrĩa mũndũ athiiaga na ndacooke, bũrũri wa nduma, o nduma nene ya gĩkuũ,
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.
o bũrũri ũrĩa ũtukũ wakuo ũrĩ mũtumanu mũno, bũrũri wa nduma ya gĩkuũ, na ũtarĩ kĩhaarĩro, kũrĩa o na ũtheri ũhaana o ta nduma.”
