Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
Mon âme est dégoûtée de la vie! Je donnerai cours à ma plainte, Je parlerai dans l’amertume de mon âme.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Je dis à Dieu: Ne me condamne pas! Fais-moi savoir pourquoi tu me prends à partie!
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?
Te paraît-il bien de maltraiter, De repousser l’ouvrage de tes mains, Et de faire briller ta faveur sur le conseil des méchants?
4 Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
As-tu des yeux de chair, Vois-tu comme voit un homme?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,
Tes jours sont-ils comme les jours de l’homme, Et tes années comme ses années,
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
Pour que tu recherches mon iniquité, Pour que tu t’enquières de mon péché,
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!
Sachant bien que je ne suis pas coupable, Et que nul ne peut me délivrer de ta main?
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!
Tes mains m’ont formé, elles m’ont créé, Elles m’ont fait tout entier… Et tu me détruirais!
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Souviens-toi que tu m’as façonné comme de l’argile; Voudrais-tu de nouveau me réduire en poussière?
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Ne m’as-tu pas coulé comme du lait? Ne m’as-tu pas caillé comme du fromage?
11 iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Tu m’as revêtu de peau et de chair, Tu m’as tissé d’os et de nerfs;
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —
Tu m’as accordé ta grâce avec la vie, Tu m’as conservé par tes soins et sous ta garde.
13 og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Voici néanmoins ce que tu cachais dans ton cœur, Voici, je le sais, ce que tu as résolu en toi-même.
14 Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.
Si je pèche, tu m’observes, Tu ne pardonnes pas mon iniquité.
15 I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Suis-je coupable, malheur à moi! Suis-je innocent, je n’ose lever la tête, Rassasié de honte et absorbé dans ma misère.
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
Et si j’ose la lever, tu me poursuis comme un lion, Tu me frappes encore par des prodiges.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Tu m’opposes de nouveaux témoins, Tu multiplies tes fureurs contre moi, Tu m’assailles d’une succession de calamités.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;
Pourquoi m’as-tu fait sortir du sein de ma mère? Je serais mort, et aucun œil ne m’aurait vu;
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Je serais comme si je n’eusse pas existé, Et j’aurais passé du ventre de ma mère au sépulcre.
20 Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Mes jours ne sont-ils pas en petit nombre? Qu’il me laisse, Qu’il se retire de moi, et que je respire un peu,
21 før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,
Avant que je m’en aille, pour ne plus revenir, Dans le pays des ténèbres et de l’ombre de la mort,
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.
Pays d’une obscurité profonde, Où règnent l’ombre de la mort et la confusion, Et où la lumière est semblable aux ténèbres.
