Job 10

1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

Mon âme est lasse de la vie; je donnerai libre cours à ma plainte, je parlerai dans l’amertume de mon cœur.

2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

Je dis à Dieu: Ne me condamne point; apprends-moi sur quoi tu me prends à partie.

3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?

Trouves-tu du plaisir à opprimer, à repousser l’œuvre de tes mains, à faire luire ta faveur sur le conseil des méchants?

4 Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

As-tu des yeux de chair, ou bien vois-tu comme voient les hommes?

5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,

Tes jours sont-ils comme les jours de l’homme, ou bien tes années comme les années d’un mortel,

6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

pour que tu recherches mon iniquité, pour que tu poursuives mon péché,

7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!

quand tu sais que je ne suis pas coupable, et que nul ne peut me délivrer de ta main?

8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!

Tes mains m’ont formé et façonné, tout entier, et tu voudrais me détruire!

9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

Souviens-toi que tu m’as pétri comme l’argile: et tu me ramènerais à la poussière!

10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

Ne m’as-tu pas coulé comme le lait, et coagulé comme le fromage?

11 iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

Tu m’as revêtu de peau et de chair, tu m’as tissé d’os et de nerfs.

12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —

Avec la vie, tu m’as accordé ta faveur, et ta providence a gardé mon âme.

13 og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

Et pourtant, voilà ce que tu cachais dans ton cœur: Je vois bien ce que tu méditais.

14 Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.

Si je pèche, tu m’observes, tu ne me pardonnes pas mon iniquité.

15 I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

Suis-je coupable, malheur à moi! Suis-je innocent, je n’ose lever la tête, rassasié de honte, et voyant ma misère.

16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

Si je me relève, tu me poursuis comme un lion, tu recommences à me tourmenter étrangement,

17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

tu m’opposes de nouveaux témoins; tu redoubles de fureur contre moi, des troupes de rechange viennent m’assaillir.

18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;

Pourquoi m’as-tu tiré du sein de ma mère? Je serais mort, et aucun œil ne m’aurait vu.

19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

Je serais comme si je n’eusse jamais été, du sein maternel j’aurais été porté au sépulcre.

20 Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

Mes jours ne sont-ils pas bien courts? Qu’il me laisse! Qu’il se retire et que je respire un instant,

21 før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,

avant que je m’en aille, pour ne plus revenir, dans la région des ténèbres et de l’ombre de la mort,

22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.

morne et sombre région, où règnent l’ombre de la mort et le chaos, où la clarté est pareille aux ténèbres.