Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
Yt anoieth my soule of my lijf; Y schal lete my speche ayens me, Y schal speke in the bitternesse of my soule.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Y schal seie to God, Nyle thou condempne me; schewe thou to me, whi thou demest me so.
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?
Whether it semeth good to thee, if thou `falsli chalengist and oppressist me, the werk of thin hondis; and if thou helpist the counsel of wickid men?
4 Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Whethir fleischli iyen ben to thee, ethir, as a man seeth, also thou schalt se?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,
Whether thi daies ben as the daies of man, and `thi yeeris ben as mannus tymes;
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
that thou enquere my wickidnesse, and enserche my synne?
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!
And wite, that Y haue do no `wickid thing; sithen no man is, that may delyuere fro thin hond?
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!
Thin hondis han maad me, and han formed me al in cumpas; and thou castist me doun so sodeynli.
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Y preye, haue thou mynde, that thou madist me as cley, and schalt brynge me ayen in to dust.
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Whether thou hast not mylkid me as mylk, and hast cruddid me togidere as cheese?
11 iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Thou clothidist me with skyn and fleisch; thou hast ioyned me togidere with boonys and senewis.
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —
Thou hast youe lijf and mercy to me, and thi visiting hath kept my spirit.
13 og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Thouy thou helist these thingis in thin herte, netheles Y woot, that thou hast mynde of alle thingis.
14 Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.
If Y dide synne, and thou sparidist me at an our; whi suffrist thou not me to be cleene of my wickidnesse?
15 I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
And if Y was wickid, wo is to me; and if Y was iust, Y fillid with turment and wretchidnesse `schal not reise the heed.
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
And if Y reise `the heed for pride, thou schalt take me as a lionesse; and thou turnest ayen, and turmentist me wondirli.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Thou gaderist in store thi witnessis ayens me, and thou multipliest thin yre, `that is, veniaunce, ayens me; and peynes holden knyythod in me.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;
Whi hast thou led me out of the wombe? `And Y wolde, that Y were wastid, lest an iye `schulde se me.
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
That Y hadde be, as if Y were not, and `were translatid, ethir borun ouer, fro the wombe to the sepulcre.
20 Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Whether the fewnesse of my daies schal not be endid in schort? Therfor suffre thou me, that Y biweile `a litil my sorewe,
21 før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,
bifor that Y go, and turne not ayen, to the derk lond, and hilid with the derknesse of deth, to the lond of wrecchidnesse and of derknessis;
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.
where is schadewe of deeth, and noon ordre, but euerlastynge hidousnesse dwellith.
