Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
My soul is weary of my life, I will let go my speech against myself, I will speak in the bitterness of my soul.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
I will say to God: Do not condemn me: tell me why thou judgest me so.
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?
Doth it seem good to thee that thou shouldst calumniate me, and oppress me, the work of thy own hands, and help the counsel of the wicked?
4 Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Hast thou eyes of flesh: or, shalt thou see as man seeth?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,
Are thy days as the days of man, and are thy years as the times of men:
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
That thou shouldst inquire after my iniquity, and search after my sin?
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!
And shouldst know that I have done no wicked thing, whereas there is no man that can deliver out of thy hand.
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!
Thy hands have made me, and fashioned me wholly round about, and dost thou thus cast me down headlong on a sudden?
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Remember, I beseech thee, that thou hast made me as the clay, and thou wilt bring me into dust again.
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Hast thou not milked me as milk, and curdled me like cheese?
11 iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Thou hast clothed me with skin and flesh: thou hast put me together with bones and sinews:
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —
Thou hast granted me life and mercy, and thy visitation hath preserved my spirit.
13 og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Although thou conceal these things in thy heart, yet I know that thou rememberest all things.
14 Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.
If I have sinned and thou hast spared me for an hour: why dost thou not suffer me to be clean from my iniquity?
15 I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
And if I be wicked, woe unto me: and if just, I shall not lift up my head, being filled with affliction and misery.
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
And for pride thou wilt take me as a lioness, and returning thou tormentest me wonderfully.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Thou renewest thy witnesses against me, and multipliest thy wrath upon me, and pains war against me.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;
Why didst thou bring me forth out of the womb: O that I had been consumed that eye might not see me!
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
I should have been as if I had not been, carried from the womb to the grave.
20 Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Shall not the fewness of my days be ended shortly? suffer me, therefore, that I may lament my sorrow a little:
21 før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,
Before I go, and return no more, to a land that is dark and covered with the mist of death:
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.
A land of misery and darkness, where the shadow of death, and no order, but everlasting horror dwelleth.
