Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
“Aol gi ngima; mano emomiyo ok abi lingʼ ma ok awuoyo, to abiro wacho lit duto manie chunya.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Abiro wachone Nyasaye niya: Kik ikuma, to nyisa rachna momiyo ikwana kaka jaketho.
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?
Nyalo bedo ni iwinjo maber ka ahinyora; kendo ka ikwedo tich lweti, to timbe joricho to mori?
4 Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Kara in bende in gi wangʼ mar ringruok? Koso in bende ineno mana kaka dhano neno?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,
Kara in bende ndaloni nok ka ndalo dhano, koso higni magi chalo gi mag dhano,
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
momiyo imanyo timbena maricho kendo isiko kimanyo richo moro amora ma an-go,
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!
kata obedo ni ingʼeyo maber ni aonge ketho kendo ni onge ngʼama nyalo resa e lweti?
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!
“Lweti ema nochweya. Ibiro lokori koda kendo mondo itieka?
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Parie ni ne ichweya koa kuom lowo. Koro sani, diduoka kendo e lowo adier?
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Donge ne iola oko ka chak kendo ne ipuoya mi apoto ka mo,
11 iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
ne ichweyo ringra gi choke kod leche mi iumo chokena gi ringʼo kod pien?
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —
Ne imiya ngima kendo ne itimona ngʼwono, kendo isebedo ka irito chunya kuom duongʼni maler.
13 og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
“To kata kamano, koro angʼeyo ni gik mane ni e pachi e magi:
14 Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.
Isebedo ka ingʼiya mondo ineane ka atimo richo, to ok iseweya ma ok ikuma.
15 I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Okwongʼa, an ngʼat ma timbene mono! To kata ka aonge ketho, to pod ok anyal bedo thuolo, nimar wichkuot ma an-go osemiyo alal ei masichena.
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
To kata katemo mondo abed thuolo to idwara mana ka sibuor, kendo isiko mana kiloya gi tekoni maduongʼ.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Ikelo joneno manyien mondo okweda kendo imedo bedo mager koda; jolweny magi monja mana ka apaka magingore.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;
“Angʼo momiyo ne igola ei minwa? Kara mad ne atho kapok wangʼ moro amora onena.
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Mad ne kik nywola, ka ok kamano to ne onego nywola ka asetho kendo chom koda bur tir!
20 Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Donge ngimana modongʼ matin-ni chiegni rumo? Yie iweya mondo abedie gi yweyo matin,
21 før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,
kapok adhi kuma ji ok dhiye miduogi, ma en piny motimo mudho gi tipo molil ti,
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.
en piny ma otimo mudho mandiwa, kama kata ler chaloe mudho.”
