Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
Kamae ka hringnae ka panuet. Ka phuenangnae ka pâpho ngala han. Ka hringnae a rek hoi lawk ka dei han.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Cathut koe yon na pen hanh, bangdawkmaw na taran, na hmawt sak haw, telah ka ti han.
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?
Tami repcoungroe lahoi na kutsak tami hah dudam teh, tamikathoutnaw khokhang e hnâbokhaie heh, ahawi telah na pouk maw.
4 Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Takthai e mit maw na tawn, tami ni a hmu e patetlah maw na hmu van maw.
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,
Namae hninnaw hai tami e hnin patetlah maw ao. Namae kumnaw teh, tami e hnin patetlah maw ao.
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
tamikathout lah ka ohoehnae hah na panue eiteh, na kut dawk hoi ka rungngang thai e awm hoeh tie hah na panue nahlangva,
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!
Ka payonpakai e naw hah na tawng teh, ka yonnae hah na pâphue.
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!
Namae na kut hoi na sak teh, ka kuepcingcalah na pathoup. Hateiteh, namae kut ni bout na raphoe.
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Nama ni talai e na sak tie hah na pahnim hoeh nahan ka kâhei, vaiphu lah maw bout na coung sak han.
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Nama ni sanutui patetlah na rabawk teh, sanutui kamkak patetlah na pahlawm nahoehmaw.
11 iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Nama ni ka vuen hoi takthai na ramuk. Ka hru hoi ka tharui hoi na caksak nahoehmaw.
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —
Nama ni ka hringnae hoi pahrennae na poe teh, na khetyawtnae ni ka muitha teh a lungmawng sak.
13 og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Hete hnonaw heh na lungthin thung vah na hro teh, namae thung vah ao tie hah ka panue.
14 Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.
Ka yon pawiteh nama ni na panue han. Ka payonpakai e dawk hoi na hlout sak hoeh.
15 I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Tamikathout lah kaawm pawiteh, yawthoe lah ka o han, tamikalan lah ka o nakunghai, minhmai kahawi kahmawt thai mahoeh. Kayayeirai hoi runae hoi kakawi e la ka o.
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
Ka kâoup pawiteh, ka matheng e Sendek patetlah, hmâ na ca sak. Kai taranlahoi takikathopounge bout na kamnue sak.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Kai na ka taran hane ka panuekkhaie patuen patuen na tha teh, kai dawk na lungkuephoehnae na pung sak. Dumyennae hoi tarantuknae hah, kai koe pou ao.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;
Bangdawkmaw camo im dawk hoi na tâcosak. Oe apinihai na hmawt laipalah kadout boi pawiteh;
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Kaawmhoehe patetlah ka o han ei, Camo im thung hoi phuen lah ceikhai lah ka o han ei.
20 Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Ka hninnaw heh, ka younca e nahoehmaw. Ka cei vaiteh bout ka ban thai hoeh nahanlah, duenae tâhlip hoi hmonae ram dawk ka cei hoehnahlan vah.
21 før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,
Lungmawngnae dawngdeng hai ka hmu nahanelah, ka kâhat pawiteh, ka mahmawk na awm sak awh.
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.
Ama lungpouk ka hmawt e, kingkahmawt e ram, duenae tâhlip patetlah, banghai ka awmhoeh e, angnae hai hmonae patetlah a onae hmuen koe, telah ati.
