< Job 1 >
1 Der levede engang i Landet Uz en Mand ved Navn Job. Det var en from og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde.
«Uz» degǝn yurtta, Ayup isimlik bir adǝm yaxiƣanidi. Bu adǝm bolsa ⱪusursiz, durus, Hudadin ⱪorⱪidiƣan, yamanliⱪtin ɵzini yiraⱪ tutidiƣan adǝm idi.
2 Syv Sønner og tre Døtre fødtes ham;
Uningdin yǝttǝ oƣul wǝ üq ⱪiz tuƣuldi.
3 og hans Ejendom udgjorde 7000 Stykker Smaakvæg, 3000 Kameler, 500 Spand Okser, 500 Aseninder og saare mange Trælle, saa han var mægtigere end alle Østens Sønner.
Uning yǝttǝ ming ⱪoy, üq ming tɵgǝ, bǝx yüz jüp kala, bǝx yüz mada exǝk ⱪatarliⱪ mal-mülki bar idi. Uning malayliri bǝk kɵp idi; u xǝrⱪliⱪlǝr iqidǝ ⱨǝmmidin uluƣ idi.
4 Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud paa Omgang hos hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke sammen med sig.
Uning oƣulliri nɵwǝt boyiqǝ bekitkǝn kündǝ ɵz ɵyidǝ baxⱪilar üqün dastihan selip ziyapǝt ⱪilatti. Bu künlǝrdǝ ular adǝm ǝwǝtip üq singlisini ular bilǝn billǝ tamaⱪlinixⱪa qaⱪiritatti.
5 Naar saa Gæstebudsdagene havde naaet Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: »Maaske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte.« Saaledes gjorde Job hver Gang.
Ularning xu ziyapǝt künliri ayaƣlixi bilǝn Ayup adǝm ǝwǝtip ularni Huda aldida paklinixⱪa orunlaxturatti. U tang sǝⱨǝrdǝ ornidin turup ularning saniƣa asasǝn kɵydürmǝ ⱪurbanliⱪlarni ⱪilatti. Qünki Ayup: «Balilirim gunaⱨ ⱪilip ⱪoyup, kɵnglidǝ Hudaƣa biⱨɵrmǝtlik ⱪilip ⱪoyamdikin» dǝp oylaytti. Ayup ⱨǝrdaim ǝnǝ xundaⱪ ⱪilip turatti.
6 Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og traadte frem for HERREN, og iblandt dem kom ogsaa Satan.
Bir küni, Hudaning oƣulliri Pǝrwǝrdigarning ⱨuzuriƣa ⱨazir boldi. Xǝytanmu ularning arisiƣa kiriwaldi.
7 HERREN spurgte Satan: »Hvor kommer du fra?« Satan svarede HERREN: »Jeg har gennemvanket Jorden paa Kryds og tværs.«
Pǝrwǝrdigar Xǝytandin: — Nǝdin kǝlding? — dǝp soridi. Xǝytan Pǝrwǝrdigarƣa jawabǝn: — Yǝr yüzini kezip paylap, uyaⱪ-buyaⱪlarni aylinip qɵrgilǝp kǝldim, dedi.
8 HERREN spurgte da Satan: »Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han paa Jorden, saa from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde.«
Pǝrwǝrdigar uningƣa: — Mening ⱪulum Ayupⱪa diⱪⱪǝt ⱪilƣansǝn? Yǝr yüzidǝ uningdǝk mukǝmmǝl, durus, Hudadin ⱪorⱪidiƣan ⱨǝm yamanliⱪtin yiraⱪ turidiƣan adǝm yoⱪ, — dedi.
9 Men Satan svarede HERREN: »Mon det er for intet, Job frygter Gud?
Xǝytan Pǝrwǝrdigarƣa jawabǝn: — Ayup Hudadin bikardin bikar ⱪorⱪmiƣandu?
10 Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, paa alle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjorde breder sig i Landet.
Ɵzüng uning ɵzi, ailisidikiliri ⱨǝm uning ⱨǝmmǝ nǝrsisining ǝtrapiƣa ⱪaxa ⱪoyƣan ǝmǝsmu? Sǝn uning ⱪoliƣa bǝrikǝt ata ⱪilding, xuning bilǝn uning tǝǝlluⱪati tǝrǝp-tǝrǝptin güllinip awumaⱪta.
11 Men ræk engang din Haand ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!«
Əgǝr Sǝn ⱪolungni sozup, uning ⱨǝmmǝ nǝrsilirigǝ tegip ⱪoysang, u Sǝndin yüz ɵrüp, Seni tillimisa [Xǝytan bolmay ketǝy]! — dedi.
12 Da sagde HERREN til Satan: »Se, alt hvad han ejer, er i din Haand; kun mod ham selv maa du ikke udrække din Haand!« Saa gik Satan bort fra HERRENS Aasyn.
Pǝrwǝrdigar Xǝytanƣa: — Mana, uning ⱨǝmmǝ nǝrsisini sening ⱪolungƣa tutⱪuzdum! Biraⱪ uning ɵzigǝ tǝgküqi bolma! — dedi. Xundaⱪ ⱪilip Xǝytan Pǝrwǝrdigarning ⱨuzuridin qiⱪip kǝtti.
13 Da nu en Dag hans Sønner og Døtre spiste og drak i den ældste Broders Hus,
Bir küni, Ayupning oƣul-ⱪizliri qong akisining ɵyidǝ tamaⱪ yǝp, xarab iqip olturatti.
14 kom et Sendebud til Job og sagde: »Okserne gik for Ploven, og Aseninderne græssede i Nærheden;
Bir hǝwǝrqi Ayupning yeniƣa kelip uningƣa: — Kalilar bilǝn yǝr ⱨǝydǝwatattuⱪ, exǝklǝr ǝtrapta otlawatatti;
15 saa faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det.«
Xebaliⱪlar ⱨujum ⱪilip kala-exǝklǝrni bulap kǝtti. Ixlǝwatⱪan yaxlarni ⱪiliqlap ɵltüriwǝtti. Yalƣuz mǝnla ⱪutulup ⱪelip, siligǝ hǝwǝr yǝtküzüxkǝ nesip boldi, — dedi.
16 Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: »Guds Ild faldt ned fra Himmelen og slog ned iblandt Smaakvæget og Karlene og fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det.«
Bu adǝmning gepi tehi tügimǝy turupla, yǝnǝ birsi yügürüp kelip Ayupⱪa: — Asmandin Hudaning oti qüxüp ⱪoylar wǝ ixlǝwatⱪan yaxlarni kɵydüriwǝtti; yalƣuz mǝnla ⱪutulup ⱪaldim, siligǝ hǝwǝr yǝtküzüxkǝ nesip boldum, — dedi.
17 Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: »Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det.«
Bu adǝmning gepi tehi tügimǝy turupla, yǝnǝ birsi yügürüp kelip Ayupⱪa: — Kaldiylǝr üq tǝrǝptin ⱨujum ⱪilip tɵgilǝrni bulap elip kǝtti, ixlǝwatⱪan yaxlarni ⱪiliqlap ɵltürüwǝtti; yalƣuz mǝnla ⱪutulup ⱪaldim, siligǝ hǝwǝr yǝtküzüxkǝ nesip boldum, — dedi.
18 Medens han endnu talte, kom en fjerde og sagde: »Dine Sønner og Døtre spiste og drak i deres ældste Broders Hus;
Bu adǝmning gepi tehi tügimǝy turupla, yǝnǝ birsi yügürüp kelip Ayupⱪa: — Oƣulliri wǝ ⱪizliri qong akisining ɵyidǝ tamaⱪ yǝp, xarab iqip olturƣinida,
19 og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, saa det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det.«
tuyuⱪsiz, qɵldin ⱪattiⱪ bir boran qiⱪip ɵyning tɵt bulungini ⱪattiⱪ soⱪup, ɵy ƣulap qüxüp yaxlarni ɵltürüwǝtti; yalƣuz mǝnla ⱪutulup ⱪaldim, siligǝ hǝwǝr yǝtküzüxkǝ nesip boldum, — dedi.
20 Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhaar af og kastede sig til Jorden, tilbad
Ayup bolsa buni anglap ornidin dǝs turup, tonini yirtip, qeqini qüxüriwetip, ɵzini yǝrgǝ taxlap Hudaƣa ibadǝt ⱪildi: —
21 og sagde: »Nøgen kom jeg af Moders Skød, og nøgen vender jeg did tilbage. HERREN gav, og HERREN tog, HERRENS Navn være lovet!«
Mǝn apamning ⱪorsiⱪidin yalingaq qüxkǝn, u yǝrgimu yalingaq ⱪaytimǝn; ⱨǝmmini Pǝrwǝrdigar [manga] bǝrgǝn, ǝmdi Pǝrwǝrdigar [mǝndin] elip kǝtti; Pǝrwǝrdigarning namiƣa tǝxǝkkür-mǝdⱨiyǝ ⱪayturulsun! — dedi.
22 I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt.
Bularning ⱨǝmmisidǝ Ayup gunaⱨ ⱪilmidi wǝ yaki Hudani ⱨeqⱪandaⱪ nalayiⱪliⱪ bilǝn ǝyiblimidi.