Jeremias 8
1 Til hin Tid, lyder det fra HERREN, skal man tage Judas Kongers Ben, dets Fyrsters Ben, Præsternes, Profeternes og Jerusalems Indbyggeres Ben ud af deres Grave
Xu qaƣda, — dǝydu Pǝrwǝrdigar, — ular Yǝⱨudaning padixaⱨlirining ustihanlirini, ularning ǝmirlirining ustihanlirini, kaⱨinlarning ustihanlirini, pǝyƣǝmbǝrlǝrning ustihanlirini wǝ Yerusalemda turƣanlarning ustihanlirini gɵrliridin elip qiⱪiridu;
2 og sprede dem for Sol og Maane og al Himmelens Hær, som de elskede og dyrkede, holdt sig til, raadspurgte og tilbad; de skal ikke samles og jordes, men blive til Gødning paa Marken.
xundaⱪ ⱪilip ular bularni ⱪuyax, ay wǝ asmanlardiki barliⱪ jisimlar astida yayidu; qünki ular bularni sɵygǝn, bularning ⱪulluⱪida bolƣan, bularƣa ǝgǝxkǝn, bularni izdigǝn, bularƣa qoⱪunƣan; ularning jǝsǝtliri bir yǝrgǝ ⱨeq yiƣilmaydu, ⱨeq kɵmülmǝydu; ular zemin yüzidǝ oƣut bolup yatidu.
3 Og Døden skal foretrækkes for Livet af hele den Rest, der er tilbage af denne onde Slægt paa alle de Steder, jeg driver dem hen, lyder det fra Hærskarers HERRE.
Mǝn bulardin ⱪalƣanlirini ⱨǝydigǝn jaylarda, bu rǝzil jǝmǝttin barliⱪ tirik ⱪalƣanlar ⱨayatning orniƣa mamatni tallaydu, — dǝydu samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Pǝrwǝrdigar.
4 Og du skal sige til dem: Saa siger HERREN: Mon man falder og ej staar op, gaar tilbage og ej vender om?
Əmdi sǝn ularƣa mundaⱪ degin: Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu: — Adǝmlǝr yiⱪilsa ⱪaytidin turmamdu? Birsi yoldin qiⱪip kǝtsǝ ⱪaytip kǝlmǝmdu?
5 Hvi falder da dette Folk i Jerusalem fra i evigt Frafald? De fastholder Svig, vil ikke vende om igen.
Nemixⱪa Yerusalemdiki bu hǝlⱪ ⱨǝmixǝ yoldin qiⱪix bilǝnla yenimdin yiraⱪlap ketidu? Ular aldamqiliⱪni qing tutidu, yenimƣa ⱪaytip kelixni rǝt ⱪilidu.
6 Jeg lytter, hører nøje efter: de taler ej Sandhed, ingen angrer sin Ondskab og siger: »Hvad gjorde jeg!« Hver styrter frem i sit Løb, som Hest stormer frem i Strid.
Mǝn kɵngül ⱪoyup anglidim; lekin ular durusluⱪni sɵzlimǝydu; ularning rǝzillikliridin: «Mǝn zadi nemilǝrni ⱪilip ⱪoydum?!» dǝp towa ⱪilidiƣan ⱨeqkim yoⱪ; at jǝnggǝ burulup etilƣandǝk ⱨǝrbirsi ɵz yoliƣa burulup etilidu.
7 Selv Storken oppe i Luften kender sin Tid, Turtelduen, Svalen og Tranen holder den Tid, de skal komme; men mit Folk, de kender ej HERRENS Ret.
Ⱨǝtta asmandiki lǝylǝkmu ɵzigǝ bekitilgǝn waⱪtilirini bilidu; pahtǝk, ⱪarliƣaq wǝ turnilarmu kɵqüp kelidiƣan waⱪtilirini esidǝ tutidu; lekim Mening hǝlⱪim Mǝn Pǝrwǝrdigarning ularƣa bekitkǝnlirimni ⱨeq bilmǝydu.
8 Hvor kan I sige: »Vi er vise, og hos os er HERRENS Lov!« Nej, de skriftkloges Løgnegriffel virked i Løgnens Tjeneste.
Silǝr ⱪandaⱪmu: «Biz danadurmiz, Pǝrwǝrdigarning Tǝwrat-ⱪanuni bizdǝ bardur!» dǝysilǝr? Mana, bǝrⱨǝⱪ, ɵlima-kɵqürgüqilǝrning yalƣanqi ⱪǝlimi uni burmiliƣan.
9 De vise skal blive til Skamme, ræddes og fanges. Se, HERRENS Ord har de vraget, hvad Visdom har de?
Danixmǝnlǝr hijil bolidu, ular yǝrgǝ ⱪarap ⱪaldi; mana, ular Pǝrwǝrdigarning sɵzini qǝtkǝ ⱪaⱪⱪandin keyin, ularda zadi nemǝ danaliⱪ ⱪalidu?
10 Derfor giver jeg andre deres Kvinder, nye Herrer deres Marker. Thi fra smaa til store søger hver eneste Vinding, de farer alle med Løgn fra Profet til Præst.
Xunga Mǝn ularning ayallirini baxⱪilarƣa, ularning etizlirini yengi igilirigǝ tapxurup berimǝn; qünki ǝng kiqikidin qongiƣiqǝ ularning ⱨǝmmisi aqkɵzlükkǝ berilgǝn; pǝyƣǝmbǝrdin kaⱨinƣiqǝ ⱨǝmmisi sahta ix kɵridu.
11 De læger mit Folks Datters Brøst som den simpleste Sag, idet de siger: »Fred, Fred!« skønt der ikke er Fred.
Ular: «Aman-esǝnlik! Aman-esǝnlik!» dǝp hǝlⱪimning ⱪizining yarisini susluⱪ bilǝn ⱪol uqida qala tengip ⱪoydi. Lekin aman-esǝnlik yoⱪtur!
12 De skal faa Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde paa Valen; paa Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger HERREN.
Ular yirginqlik ixlarni sadir ⱪilƣinidin hijil boldimu? — Yaⱪ, ular ⱨeq hijil bolmidi, ⱨǝtta ⱪizirixnimu ular ⱨeq bilmǝydu. Xunga ular yiⱪilip ɵlgǝnlǝr iqidǝ yiⱪilip ɵlidu; ularni jazalaxⱪa kǝlginimdǝ ular putlixip ketidu, — dǝydu Pǝrwǝrdigar.
13 Jeg vil bjærge deres Høst, saa lyder det fra HERREN, men Vinstokken er uden Druer, Figentræet uden Figner, og Løvet er vissent.
Mǝn ularning ⱨosulini elip taxlaymǝn, — dǝydu Pǝrwǝrdigar; üzüm telida üzümlǝr, ǝnjür dǝrihidǝ ǝnjürlǝr ⱨeq ⱪalmidi; yopurmaⱪliri solixip kǝtti; Mǝn ularƣa nemǝ beƣixliƣan bolsam, ǝmdi xular ulardin ɵtküzüwelinidu.
14 Hvorfor sidder vi stille? Flok jer dog sammen, lad os gaa til de faste Stæder og tilintetgøres der! Thi HERREN vor Gud tilintetgør os, Gift er vor Drik, thi vi synded mod HERREN.
«Biz nemixⱪa muxu yǝrdǝ bikar olturuwerimiz? Yiƣilayli, mustǝⱨkǝm xǝⱨǝrlǝrgǝ kirip xu yǝrlǝrdǝ [kürǝx ⱪilip] tügixǝyli! Qünki Pǝrwǝrdigar Hudayimiz bizni tügǝxtürüp, bizgǝ ɵt süyini bǝrdi; qünki biz Pǝrwǝrdigar aldida gunaⱨ sadir ⱪilduⱪ.
15 Man haaber paa Fred, men det bliver ej godt, paa Lægedoms Tid, men se, der er Rædsel.
Aman-tinqliⱪni ümid ⱪilip kütüp kǝlduⱪ, lekin ⱨeq yahxiliⱪ bolmidi; xipa waⱪtini küttuⱪ, lekin mana, wǝⱨimǝ basti!
16 Hans Hestes Fnysen høres fra Dan, ved Lyden af hans Hingstes Vrinsken skælver alt Landet. De kommer og opæder Landet og dets Fylde, Byen og dens Borgere.
Düxmǝn atlirining hartildaxliri Dan zeminidin tartip anglanmaⱪta; ayƣirlirining kixnǝxliri pütkül zeminni ⱪorⱪitip tǝwrǝtmǝktǝ. Ular zemin wǝ uningda turuwatⱪan ⱨǝmmini, xǝⱨǝrni wǝ uningda turuwatⱪanlarning ⱨǝmmisini yoⱪitixⱪa kelidu!».
17 Thi se, jeg sender imod jer Slanger, Basilisker, som ikke lader sig besværge, bide jer skal de, lyder det fra HERREN.
— Mana, Mǝn aranglarƣa yilanlarni, yǝni ⱨeqkim seⱨirliyǝlmǝydiƣan zǝⱨǝrlik yilanlarni ǝwǝtimǝn, ular silǝrni qaⱪidu» — dǝydu Pǝrwǝrdigar.
18 Min Kvide er ikke til at læge, mit Hjerte er sygt.
[Mǝn]: «Mening dǝrd-ǝlimim dawaliƣusiz! Yürikim zǝyiplixip kǝtti!» — [dedim].
19 Hør mit Folks Datters Skrig viden om fra Landet! Er HERREN da ikke i Zion, har det ingen Konge? Hvi krænked I mig med eders Billeder, fremmed Tomhed?
«Mana, hǝlⱪimning ⱪizining intayin yiraⱪ yurttin kɵtürülgǝn pǝryadining sadasi! [Ular] — «Pǝrwǝrdigar Zionda ǝmǝsmu? Zionning padixaⱨi u yǝrdǝ turmamdu?!» — [dǝydu]». «Nemixⱪa ǝmdi ular Meni oyma mǝbudliri bilǝn, ǝrzimǝs yat nǝrsilǝr bilǝn ƣǝzǝplǝndüridu?!»
20 Kornhøst er omme, Frugthøst endt, og vi er ej frelst!
— «Orma waⱪti ɵtüp kǝtti, yaz tügidi, lekin biz bolsaⱪ yǝnila ⱪutⱪuzulmiduⱪ!»
21 Ved mit Folks Datters Sammenbrud er jeg brudt sammen, jeg sørger, grebet af Rædsel.
«Hǝlⱪimning ⱪizining sunuⱪ yarisi tüpǝylidin ɵzüm sunuⱪmǝn; matǝm tutimǝn; Dǝkkǝ-dükkǝ meni besiwaldi, —
22 Er der ikke Balsam i Gilead, ingen Læge der? Hvorfor heles da ikke mit Folks Datters Saar?
Gileadta tutiya tepilmamdikǝn? U yǝrdǝ tewip yoⱪmikǝn? Nemixⱪa ǝmdi mening hǝlⱪimning ⱪiziƣa dawa tepilmaydu?!».
