Jeremias 4
1 Omvender du dig, Israel, lyder det fra HERREN, saa vend dig til mig; hvis du fjerner dine væmmelige Guder, skal du ikke fly for mit Aasyn.
— «Bu yollirimdin burulay!» desǝng, i Israil — dǝydu Pǝrwǝrdigar — Əmdi Mening yenimƣa burulup ⱪaytip kǝl! Əgǝr bu yirginqlikliringni kɵzümdin neri ⱪilsang, wǝ xundaⱪla yoldin yǝnǝ tenǝp kǝtmisǝng,
2 Sværger du: »Saa sandt HERREN lever, « redeligt, ærligt og sandt, skal Folkeslag velsigne sig ved ham og rose sig af ham.
— ǝgǝr sǝn: «Pǝrwǝrdigarning ⱨayati bilǝn!» dǝp ⱪǝsǝm iqkiningdǝ, u ⱪǝsǝm ⱨǝⱪiⱪǝt, adalǝt wǝ ⱨǝⱪⱪaniyliⱪ bilǝn bolsa, undaⱪta yat ǝllǝrmu Uning namida ɵzlirigǝ bǝht tilixidu wǝ Uni ɵzining pǝhir-xɵⱨriti ⱪilidu.
3 Thi saa siger HERREN til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Bryd eder Nyjord og saa dog ikke blandt Torne!
Qünki Pǝrwǝrdigar Yǝⱨudadikilǝr wǝ Yerusalemdikilǝrgǝ mundaⱪ dǝydu: — «Boz yeringlarni qepip aƣdurunglar; tikǝnlik arisiƣa uruⱪ qaqmanglar!
4 Omskær jer for HERREN og fjern eders Hjertes Forhud, Judas Mænd og Jerusalems Borgere, at min Vrede ikke slaar ud som Ild og brænder uslukket for eders onde Gerningers Skyld.
Ɵzliringlarni Pǝrwǝrdigarning yolida sünnǝt ⱪilinglar; ⱪǝlbinglarni sünnǝt ⱪilinglar, i Yǝⱨudadikilǝr wǝ Yerusalemda turuwatⱪanlar! — Bolmisa, Mening ⱪǝⱨrim partlap ot bolup silǝrni kɵydüriwetidu; ⱪilmixliringlarning rǝzilliki tüpǝylidin uni ɵqürǝlǝydiƣan ⱨeqkim qiⱪmaydu.
5 Forkynd i Juda og Jerusalem, kundgør og tal, lad Hornet gjalde i Landet, raab, hvad I kan, og sig: Flok jer sammen! Vi gaar ind i de faste Stæder!
— Yǝⱨudada muxularni elan ⱪilip, Yerusalemda: — «Zemin-zeminda kanay qelinglar!» — dǝp jakarlanglar; «Yiƣilinglar! Mustǝⱨkǝm xǝⱨǝrlǝrgǝ ⱪeqip kirǝyli!» — dǝp nida ⱪilinglar!
6 Rejs Banner hen imod Zion, fly uden Standsning! Thi Ulykke sender jeg fra Nord, et vældigt Sammenbrud.
Zionni kɵrsitidiƣan bir tuƣni tiklǝnglar; dǝrⱨal ⱪeqinglar, keqikip ⱪalmanglar! Qünki Mǝn külpǝt, yǝni zor bir ⱨalakǝtni ximaldin elip kelimǝn.
7 En Løve steg op fra sit Krat, en Folkehærger brød op, gik bort fra sin Hjemstavn for at gøre dit Land til en Ørk; dine Byer skal hærges, saa ingen bor der.
Xir ɵz qatⱪalliⱪidin qiⱪti, «ǝllǝrni yoⱪatⱪuqi» yolƣa qiⱪti; u ɵz jayidin qiⱪip zeminingni wǝyran ⱪilixⱪa kelidu; xǝⱨǝrliring wǝyran ⱪilinip, adǝmzatsiz bolidu.
8 Derfor skal I klæde jer i Sæk og klage og jamre, thi ej vender HERRENS glødende Vrede sig fra os.
Bu sǝwǝbtin ɵzliringlarƣa bɵz kiyim oranglar, dad-pǝryad kɵtürüp nalǝ ⱪilinglar! Qünki Pǝrwǝrdigarning ⱪattiⱪ ƣǝzipi bizdin yanmidi!
9 Paa hin Dag, lyder det fra HERREN, skal Kongen og Fyrsterne tabe Modet, Præsterne stivne af Skræk og Profeterne slaas af Rædsel;
Xu küni xundaⱪ boliduki, — dǝydu Pǝrwǝrdigar, — padixaⱨning yüriki, ǝmirlǝrning yürikimu su bolup ketidu, kaⱨinlar alaⱪzadǝ bolup, pǝyƣǝmbǝrlǝr tǝǝjjüplinidu.
10 og de skal sige: »Ak, Herre, HERRE! Sandelig, du førte dette Folk og Jerusalem bag Lyset, da du sagde: I skal have Fred! Nu har Sværdet naaet Sjælen.«
— Andin mǝn: — Aⱨ, Rǝb Pǝrwǝrdigar! Bǝrⱨǝⱪ Sǝn bu hǝlⱪni, jümlidin Yerusalemni: «Silǝr aman-tinq bolisilǝr» dǝp aldiding; ǝmǝliyǝttǝ bolsa ⱪiliq janƣa yetip kǝldi, dedim.
11 Paa hin Tid skal der siges til dette Folk og Jerusalem: Et glødende Vejr fra Ørkenens nøgne Høje trækker op mod mit Folks Datter, ej til Kastning og Rensning af Korn,
— Xu qaƣda bu hǝlⱪⱪǝ wǝ Yerusalemƣa mundaⱪ deyilidu: «Qɵl-bayawandiki egizliklǝrdin qiⱪⱪan issiⱪ bir xamal hǝlⱪimning ⱪizining yoliƣa ⱪarap qüxidu; lekin u haman soruxⱪa yaki dan ayrixⱪa muwapiⱪ kǝlmǝydu!
12 et Vejr for vældigt dertil kommer mod mig. Derfor vil jeg ogsaa nu tale Domsord imod dem.
— Buningdin ǝxǝddiy bir xamal Mǝndin qiⱪidu; mana, Mǝn ⱨazir ularƣa jaza ⱨɵkümlirini jakarlaymǝn.
13 Se, det kommer som Skyer, dets Vogne som Stormvejr, dets Heste er hurtigere end Ørne; ve, vi lægges øde!
Mana, u top bulutlardǝk kelidu, uning jǝng ⱨarwiliri ⱪara ⱪuyundǝktur, uning atliri bürkütlǝrdin tezdur! — «Ⱨalimizƣa way! Qünki biz nabut bolduⱪ!»
14 Rens dit Hjerte for ondt, Jerusalem, at du maa frelses! Hvor længe skal dit Indre huse de syndige Tanker?
— «I Yerusalem, ɵz ⱪutuluxung üqün ⱪǝlbingni rǝzilliktin yuyuwǝt; ⱪaqanƣiqǝ kɵnglünggǝ biⱨudǝ oy-hiyallarni püküp turisǝn?
15 Thi hør, en Raaber fra Dan, et Ulykkesbud fra Efraims Bjerge:
Qünki Dan diyaridin, Əfraimdiki egizliklǝrdinmu azab-külpǝtni elan ⱪilidiƣan bir awaz anglitilidu: —
16 Kundgør Folkene: Se! Lad det høres i Jerusalem! Belejrere kommer fra et Land i det fjerne, de opløfter Røsten mod Byerne i Juda.
Ular: Əllǝrgǝ elan ⱪilinglar, Yerusalemƣimu anglitinglar: — Mana, ⱪorxawƣa alƣuqilar yiraⱪ yurttin keliwatidu! Ular Yǝⱨuda xǝⱨǝrlirigǝ ⱪarxi jǝng quⱪanlirini kɵtürüxkǝ tǝyyar! — dǝydu.
17 Som Markens Vogtere stiller de sig rundt omkring det, thi genstridigt var det imod mig, lyder det fra HERREN.
Etizliⱪni mudapiǝ ⱪiliwatⱪanlardǝk, ular Yerusalemni ⱪorxiwalidu; qünki u Manga asiyliⱪ ⱪilƣan, — dǝydu Pǝrwǝrdigar.
18 Det kan du takke din Færd, dine Gerninger for; det skyldes din Ondskab; hvor bittert! Det gælder Livet.
Sening yolung wǝ ⱪilmixliring muxularni ɵz bexingƣa qüxürdi; bu rǝzillikingning aⱪiwitidur; bǝrⱨǝⱪ, u azabliⱪtur, yürikinggimu sanjiydu!».
19 Mit indre, mit Indre! Jeg skælver! Mit Hjertes Vægge! Mit Hjerte vaander sig i mig, ej kan jeg tie. Thi Hornets Klang maa jeg høre, Skrig fra Kampen;
— [Mǝn]: «Aⱨ, iq-baƣrim! Iq-baƣrim! Tolƣaⱪⱪa qüxtüm! Aⱨ, kɵnglüm azablandi! Yürikim düpüldǝwatidu, süküt ⱪilip turalmaymǝn; qünki mǝn kanayning awazini anglaymǝn; jǝng quⱪanliri jenimƣa sanjidi.
20 der meldes om Fald paa Fald, thi alt Landet er hærget. Mine Telte hærges brat, i et Nu mine Forhæng.
Apǝt üstigǝ apǝt qüxti! Pütkül zemin wǝyran boldi; qedirlirim dǝⱪiⱪidǝ bǝrbat ⱪilindi, pǝrdilirim ⱨayt-ⱨuytning iqidǝ yirtip taxlandi!
21 Hvor længe skal jeg skue Banneret, høre Hornet?
Ⱪaqanƣiqǝ tuƣⱪa ⱪarap turuxum, jǝng awazlirini anglixim kerǝk?» — [dedim].
22 Thi mit Folk er taabeligt, kender ej mig, de er dumme Sønner og uden Indsigt; de er vise til at gøre det onde, men Taaber til det gode.
— «Qünki Mening hǝlⱪim nadandur; ular Meni ⱨeq tonumiƣan; ular ǝⱪli yoⱪ balilar, ular ⱨeq yorutulmiƣan; rǝzillikkǝ nisbǝtǝn ular danadur, ǝmma yahxiliⱪⱪa nisbǝtǝn ular bilimsizdur».
23 Jeg saa paa Jorden, og se, den var øde og tom, paa Himlen, dens Lys var borte;
— «Mǝn yǝr yüzigǝ ⱪaridim; mana, u xǝkilsiz wǝ ⱪup-ⱪuruⱪ boldi; asmanlarƣimu ⱪaridim, u nursiz ⱪaldi;
24 Bjergene saa jeg, og se, de skjalv, og alle Højene bæved;
taƣlarƣa ⱪaridim, mana, ular zilziligǝ kǝldi, barliⱪ dɵnglǝr ǝxǝddiy silkinip kǝtti.
25 jeg saa, og se, der var mennesketomt, og alle Himlens Fugle var fløjet;
Ⱪarap turuwǝrdim, wǝ mana, insan yoⱪ idi, asmandiki barliⱪ uqar-ⱪanatlarmu ɵzlirini daldiƣa aldi.
26 jeg saa, og se, Frugthaven var Ørken, alle dens Byer lagt øde for HERREN, for hans glødende Vrede.
Mǝn ⱪaridim, mana, baƣ-etizlar qɵl-bayawanƣa aylandi, barliⱪ xǝⱨǝrlǝr Pǝrwǝrdigar aldida, yǝni uning ⱪattiⱪ ƣǝzipi aldida wǝyran boldi.
27 Thi saa siger HERREN: Al Jorden bliver Ørk, men helt ødelægger jeg ikke.
Qünki Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu: — «Pütkül zemin wǝyran bolidu; ǝmma Mǝn uni pütünlǝy yoⱪatmaymǝn.
28 Derfor sørger Jorden, og Himlen deroppe er sort; thi jeg talede og angrer det ikke, tænkte og gaar ikke fra det.
Buning tüpǝylidin pütkül yǝr yüzi matǝm tutidu, yuⱪirida asman ⱪariliⱪ bilǝn ⱪaplinidu; qünki Mǝn xundaⱪ sɵz ⱪildim, Mǝn xundaⱪ niyǝtkǝ kǝlgǝnmǝn; Mǝn uningdin ɵkünmǝymǝn, uningdin ⱨeq yanmaymǝn;
29 For Larmen af Ryttere og Bueskytter flyr alt Landet, de tyr ind i Krat, stiger op paa Klipper; hver By er forladt, og ikke et Menneske bor der.
atliⱪlar wǝ oⱪyaliⱪlarning xawⱪun-sürǝni bilǝn ⱨǝrbir xǝⱨǝrdikilǝr ⱪeqip ketidu; ular qatⱪalliⱪlarƣa kirip mɵküwalidu, taxlar üstigǝ qiⱪiwalidu; barliⱪ xǝⱨǝrlǝr taxlinip adǝmzatsiz ⱪalidu.
30 Og du, hvad vil du mon gøre? Om end du klæder dig i Skarlagen, smykker dig med Guld og gør Øjnene store med Sminke — det er spildt, du gør dig smuk. Elskerne agter dig ringe, dit Liv vil de have.
— Sǝn, i ⱨalak bolƣuqi, nemǝ ⱪilmaⱪqisǝn? Gǝrqǝ sǝn pǝrǝng kiyimlǝrni kiygǝn bolsangmu, altun zibu-zinnǝtlǝrni taⱪiƣan bolsangmu, kɵz-ⱪaxliringni osma bilǝn pǝrdazliƣan bolsangmu, ɵzüngni yasiƣining bikardur; sening axiⱪliring seni kǝmsitidu; ular jeningni izdǝwatidu.
31 Thi jeg hører Raab som ved Barnsnød, Skrig som ved Førstefødsel. Hør, hvor Zions Datter stønner med udrakte Hænder: »Ve mig, min Sjæl bukker under for dem, som myrder.«
Qünki mǝn tolƣaⱪⱪa qüxkǝn ayalningkidǝk bir awazni, tunji balini tuƣⱪandikidǝk azabda bolƣan Zion ⱪizining awazini anglawatimǝn; u ⱪollirini sozup: «Ⱨalimƣa way! Bu ⱪatillar tüpǝylidin ⱨalimdin kǝttim!» dǝp ⱨasirimaⱪta.
