Jeremias 31

1 Til hin Tid, lyder det fra HERREN, vil jeg være alle Israels Slægters Gud, og de skal være mit Folk.

To naah loe Israel imthung takoh boih ih Sithaw ah ka oh han, nihcae loe kai ih kami ah om o tih, tiah Angraeng mah thuih.

2 Saa siger HERREN: Folket, der undslap Sværdet, fandt Naade i Ørkenen, Israel vandred til sin Hvile,

Angraeng mah, sumsen hoi loih anghmat kaminawk loe praezaek ah tahmenhaih hnu o ueloe, Israel doeh anghakhaih ka paek han boeh, tiah thuih.

3 i det fjerne aabenbarede HERREN sig for det. Jeg elsked dig med evig Kærlighed, drog dig derfor i Naade.

Canghnii ah aicae khae amtueng Sithaw mah, Ue, nang loe dungzan amlunghaih hoiah kang palung; to pongah tahmenhaih hoiah kang khetzawn.

4 Jeg bygger dig atter, du skal bygges, Israels Jomfru, igen skal du smykkes med Haandpauke, gaa med i de legendes Dans.

Aw tangla cuem, Israel, nang hae kang sak let han, nang loe sak let ah om tih; satuem to na la ueloe, anghoe kaminawk hoi hnawh hanah na caeh tih.

5 Vin skal du atter plante paa Samarias Bjerge, plante skal du og høste.

Samaria maenawk nuiah misurkung to na thling tih; takha sah kaminawk mah thling o ueloe, athainawk to caa o tih.

6 Thi en Dag skal Vogterne raabe paa Efraims Bjerge: »Kom, lad os drage til Zion, til HERREN vor Gud!«

Ephraim mae nuiah misatoep kaminawk mah, Angthawk oh, Zion ah, aicae Angraeng Sithaw khaeah caeh o tahang si, tiah hanghaih ni to om tih.

7 Thi saa siger HERREN: Fryd jer over Jakob med Glæde, jubl over det første blandt Folkene, kundgør med Lovsang og sig: »HERREN har frelst sit Folk, Israels Rest.«

Angraeng mah hae tiah thuih; Jakob hanah anghoehaih laa to sah oh, kalen koek acaengnawk salakah hang oh; Aw Angraeng, nangmah ih kami, kanghmat Israel caanawk loe pahlong boeh, tiah saphaw oh loe, tamthang to thui oh.

8 Se, jeg bringer dem hid fra Nordens Land, samler dem fra Jordens Afkroge; iblandt dem er blinde og lamme, frugtsommelige sammen med fødende, i en stor Forsamling vender de hjem.

Khenah, nihcae to aluek bang prae hoiah kang hoih moe, long boenghaih hoiah kang pakhueng han; nihcae hoi nawnto pop parai kaminawk, mikmaeng, khokkhaem, zokpom nongpata hoi nawkta tapen tom nongpatanawk to amlaem o let tih.

9 Se, de kommer med Graad; mens de ydmygt beder, leder jeg dem; jeg fører dem hen til Vandløb ad en jævn Vej, hvor de ej snubler; thi jeg er Israel en Fader, min førstefødte er Efraim.

Nihcae loe qahhaih, lawkthuihaih hoiah angzo o tih; nihcae amthaek han ai ah, vapui taeng ih katoeng loklam ah ka hoih han; kai loe Israel ih ampa ah ka oh, Ephraim loe ka calu ah oh.

10 Hør HERRENS Ord, I Folk, forkynd paa fjerne Strande: Han, som spredte Israel, samler det, vogter det som Hyrden sin Hjord;

Aw prae kaminawk boih, Angraeng ih lok hae tahngai oh, Israel haekkung mah anih to pakhueng let tih, tuutoep kami mah a tuunawk to toep baktih toengah, anih to toep tih, tiah tuipui thungah kaom praenawk khae khoek to thui oh.

11 thi HERREN har udfriet Jakob, genløst det af den stærkeres Haand.

Angraeng mah Jakob to pahlong moe, nihcae pongah thacak kue kami ih ban thung hoiah nihcae to akrang let.

12 De kommer til Zions Bjerg og jubler over HERRENS Fylde, over Korn og Most og Olie og over Lam og Kalve. Deres Sjæl er som en vandrig Have, de skal aldrig vansmægte mer.

To pongah nihcae angzo o ueloe, Zion maesang ah laa to sah o tih; Angraeng hoihaih rang hoiah cang, misurthaih, situi, tuucaanawk hoi maitaw caanawk to hnu o tih; nihcae hinghaih loe tui bawh ih takha baktiah om o ueloe, natuek naah doeh palungsae o let mak ai boeh.

13 Da fryder sig Jomfru i Dans, Yngling og Olding tilsammen. Jeg vender deres Kummer til Fryd, giver Trøst og Glæde efter Sorgen.

To naah tangla cuem loe anghoe hoi hnawh ueloe, thendoengnawk hoi mitongnawk doeh nawnto hnawh o tih; nihcae qahhaih to anghoehaih ah ka paqoi pae han, nihcae to ka pathloep moe, palungsethaih to anghoehaih ah ka sak han.

14 Jeg kvæger Præsterne med Fedt, mit Folk skal mættes med min Fylde, lyder det fra HERREN.

Qaimanawk to zok kam hahsak han; kaimah ih kaminawk doeh ka hoihhaih hoiah koi o tih boeh, tiah Angraeng mah thuih.

15 Saa siger HERREN: En Klagerøst høres i Rama, bitter Graad, Rakel begræder sine Børn, vil ikke trøstes over sine Børn, fordi de er borte.

Angraeng mah, qahhaih lok hoi oihaih lok loe Ramah hoiah angthaih; a caanawk om ai pongah, Rachel mah a caanawk to qah haih, pathloep thai ai boeh, tiah thuih.

16 Saa siger HERREN: Din Røst skal du holde fra Graad, dine Øjne fra Taarer, thi der er Løn for din Møje, lyder det fra HERREN; fra Fjendeland vender de hjem;

Angraeng mah hae tiah thuih; Na qahhaih lok to angsum ah loe, na mikkhraetui to phuisak lai ah; na toksakhaih atho na hnu tih boeh hmang, tiah Angraeng mah thuih; nihcae loe misa ohhaih prae thung hoiah amlaem o let tih.

17 og der er Haab for din Fremtid, lyder det fra HERREN, Børn vender hjem til deres Land.

To pongah boenghaih ah nang han oephaih oh, tiah Angraeng mah thuih; na caanawk loe angmacae prae ah amlaem o let tih.

18 Jeg hører grant, hvor Efraim klager: »Du tugted mig, og jeg blev tugtet som en utæmmet Kalv; omvend mig, saa bliver jeg omvendt, thi du er HERREN min Gud.

Ephraim mah, kai hae nang thuitaek boeh, qui hoi pathlet thai ai ih maitaw kasan baktiah nang thuitaek boeh; na pathawk let ah, to tiah nahaeloe kam laem let han; nang loe ka Angraeng Sithaw ah na oh, tiah hang ih lok to ka thaih het boeh.

19 Thi nu jeg er omvendt, angrer jeg; nu jeg har besindet mig, slaar jeg mig paa Hofte; jeg er skamfuld og beskæmmet, thi jeg bærer min Ungdoms Skændsel.«

Kam laem pacoengah ka dawnpakhuem boeh; ang thuitaek pacoengah, kaimah ih phaih to ka tumh; thendoeng ah ka oh nathuem ih ahmin sethaih to ka phawh pongah, azathaih hoiah ka oh, ue, anghmanghaih hoiah ka oh.

20 Er Efraim min dyrebare Søn, mit Yndlingsbarn? thi saa tit jeg taler om ham, maa jeg mindes ham kærligt, derfor bruser mit indre, jeg ynkes over ham, lyder det fra HERREN.

Ephraim loe ka palung ih ka capa na ai maw? Anih loe koeh koi kaom nawkta ah na ai maw oh? Anih misa haih lok to ka thuih, toe anih to vaihi khoek to ka pahnet ai vop; to pongah anih to ka poek khing, a nuiah tahmenhaih ka suek tangtang han, tiah Angraeng mah thuih.

21 Rejs dig Vejvisersten, sæt Mærkesten op, ret din Tanke paa Højvejen, Vejen, du gik, vend hjem, du Israels Jomfru, til disse dine Byer!

Lam angmathaih to sah oh loe, loklam ah amtuenghaih to thling ah; na caehhaih loklam bangah palung to suem ah; Aw Israel, tangla cuem, amlaem let ah, nangmah ih vangpuinawk ah amlaem ah.

22 Hvor længe vil du dog tøve, du frafaldne Datter? Thi HERREN skaber nyt i Landet: Kvinde værner om Mand.

Loklam amkhraeng canu, nasetto maw nam het khing han vop? Angraeng mah long nuiah hmuen kangtha to sak boeh, nongpata mah nongpa to takui tih.

23 Saa siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: End skal de i Judas Land og Byer sige dette Ord, naar jeg vender deres Skæbne: »HERREN velsigne dig, du Retfærds Bolig, du hellige Bjerg!«

Misatuh kaminawk ih Angraeng, Israel Sithaw mah, misong ah ohhaih prae thung hoiah nihcae to kam laem haih let naah loe, Aw toenghaih kaom ahmuen, kaciim mae, Angraeng mah tahamhoihaih ang paek, tiah Judah prae hoi vangpuinawk thungah kaom kaminawk mah hae lok hae patoh o let tih boeh.

24 Og deri skal Juda bo og alle dets Byer til Hobe, Agerdyrkerne og de omvankende Hyrder.

Judah prae ah kaom kaminawk hoi vangpui thungah kaom kaminawk loe to ahmuen ah laikok atok kaminawk, tuutoep kaminawk hoi nawnto om o tih.

25 Thi jeg kvæger den trætte Sjæl og mætter hver vansmægtende Sjæl. —

Thazok kaminawk to ka pacah han; palungsae kaminawk palungsethaih to ka dipsak let han, tiah a thuih.

26 (Herved vaagnede jeg og saa mig om, og Søvnen havde været mig sød.)

Hae pongah kang lawt moe, ka khet naah, iih ka boep.

27 Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg tilsaar Israels Hus og Judas Hus med Sæd af Mennesker og Kvæg.

Khenah, Israel hoi Judah imthung takoh ah kami atii hoi moi kasan ih atii ka haehhaih atue to pha tih, tiah Angraeng mah thuih.

28 Og som jeg har været aarvaagen over dem for at oprykke, nedbryde, omstyrte, ødelægge og gøre ilde, saaledes vil jeg være aarvaagen over dem for at bygge og plante, lyder det fra HERREN.

Nihcae to aphong ving moe, phraek hanah, vah ving moe, paro hanah, ka khet baktih toengah, nihcae to ka bomh han, nihcae to ka patit moe, ka khetzawn han, tiah Angraeng mah thuih.

29 I hine Dage skal man ikke mere sige: Fædre aad sure Druer, og Børnenes Tænder blev ømme.

To na niah loe kaminawk mah, Kam panawk mah misurtui kathaw to caak o pongah, a caanawk loe haa kin o, tiah thui o mak ai boeh.

30 Nej, enhver skal dø for sin egen Brøde; enhver, der æder sure Druer, faar selv ømme Tænder.

Toe kami boih angmah sakpazaehaih pongah ni dueh o tih; misurtui kathaw caa kami loe, angmah ih haa ni kin tih boeh.

31 Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg slutter en ny Pagt med Israels Hus og Judas Hus,

Khenah, Angraeng mah, Israel imthung takoh, Judah imthung takoh hoi ka sak ih kangtha lokmaihaih atue to pha tih;

32 ikke som den Pagt jeg sluttede med deres Fædre, dengang jeg tog dem ved Haanden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken Pagt de brød, saa jeg væmmedes ved dem, lyder det fra HERREN;

hae kaminawk ih ampanawk Izip prae thung hoiah ka zaeh naah, nihcae hoi ka sak ih lokmaihaih baktiah om mak ai; kai loe nihcae ih sava ah ka oh, toe nihcae loe ka lokmaihaih to phraek o, tiah Angraeng mah thuih;

33 nej, dette er den Pagt, jeg efter hine Dage slutter med Israels Hus, lyder det fra HERREN: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den paa deres Hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk.

to pacoengah Israel imthung takoh hoi ka sak han ih lokmaihaih loe hae tiah om tih, Kai ih kaalok to nihcae palung thungah ka suek moe, nihcae ih palung thungah ka tarik pae han; kai loe nihcae ih Sithaw ah ka oh han, nihcae doeh kai ih kami ah om o tih, tiah Angraeng mah thuih.

34 Ven skal ikke mere lære sin Ven eller Broder sin Broder og sige: »Kend HERREN!« Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lyder det fra HERREN; thi jeg tilgiver deres Brøde og kommer ikke mer deres Synd i Hu.

Nihcae mah, Angraeng to panoek o khae, tiah mi mah doeh a imtaeng kami hoi nawkamyanawk to patuk o mak ai boeh; kathoeng koek hoi kalen koek karoek to kami boih mah Kai to panoek o tih boeh; nihcae sakpazaehaih to ka pakuem mak ai, ka tahmen pae han boeh, tiah Angraeng mah thuih.

35 Saa siger HERREN, han, som satte Solen til at lyse om Dagen og Maanen og Stjernerne til at lyse om Natten, han, som oprører Havet, saa Bølgerne bruser, han, hvis Navn er Hærskarers HERRE:

Misatuh kaminawk ih Angraeng, tiah ahmin kaom Angraeng mah, Khodai aangsak hanah ni, khoving aangsak hanah khrah hoi cakaehnawk, tuiphu angthawk hanah tuipui to ka paek, tiah thuih.

36 Naar disse Ordninger viger fra mit Aasyn, lyder det fra HERREN, saa skal ogsaa Israels Æt for alle Tider ophøre at være et Folk for mit Aasyn.

To hmuen sakhaih dan loe natuek naah doeh ka hmaa hoi anghma ving mak ai, Israel caanawk loe ka hmaa hoi dungzan ah anghmaa zuep acaeng ah om o mak ai, tiah Angraeng mah thuih.

37 Saa siger HERREN: Naar Himmelen oventil kan udmaales og Jordens Grundvolde nedentil udgranskes, saa vil jeg ogsaa forkaste Israels Æt for alt, hvad de har gjort, lyder det fra HERREN.

Angraeng mah hae tiah thuih; Van ranui ho na tah thai maw? Long angdoethaih ahmuen nasetto maw thuk, tiah na panoek thai maw? To hmuennawk panoek han rai parai baktih toengah Israel caanawk mah zaehaih sah o cadoeh, nihcae ka pahnawt sut hanah rai parai, tiah Angraeng mah thuih.

38 Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da Byen skal opbygges for HERREN fra Hanan'eltaarnet til Hjørneporten;

Khenah, Hananel imsang hoi angtaeng koekah kaom khongkha khoek to, Angraeng hanah vangpui to sah o tih, tiah Angraeng mah thuih.

39 og videre skal Maalesnoren gaa lige ud til Garebs Høj og saa svinge mod Goa;

To ahmuen hoiah tahhaih qui to Gareb mae khoek to payuengh o ueloe, Goah ah caeh o haih tih.

40 og hele Dalen, Ligene og Asken, og alle Markerne ned til Kedrons Bæk, til Hesteportens Hjørne mod Øst skal være HERREN helliget; det skal aldrig mere oprykkes eller nedbrydes.

Kadueh qok hoi maiphunawk vahhaih azawn, ni angyae bangah Kidron vacong taeng ih tangtling ahmuennawk boih hoi hrang khongkha ohhaih khoek to, Angraeng han hmuenciim ah om tih; vangpui loe natuek naah doeh aphong mak ai, phrae doeh phrae mak ai boeh, tiah Angraeng mah thuih.