Jeremias 15

1 Da sagde HERREN til mig: Om saa Moses og Samuel stod for mit Aasyn, vilde mit Hjerte ikke vende sig til dem. Jag dette Folk bort fra mit Aasyn!

Chuin kahenga thu ahinseitai, “Mose leh Samuel, ka-angsung’ah hung ding lhon jongleh, hiche mite din hung tao lhon jongle, Keiman amaho din kalung heidoh ponge. Amaho chu ka-angsunga kon in soldoh loiyin, kamuphah na-ah um, dau hen! ati.

2 Og naar de spørger dig: »Hvor skal vi gaa hen?« saa svar dem: Saa siger HERREN: Hvo Dødens er, til Død, hvo Sværdets er, til Sværd, hvo Hungerens er, til Hunger, hvo Fangenskabets er, til Fangenskab!

Chule ijemtia amahon, “Hoilang kasuhdiu ham?” tia ahinsei uleh, Pakaiyin hitin aseiye, “Athiding a umho chuthidiu ahi. Chemjam’a louding ho chu chemjam’a loudiu ahi. Kel thohding ho chu kel athoh diu ahi. Sohchang dingho chu sohchang diu ahi. Tipeh in,” ati.

3 Jeg sætter fire Magter over dem, lyder det fra HERREN: Sværdet til at slaa ihjel, Hundene til at slæbe bort, Himmelens Fugle og Jordens Dyr til at æde og ødelægge.

Keiman achunguva gimneitah manthahna thil li kagonsa um ahitai. Galmun’a chemjam’a thidiu, Athi longu uichaten akaithang diu, chungleng vachaten asa aneh diu; chule anehmoh chengseu chu gamsa hon anehchai diu, ahi.

4 Jeg gør dem til Rædsel for alle Jordens Riger for Ezekias's Søns, Kong Manasse af Judas, Skyld, for alt, hvad han gjorde i Jerusalem.

Ajeh chu, Judah lengpa Hezekiah chapa Manasseh in, Jerusalem a alengchan laiya, thilphalou anabol ho lethuhna-a, keiman ama hohi, leiset chung a lenggam jouse mudia, timul kithona leu dinga kaumsah ahitai.

5 Hvo føler, Jerusalem, for dig, hvo ynker dig vel, hvo bøjer af fra Vejen og spørger til dig?

Vo Jerusalem, nang chunga dip dam ding koiham? Koiham nang dia lhasea kap ding chu? Nakhankho khohsah’a, iti nakhosah hinam, tia nadongle ding koipen hung ding ham?

6 Du vragede mig, saa lyder det fra HERREN, du veg bort. Jeg udrækker Haanden, udsletter dig, træt af at ynkes.

Nangin keima neidalhah’a, neinungsun ahitai, tin Pakaiyin aseiye. Hijeh chun, nangma dounan kakhut kalhangin, kasuhmang ding nahitai. Nang dinga lung khaikhi bol bol jong kachimtai.

7 Med Kasteskovl kaster jeg dem i Landets Porte, mit Folk gør jeg barnløst og til intet; de vendte ej om.

Keiman nang hohi, changsi kijapchil bang a, nakhopiu kotphung dunga kajap chil ding; na it tah’u nachateu kasuhmang ding ahi. Chule keiman kamite kasuhgamding; Ajeh chu, amahon athilse bolu adalha nompouve.

8 Flere end Havets Sandskorn bliver deres Enker. Jeg sender over Ynglingens Moder ved Middag en Hærger, brat lader jeg Angst og Rædsel falde paa hende.

Agamsunguva meithai pung cheh cheh ding, twikhang len pang a neldi sanga tamjo ding ahi. Chule sunchang laiya, khangdong ho nute sugam ding kahin lhalut ding. Achunguva tijat umtah phulou helouva kachusah ding ahi.

9 Syvsønnemoder vansmægter, opgiver Aanden, hendes Sol gaar alt ned ved Dag, hun beskæmmes og blues. De overblevne giver jeg til Sværdet for Fjendernes Øjne, lyder det fra HERREN.

Cha sagi jen hingnu jong ahaisamtai. Haina ding hu aneijou tapoi. Amanu din sunchanglai jong chu muthim asoh tan, amanun cha aneitapoi. Jum le ja nasatah athoh in alung nalheh e. Chuleh ahing nalai amoh chengse jong chu, Keiman melmate chemjam’a kaleu sah ding ahi, tin Pakaiyin aseiye.

10 Ve mig, min Moder, at du fødte mig, en Tvistens og kivens Mand for Alverden! Jeg gav eller modtog ej Laan, og de bander mig alle.

Hichun keiman,”Ohe ada kahitai! Ibol’a hibanga hesoh genthei thoh’a hi kanun eihindoh ham? Gamsung pumpia kache nalam lam’a, miho hotbol kachangin ahi. Keiman sumpa kaphal khapon, sum bat jong kala khapoi. Ahivangin, mihon kei jong eigaosap taove,” kati.

11 HERREN sagde: Sandelig, jeg løser dig, at det maa gaa dig vel. Sandelig, jeg lader Fjenden bønfalde dig i Ulykkens og Trængselens Tid.

Pakaiyin eidonbut in, “Olmo hih in, keiman nangma kaumpi nai! Namelmate chu, nahung joldiu, hungtaodiu ahi.

12 Sønderbryder man Jern, Jern fra Norden, og Kobber?

Koiham sahlam gamkaiya hungkon, thih lhon khat ahilouleh thih le sum-eng kihal lhonkhatong jou ding chu?

13 Din Rigdom og dine Skatte giver jeg hen til Rov, ikke for Betaling, men til Straf for alle dine Synder i alle dine Landemærker;

Keiman man beihel’a, nathil kholsa nanei nagou chengse abon’a, nagalmite khut’a kapehdoh ding ahi. Ajeh chu gamsung pumpia nachonset nau anasa behseh jengtai.

14 jeg lader dig trælle for dine Fjender i et Land, du ikke kender, thi Ild luer op i min Vrede; den brænder mod eder.

Hijeh’a chu, nanghon nahetphah lou nau gamsung khat’a, midang ho soh’a naga pandiu ahi. Ajeh chu, kei kalung ahang behseh jengin, meikou bangin ahung lengdoh tan, hichu aitih’a kong jing jeng ding ahitai” ati.

15 Du kender det, HERRE, kom mig i Hu, tag dig af mig; hævn mig paa dem, som forfølger mig, vær ikke langmodig, saa jeg rives bort! Vid, at for din Skyld bærer jeg Haan

Chuin keiman, “O Pakai, nangin kachunga thil lhung ho nahenai! Hung in neihung panpin, chule eibol engseho chunga phu neihung lahpeh tan; neidalha louvin, nangma jal’a housetna katoh hi neihet peh teiyin.

16 fra dem, der lader haant om dit Ord; ryd dem ud! Men mig blev dit Ord til Fryd og til Hjertens Glæde; thi dit Navn er nævnet over mig, HERRE, Hærskarers Gud.

Thu nasei chengse akimusoh tan, abonchan an neh in kanetai; nathusei jouse keima din kipa thanopna ahin, ajeh chu keima hi nangma mina kouna chang kahi, O Pakai, thanei chungnung Pathen.

17 Ikke sad jeg og jubled i glades Lag; grebet af din Haand sad jeg ene, thi du fyldte mig med Harme.

Golnop bol lah’a jong kalha hih laijin, thanopna jong kana nei khapoi. Kachunga nakhut achuhtah jeh in, keima changseh in kalhan; ajeh chu nalung phatmo nan neidipset ahi.

18 Hvorfor er min Smerte evig, ulægeligt mit Saar? Det vil ikke læges. Du blev mig som en skuffende Bæk, som Vand, der sviger.

I-atileh kadammona sang cheh cheh’a kachunga hama jong suhdam theilouva uma, damdoh theilou hel hitam? Nang jong milhemji vadung tobanga, pannabei twi hotoh nabah hitam?

19 Derfor saa siger HERREN: Omvender du dig, vil jeg omvende dig, saa du staar for mit Aasyn; giver du det ædle, ej det uædle, Vækst, skal du være som min Mund. De skal vende om til dig, du ikke til dem.

Hijeh chun Pakaiyin aseije, “Nangma nahung kihei kit’a ahileh keiman nangma kasem thah ding, chuteng keima ang-sunga nadin thei ding ahi. Chule nangman phachom tahtah naseidoh ding, kakam sunga napan a; chuteng amaho nangma lama hung kihei diu, nangma vang amaho lama nakihei tahlou ding ahi.

20 Jeg gør dig for dette Folk til en Kobbermur, ingen kan storme; de skal kæmpe mod dig, men ikke faa Overhaand over dig, thi jeg er med dig for at frelse og redde dig, lyder det fra HERREN.

Hiche mitea kon hi keiman nangma sum-eng kikaikhum thobanga kasem ding, chuteng amahon nangma gal’a nahinbol diu; ahivanga amahon najo lou diu ahi. Ajeh chu nangma huhdoh ding in keima kaum jingnai tin Pakai, Pathen in aseiye.

21 Jeg redder dig af ondes Vold og frier dig af Voldsmænds Haand.

Keiman migentheite khut’a kon kahuhdoh ding, dip damna beihel ho maiphavetna a kon kalhatdoh ding nahi,” ati.