Jakob 2
1 Mine Brødre! Eders Tro paa vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, være ikke forbunden med Persons Anseelse!
he mama bhrAtaraH, yUyam asmAkaM tejasvinaH prabho ryIzukhrISTasya dharmmaM mukhApekSayA na dhArayata|
2 Naar der nemlig kommer en Mand ind i eders Forsamling med Guldring paa Fingeren, i prægtig Klædning, men der ogsaa kommer en fattig ind i smudsig Klædning,
yato yuSmAkaM sabhAyAM svarNAGgurIyakayukte bhrAjiSNuparicchade puruSe praviSTe malinavastre kasmiMzcid daridre'pi praviSTe
3 og I fæste Øjet paa den, som bærer den prægtige Klædning, og sige: Sæt du dig her paa den gode Plads, og I sige til den fattige: Staa du der eller sæt dig nede ved min Fodskammel:
yUyaM yadi taM bhrAjiSNuparicchadavasAnaM janaM nirIkSya vadeta bhavAn atrottamasthAna upavizatviti kiJca taM daridraM yadi vadeta tvam amusmin sthAne tiSTha yadvAtra mama pAdapITha upavizeti,
4 Ere I saa ikke komne i Strid med eder selv og blevne Dommere med slette Tanker?
tarhi manaHsu vizeSya yUyaM kiM kutarkaiH kuvicArakA na bhavatha?
5 Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han har forjættet dem, der elske ham?
he mama priyabhrAtaraH, zRNuta, saMsAre ye daridrAstAn Izvaro vizvAsena dhaninaH svapremakAribhyazca pratizrutasya rAjyasyAdhikAriNaH karttuM kiM na varItavAn? kintu daridro yuSmAbhiravajJAyate|
6 Men I have vanæret den fattige! Er det ikke de rige, som underkue eder, og er det ikke dem, som slæbe eder for Domstolene?
dhanavanta eva kiM yuSmAn nopadravanti balAcca vicArAsanAnAM samIpaM na nayanti?
7 Er det ikke dem, som bespotte det skønne Navn, som er nævnet over eder?
yuSmadupari parikIrttitaM paramaM nAma kiM taireva na nindyate?
8 Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften: „Du skal elske din Næste som dig selv, ‟ gøre I ret;
kiJca tvaM svasamIpavAsini svAtmavat prIyasva, etacchAstrIyavacanAnusArato yadi yUyaM rAjakIyavyavasthAM pAlayatha tarhi bhadraM kurutha|
9 men dersom I anse Personer, gøre I Synd og revses af Loven som Overtrædere.
yadi ca mukhApekSAM kurutha tarhi pApam Acaratha vyavasthayA cAjJAlaGghina iva dUSyadhve|
10 Thi den, som holder hele Loven, men støder an i eet Stykke, er bleven skyldig i alle.
yato yaH kazcit kRtsnAM vyavasthAM pAlayati sa yadyekasmin vidhau skhalati tarhi sarvveSAm aparAdhI bhavati|
11 Thi han, som sagde: „Du maa ikke bedrive Hor, ‟ sagde ogsaa: „Du maa ikke slaa ihjel.‟ Dersom du da ikke bedriver Hor, men slaar ihjel, da er du bleven en Lovens Overtræder.
yato hetostvaM paradArAn mA gaccheti yaH kathitavAn sa eva narahatyAM mA kuryyA ityapi kathitavAn tasmAt tvaM paradArAn na gatvA yadi narahatyAM karoSi tarhi vyavasthAlaGghI bhavasi|
12 Taler saaledes og gører saaledes, som de, der skulle dømmes efter Frihedens Lov.
mukte rvyavasthAto yeSAM vicAreNa bhavitavyaM tAdRzA lokA iva yUyaM kathAM kathayata karmma kuruta ca|
13 Thi Dommen er ubarmhjertig imod den, som ikke har øvet Barmhjertighed; Barmhjertighed træder frimodigt op imod Dommen.
yo dayAM nAcarati tasya vicAro nirddayena kAriSyate, kintu dayA vicAram abhibhaviSyati|
14 Hvad gavner det, mine Brødre! om nogen siger, han har Tro, men ikke har Gerninger? mon Troen kan frelse ham?
he mama bhrAtaraH, mama pratyayo'stIti yaH kathayati tasya karmmANi yadi na vidyanta tarhi tena kiM phalaM? tena pratyayena kiM tasya paritrANaM bhavituM zaknoti?
15 Dersom en Broder eller Søster er nøgen og fattes den daglige Føde,
keSucid bhrAtRSu bhaginISu vA vasanahIneSu prAtyahikAhArahIneSu ca satsu yuSmAkaM ko'pi tebhyaH zarIrArthaM prayojanIyAni dravyANi na datvA yadi tAn vadet,
16 og en af eder siger til dem: Gaar bort i Fred, varmer eder og mætter eder, men I ikke give dem det, som hører til Legemets Nødtørft, hvad gavner det?
yUyaM sakuzalaM gatvoSNagAtrA bhavata tRpyata ceti tarhyetena kiM phalaM?
17 Ligesaa er ogsaa Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig selv.
tadvat pratyayo yadi karmmabhi ryukto na bhavet tarhyekAkitvAt mRta evAste|
18 Men man vil sige: Du har Tro, Og jeg har Gerninger. Vis mig din Tro uden Gerningerne, og jeg vil af mine Gerninger vise dig Troen.
kiJca kazcid idaM vadiSyati tava pratyayo vidyate mama ca karmmANi vidyante, tvaM karmmahInaM svapratyayaM mAM darzaya tarhyahamapi matkarmmabhyaH svapratyayaM tvAM darzayiSyAmi|
19 Du tror, at Gud er een; deri gør du ret; ogsaa de onde Aander tro det og skælve.
eka Izvaro 'stIti tvaM pratyeSi| bhadraM karoSi| bhUtA api tat pratiyanti kampante ca|
20 Men vil du vide, du tomme Menneske! at Troen uden Gerninger er unyttig?
kintu he nirbbodhamAnava, karmmahInaH pratyayo mRta evAstyetad avagantuM kim icchasi?
21 Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort af Gerninger, da han ofrede sin Søn Isak paa Alteret?
asmAkaM pUrvvapuruSo ya ibrAhIm svaputram ishAkaM yajJavedyAm utsRSTavAn sa kiM karmmabhyo na sapuNyIkRtaH?
22 Du ser, at Troen virkede sammen med hans Gerninger, og ved Gerningerne blev Troen fuldkommet,
pratyaye tasya karmmaNAM sahakAriNi jAte karmmabhiH pratyayaH siddho 'bhavat tat kiM pazyasi?
23 og Skriften blev opfyldt, som siger: „Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed, ‟ og han blev kaldet Guds Ven.
itthaJcedaM zAstrIyavacanaM saphalam abhavat, ibrAhIm paramezvare vizvasitavAn tacca tasya puNyAyAgaNyata sa cezvarasya mitra iti nAma labdhavAn|
24 I se, at et Menneske retfærdiggøres af Gerninger, og ikke af Tro alene.
pazyata mAnavaH karmmabhyaH sapuNyIkriyate na caikAkinA pratyayena|
25 Ligesaa Skøgen Rahab, blev ikke ogsaa hun retfærdiggjort af Gerninger, da hun tog imod Sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden Vej?
tadvad yA rAhabnAmikA vArAGganA cArAn anugRhyApareNa mArgeNa visasarja sApi kiM karmmabhyo na sapuNyIkRtA?
26 Thi ligesom Legemet er dødt uden Aand, saaledes er ogsaa Troen død uden Gerninger.
ataevAtmahIno deho yathA mRto'sti tathaiva karmmahInaH pratyayo'pi mRto'sti|
