Esajas 8
1 Og HERREN sagde til mig: »Tag dig en stor Tavle og skriv derpaa med Menneskeskrift: Hurtigt-Bytte, Hastigt-Rov!
Toe Angraeng mah kai khaeah, Kalen parai caqam tangoeng maeto lah ah loe, Maher-Shalal-Hash-Baz kawng to cacung hoiah tarik ah.
2 Og tag mig paalidelige Vidner, Præsten Urija og Zekarja, Jeberekjahus Søn!«
Qaima Uriah hoi Jeberekiah capa Zakariah to kai han oep kaom hnukung ah ka kawk han, tiah ang naa.
3 Og jeg nærmede mig Profetinden, og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn. Saa sagde HERREN til mig: »Kald ham Hurtigt-Bytte, Hastigt-Rov!
To pacoengah tahmaa nongpata khaeah ka caeh; anih loe zokpomh moe, capa maeto sak. Angraeng mah kai khaeah, anih to Maher-Shalal-Hash-Baz, tiah ahminphui hanah ang thuih.
4 Thi før Drengen kan sige Fader og Moder, skal Rigdommene fra Damaskus og Byttet fra Samaria bringes til Assyrerkongen!«
To nawkta mah, Kam pa, kam no, tiah kawk thai ai naah, Damaska vangpui angraenghaih hoi Samaria vangpui ah lomh ih hmuennawk to Assyria siangpahrang mah la boih tih.
5 Fremdeles sagde HERREN til mig:
Angraeng mah kai khaeah lokthuih let;
6 Eftersom dette Folk lader haant om Siloas sagte rindende Vande i Angst for Rezin og Remaljas Søn,
hae kaminawk loe amzaita hoi kalong Shiloah ih tui to pahnawt o moe, Rezin hoi Ramaliah capa nuiah anghoehaih tawnh o lat pongah,
7 se, saa lader Herren Flodens Vande, de vældige, store, oversvømme dem, Assyrerkongen og al hans Herlighed; over alle sine Bredder skal den gaa, trænge ud over alle sine Diger,
khenah, Assyria siangpahrang hoi anih ih thacak misatuh kaminawk boih, thacak pop parai vapui tuinawk to Angraeng mah nihcae khaeah longsak, vacong hoi tui taengnawk loe tui mah ueng boih boeh;
8 styrte ind i Juda, skylle over, vælte frem og naa til Halsen; og dens udbredte Vinger skal fylde dit Land, saa vidt det naar — Immanuel!
tui loe Judah prae nuiah long tih, prae to uem boih ai karoek to tui to long tih, tui loe tahnong khoek to pha tih; Aw Immanuel, anih loe angmah ih pakhraeh to atoeng tahang ueloe, na prae to khuk boih tih, tiah ang naa.
9 I Folkeslag, mærk jer det med Rædsel, lyt til, alle fjerne Lande: Rust jer, I skal ræddes, rust jer, I skal ræddes.
Prae kaminawk boih, tasoehhaih hoiah maeto ah angpop oh! Prae kangthla ah kaom kaminawk, tahngai oh; kazii to angzaeng oh loe, tasoeh oh! Kazii to angzaeng oh loe, tasoeh oh!
10 Læg Raad op, det skal dog briste, gør Aftale, det slaar dog fejl, thi — Immanuel!
Sithaw loe kaicae hoi nawnto oh pongah, nawnto nam khueng o e, tidoeh angcoeng mak ai; lok na thuih o e, na thuih o ih lok baktiah, tidoeh om mak ai.
11 Thi saa sagde HERREN til mig, da hans Haand greb mig med Vælde, og han advarede mig mod at vandre paa dette Folks Vej:
Hae kaminawk ih loklam to ka pazui han ai ah, Angraeng mah a thacakhaih hoiah ang patawnh moe, lok ang thuih;
12 Kald ikke alt Sammensværgelse, hvad dette Folk kalder Sammensværgelse, frygt ikke, hvad det frygter, og ræddes ikke!
hae kaminawk, Khokhanhaih baktih toengah, nangcae doeh khokhan o toeng hmah; nihcae mah zit ih hmuen to zii o hmah loe, tasoeh doeh tasoeh o hmah.
13 Hærskarers HERRE, ham skal I holde hellig, han skal være eders Frygt, han skal være eders Rædsel.
Misatuh kaminawk ih Angraeng to khingya oh, anih khue to zii oh loe, anih zithaih khue to tawn oh,
14 Han bliver en Helligdom, en Anstødssten og en Klippe til Fald for begge Israels Huse og en Snare og et Fangegarn for Jerusalems Indbyggere,
Anih loe abuephaih hmuenciim ah om tih; toe Israel imthung takoh hnik hanah loe amthaekhaih hoi amtimhaih thlung ah om tih, Jerusalem kaminawk hanah loe, peet hoi thaang ah om tih.
15 og mange iblandt dem skal snuble, falde og kvæstes, fanges og hildes.
Nihcae thung ih kanoih parai kaminawk loe amthaek o tih, amtim o ueloe, angkhaek o tih; thaang pongah aman o ueloe, naeh o tih, tiah thuih.
16 Bind Vidnesbyrdet til og sæt Segl for Læren i mine Disciples Sind!
Hnukung mah thuih ih lok to taoeng ah, kaalok hae catui daengah loe, kai hnukah bang kaminawk khaeah paek ah.
17 Jeg bier paa HERREN, han, som dølger sit Aasyn for Jakobs Hus, til ham staar mit Haab:
Jakob imthung takoh nuiah mikhmai ka hawk han, Angraeng to ka zing moe, anih to ka pakrong han.
18 Se, jeg og de Børn, HERREN gav mig, er Varsler og Tegn i Israel fra Hærskarers HERRE, som bor paa Zions Bjerg.
Khenah, kaimah hoi Angraeng mah paek ih nawktanawk loe haeah ka oh o; kaicae loe Zion mae ah kaom, misatuh kaminawk ih Angraeng hanah, Israel prae thung ih angmathaih hoi dawnraihaih ah ka oh o.
19 Og siger de til eder: »Søg Genfærdene og Aanderne, som hvisker og mumler!« — skal et Folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende?
Kaminawk mah, Kadueh pakhra kawk kop kami, taqawk kawk thaih kami, amzaita hoiah lok to thuih moe, angzo han koi hmuen panoek thaih kaminawk khaeah lok dueng o khae, tiah ang thuih o naah, kadueh kami khaeah lok dueng pongah loe, acaeng kaminawk mah kahing angmacae ih Sithaw khaeah lok to dueng o mak ai maw?
20 Nej! Til Læren og Vidnesbyrdet! Saaledes skal visselig de komme til at tale, som nu er uden Morgenrøde.
Toe nangcae loe kaalok hoi hnukung mah thuih ih lok to tahngai oh! Nihcae mah hae loktang lok baktiah lok to thui o ai nahaeloe, nihcae loe aanghaih tawn o ai vop tih haih ih ni.
21 Han skal vanke om i Landet, trykket og hungrig. Og naar han hungrer, skal han blive rasende og bande sin Konge og sin Gud. Vender han sig til det høje,
Nihcae loe dawnraihaih, zok amthlamhaih hoiah ni prae thungah amhet o tih; nihcae loe zok amthlam naah, palungphuihaih hoiah van bangah khen o ueloe, angmacae ih siangpahrang hoi Sithaw to tangoeng o thui tih.
22 eller skuer han ud over Jorden, se, da er der Trængsel og Mørke, knugende Mulm; i Bælgmørke er han stødt ud.
Long bangah khet o tathuk naah doeh, raihaih hoi khovinghaih, dawnraihaih hoi tasoehhaih khue to hnu o tih; nihcae to khoving thungah haek boih tih.
