Esajas 63

1 Hvem kommer der fra Edom, i Højrøde Klæder fra Bozra, han i det bølgende Klædebon, stolt i sin vældige Kraft? »Det er mig, som taler i Retfærd, vældig til at frelse!«

Quis est iste, qui venit de Edom, tinctis vestibus de Bosra? Iste Formosus in stola sua, gradiens in multitudine fortitudinis suæ. Ego, qui loquor iustitiam, et Propugnator sum ad salvandum.

2 Hvorfor er dit Klædebon rødt, dine Klæder som en Persetræders?

Quare ergo rubrum est indumentum tuum, et vestimenta tua sicut calcantium in torculari?

3 »Jeg traadte Vinpersen ene, af Folkeslagene var ingen med mig; jeg traadte dem i min Vrede, tramped dem i min Harme; da sprøjted deres Blod paa mine Klæder, jeg tilsøled hele min Klædning.

Torcular calcavi solus, et de Gentibus non est vir mecum: calcavi eos in furore meo, et conculcavi eos in ira mea: et aspersus est sanguis eorum super vestimenta mea, et omnia indumenta mea inquinavi.

4 Thi til Hævnens Dag stod min Hu, mit Genløsningsaar var kommet.

Dies enim ultionis in corde meo: annus redemptionis meæ venit.

5 Jeg spejded, men ingen hjalp til, jeg studsed, men ingen stod mig bi. Da kom min Arm mig til Hjælp, og min Harme, den stod mig bi;

Circumspexi, et non erat auxiliator: quæsivi et non fuit qui adiuvaret: et salvavit mihi brachium meum, et indignatio mea ipsa auxiliata est mihi.

6 jeg søndertraadte Folkeslag i Vrede, i Harme knuste jeg dem, deres Blod lod jeg strømme til Jorden.«

Et conculcavi populos in furore meo, et inebriavi eos in indignatione mea, et detraxi in terram virtutem eorum.

7 Jeg vil synge om HERRENS Naade, kvæde hans Pris, efter alt, hvad HERREN har gjort os, huld imod Israels Hus, gjort os efter sin Miskundhed, sin Naades Fylde.

Miserationum Domini recordabor, laudem Domini super omnibus, quæ reddidit nobis Dominus, et super multitudinem bonorum domui Israel, quæ largitus est eis secundum indulgentiam suam, et secundum multitudinem misericordiarum suarum.

8 Han sagde: »De er jo mit Folk, de er Børn, som ej sviger.« Og en Frelser blev han for dem

Et dixit: Verumtamen populus meus est, filii non negantes: et factus est eis Salvator.

9 i al deres Trængsel; intet Bud, ingen Engel, hans Aasyn frelste dem. I sin Kærlighed og Skaansel genløste han dem, han løfted og bar dem alle Fortidens Dage.

In omni tribulatione eorum non est tribulatus, et Angelus faciei eius salvavit eos: in dilectione sua, et in indulgentia sua ipse redemit eos, et portavit eos, et elevavit eos cunctis diebus sæculi.

10 Men de stred imod og bedrøved hans hellige Aand; saa blev han deres Fjende, han kæmped imod dem.

Ipsi autem ad iracundiam provocaverunt, et afflixerunt Spiritum Sancti eius: et conversus est eis in inimicum, et ipse debellavit eos.

11 Da tænkte hans Folk paa gamle Dage, paa Moses: »Hvor er han, som drog sit Smaakvægs Hyrde op af Vandet? Hvor er han, som lagde sin hellige Aand i hans Hjerte,

Et recordatus est dierum sæculi Moysi, et populi sui: Ubi est qui eduxit eos de mari cum pastoribus gregis sui? Ubi est qui posuit in medio eius Spiritum Sancti sui?

12 lod vandre sin herlige Arm ved Moses's højre, kløvede Vandet for dem og vandt et evigt Navn,

Qui eduxit ad dexteram Moysen brachio maiestatis suæ, qui scidit aquas ante eos, ut faceret sibi nomen sempiternum:

13 førte dem gennem Dybet som en Hest paa Steppen?

Qui eduxit eos per abyssos, quasi equum in deserto non impingentem:

14 Som Kvæg, der gaar ned i Dalen, snubled de ikke. Dem ledte HERRENS Aand. Saaledes ledte du dit Folk for at vinde dig et herligt Navn.«

Quasi animal in campo descendens, Spiritus Domini ductor eius fuit: sic adduxisti populum tuum ut faceres tibi nomen gloriæ.

15 Sku ned fra Himlen, se ud fra din hellige, herlige Bolig! Hvor er din Nidkærhed og Vælde, dit svulmende Hjerte, din Medynk? Hold dig ikke tilbage,

Attende de cælo, et vide de habitaculo sancto tuo, et gloriæ tuæ: ubi est zelus tuus, et fortitudo tua, multitudo viscerum tuorum, et miserationum tuarum? Super me continuerunt se.

16 du, som dog er vor Fader. Thi Abraham ved ej af os, Israel kendes ej ved os, men du er vor Fader, HERRE, »vor Genløser« hed du fra Evighed.

Tu enim Pater noster, et Abraham nescivit nos, et Israel ignoravit nos: tu Domine Pater noster, Redemptor noster, a sæculo nomen tuum.

17 Hvi leder du os vild fra dine Veje, HERRE, forhærder vort Hjerte mod din Frygt? Vend tilbage for dine Tjeneres, din Arvelods Stammers Skyld!

Quare errare nos fecisti Domine de viis tuis? Indurasti cor nostrum ne timeremus te? Convertere propter servos tuos, tribus hereditatis tuæ.

18 Hvi har gudløse traadt i din Helligdom, vore Fjender nedtrampet dit Tempel?

Quasi nihilum possederunt populum sanctum tuum: hostes nostri conculcaverunt sanctificationem tuam.

19 Vi er som dem, du aldrig har styret, over hvem dit Navn ej er nævnt.

Facti sumus quasi in principio, cum non dominareris nostri, neque invocaretur nomen tuum super nos.