Esajas 61
1 Den Herre HERRENS Aand er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med Glædesbud til ydmyge, med Lægedom for sønderbrudte Hjerter, for at udraabe Frihed for Fanger og Udgang for dem, som er bundet,
Amtang kaminawk khaeah tamthanglok hoih taphong hanah, Angraeng mah situi ang bawh boeh pongah, Angraeng Sithaw ih Muithla ka nuiah oh; anih mah poek amro kaminawk ih ahmaa to zaeng pae, misong ah kaom kaminawk khaeah loihaih lok to thuih pae moe, thongkrah kaminawk hanah thongim khongkha to paongh pae;
2 udraabe et Naadeaar fra HERREN, en Hævnens Dag fra vor Gud, for at trøste alle, som sørger,
aicae Sithaw lu lakhaih ani hoi Angraeng anghoehaih saning to thuih a pae moe, palungsae kaminawk pathloep hanah,
3 give dem, som sørger i Zion, Højtidspragt for Sørgedragt, for Sørgeklædning Glædens Olie, Lovsang for modløst Sind. Man kalder dem Retfærds Ege, HERRENS Plantning til hans Ære.
palungsae Zion kaminawk to pathloep moe, maiphu zuengah kranghoih lumuek, palungset zuengah anghoehaih situi, palung sethaih zuengah pakoehhaih kahni to paek hanah, kai hae ang patoeh boeh; a lensawkhaih amtuengsak hanah, nihcae to toenghaih thingkung, Angraeng mah thling ih thingkung, tiah kawk o tih boeh.
4 De skal bygge paa ældgamle Tomter, rejse Fortidsruiner, genopbygge nedbrudte Byer, der fra Slægt til Slægt laa i Grus.
Nihcae mah canghnii hoiah kamro ahmuennawk to sah o let tih; angqai krangah kaom ahmuen hoi saning kasawkah amro tangcae, kapong sut vangpuinawk to pakhraih o let tih.
5 Fremmede skal staa og vogte eders Smaakvæg, Udlændinge slide paa Mark og i Vingaard.
Panoek ih kaminawk mah nang ih tuunawk to toep o tih, prae kalah kaminawk mah lawk to na phrawk pae o ueloe, misur takhanawk to na sah pae o tih.
6 Men I skal kaldes HERRENS Præster, vor Guds Tjenere være eders Navn. Af Folkenes Gods skal I leve, deres Herlighed faar I til Eje.
Nangcae to Angraeng ih qaima, tiah na kawk o ueloe, minawk mah aicae Sithaw ih toksah Kaminawk, tiah na kawk o tih; Gentelnawk ih angraenghaih hmuenmaenawk to na caa o ueloe, nihcae lensawkhaih to nam oek o haih tih.
7 Fordi de fik tvefold Skændsel, og Spot og Spyt var deres Lod, faar de tvefold Arv i deres Land, dem tilfalder evig Glæde;
Azathaih pongah alet hnetto tahamhoihaih na hnu o tih; ahmin set zuengah nihcae ih taham to na toep o tih; prae thungah tahamhoihaih alet hnetto na hnu o tih; nihcae loe dungzan anghoehaih hoiah om o tih boeh.
8 thi jeg elsker Ret, jeg, HERREN, jeg hader forbryderisk Rov. Jeg giver dem Løn i Trofasthed og slutter med dem en evig Pagt.
Kai Angraeng loe katoengah lokcaekhaih to koeh, minawk ih hmuenmae lomhaih hoi zaehaih to ka hnukma; oepthohhaih hoiah nihcae toksakhaih atho to ka paek han, nihcae hoiah dungzan lokmaihaih to ka sak han.
9 Deres Æt skal kendes blandt Folkene, deres Afkom ude blandt Folkeslag; alle, der ser dem, skal kende dem som Slægten, HERREN velsigner.
Nihcae ih acaeng hoi a caanawk loe Gentel kaminawk salakah ahmin amthang o tih; nihcae hnu kaminawk boih mah, nihcae loe Angraeng mah tahamhoihaih paek ih kami, tiah thui o tih.
10 Jeg vil glæde mig højlig i HERREN, min Sjæl skal juble i min Gud; thi han klædte mig i Frelsens Klæder, hylled mig i Retfærds Kappe, som en Brudgom, der binder sit Hovedbind, som Bruden, der fæster sine Smykker.
Kai loe Angraeng ah anghoehaih ka tawnh han, ka hinghaih doeh Sithaw ah anghoe tih; zu paluemh thendoeng ih lu loe qaima baktiah amthoep moe, sava sah tangla mah atho kaom hmuennawk hoiah amthoep baktih toengah, anih mah kai hanah pahlonghaih kahni angkuksak moe, toenghaih kahni hoiah ang khuk boeh.
11 Thi som Spiren gror af Jorden, som Sæd spirer frem i en Have, saa lader den Herre HERREN Retfærd gro og Lovsang for al Folkenes Øjne.
Long mah akungnawk to amprawksak moe, takha mah aanmunawk to amprawksak baktih toengah, Angraeng Sithaw mah toenghaih hoi pakoehhaih to prae congca kaminawk hmaa ah omsak tih boeh.
