Esajas 6
1 I Kong Uzzijas Dødsaar saa jeg Herren sidde paa en saare høj Trone, og hans Slæb fyldte Helligdommen.
Uzziah siangpahrang duekhaih saning ah, kasang parai, angraeng tangkhang nuiah anghnu, Angraeng to ka hnuk; tempul loe anih ih kahni hoiah koi.
2 Serafer stod hos ham, hver med seks Vinger; med de to skjulte de Ansigtet, med de to Fødderne, og med de to fløj de;
Pakhraeh tarukto kaom, Seraphimnawk loe anih nuiah angdoet o; pakhraeh hnetto hoiah anih ih mikhmai to khuk pae o, pakhraeh hnetto hoiah a khok to khuk pae o moe, pakhraeh hnetto hoiah azawk o.
3 og de raabte til hverandre: »Hellig, hellig, hellig er Hærskarers HERRE, al Jorden er fuld af hans Herlighed!«
Nihcae mah, misatuh kaminawk ih Angraeng loe, Ciimcai, ciimcai, ciimcai; long loe a lensawkhaih hoiah koi boih, tiah maeto hoi maeto khaeah hang o.
4 Og Dørstolpernes Hængsler rystede ved Raabet, medens Templet fyldtes af Røg.
To tiah hanghaih lok pongah, thok tungnawk to anghuen o, tempul loe hmaikhue hoiah koi.
5 Da sagde jeg: »Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor i et Folk med urene Læber, og nu har mine Øjne set Kongen, Hærskarers HERRE!«
To naah kaimah, Kai loe khosak bing! Kai loe kaciim ai pakha tawn kami ah ka oh, pakha ciim ai kaminawk salakah ka oh pongah, kam ro boeh! Misatuh kaminawk ih Angraeng, Siangpahrang to ka mik mah hnuk boeh, tiah ka hangh:
6 Men en af Seraferne fløj hen til mig; og han havde i Haanden et glødende Kul, som han med en Tang havde taget fra Alteret;
to naah Seraphim maeto mah, taitaeh hoiah ataep moe, hmaicam nui hoiah lak ih hmai kamngaeh to a ban ah sinh moe, kai khaeah azawk.
7 det lod han røre min Mund og sagde: »Se, det har rørt dine Læber; din Skyld er borte, din Synd er sonet!«
Kai ih pakha nuiah hmai kamngaeh to koeng moe, kai khaeah, khenah, hae hmai kamngaeh mah nang ih pakha to sui boeh pongah, na sakpazaehaih to lak ving boeh, na zaehaih doeh pasaeh boeh, tiah ang naa.
8 Saa hørte jeg Herren sige: »Hvem skal jeg sende, hvem vil gaa Bud for os?« Og jeg sagde: »Her er jeg, send mig!«
To naah, Mi maw ka patoeh han? Kaicae hanah mi maw caeh tih? tiah Angraeng mah thuih ih lok to ka thaih; to naah kaimah, Hae ah ka oh, na patoeh ah, tiah ka naa.
9 Da sagde han: »Gaa hen og sig til dette Folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse!
Anih mah, Caeh ah loe hae kaminawk khaeah, Na thaih o boeh e, na panoek o thai ai; na hnuk o boeh e, na thaih o kop ai, tiah thui paeh, tiah ang naa.
10 Gør Hjertet sløvt paa dette Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne blinde, saa det ikke kan se med Øjnene, ej heller høre med Ørene, ej heller fatte med Hjertet og omvende sig og læges.«
Hae kaminawk ih palung to amtaksak ah, naa to pangsak ah loe, mik to maengsak ah; to tih ai nahaeloe nihcae mah mik hoiah hnu o tih; naa hoiah thaih o ueloe, palung hoiah panoek o moeng tih; nihcae dawnpakhuem o naah, kaimah nihcae to ngan ka tui o sak moeng tih, tiah ang naa.
11 Jeg spurgte: »Hvor længe, Herre?« Og han svarede: »Til Byerne er øde, uden Beboere, og Husene uden et Menneske, og Agerjorden ligger som Ørk!«
To naah kaimah, Aw Angraeng nasetto maw akra vop tih? tiah ka naa. Anih mah, Vangpui ah kami om ai, im ah doeh kami om ai, kami om ai pongah prae to pong sut,
12 Og HERREN vil fjerne Menneskene, og Tomhed skal brede sig i Landet;
Angraeng mah kaminawk to ahmuen kangthla ah haek boeh pongah, prae pong sut ai karoek to akra tih.
13 og er der endnu en Tiendedel deri, skal ogsaa den udryddes som en Terebinte eller Eg, af hvilken en Stub bliver tilbage, naar den fældes. Dens Stub er hellig Sæd.
Toe prae thung ih kami hato thungah maeto anghmat aep to mah, amro boih let tih; toe hmaica thing hoi oak thing loe aqam angmuen moe, pakhruk pacoengah doeh akung loe anghmat vop baktiah, ciimcai kami ih atii loe to prae thungah kanghmat akung ah om vop tih, tiah ang pathim.
