Esajas 59

1 Se, for kort til at frelse er ej HERRENS Arm, Hans Øre er ikke for sløvt til at høre.

Nimet nunku mu LEUM GOD El arulana munas in molikowosla, ku arulana sulohng ke kowos pang nu sel in suk kasru!

2 Eders Brøde er det, der skiller mellem eder og eders Gud, eders Synder skjuler hans Aasyn for jer, saa han ikke hører.

Ma koluk lowos srikowosla liki God ke kowos srike in alu nu sel. Ma koluk lowos pa oru El tia lohng kowos uh.

3 Eders Hænder er jo sølet af Blod, eders Fingre sølet af Brøde; Læberne farer med Løgn, Tungen taler, hvad ondt er.

Oasr mwatan akmas, sulallal, ac kikiap lowos.

4 Med Ret stævner ingen til Doms eller fører ærligt sin Sag. Man stoler paa tomt, taler falsk, man undfanger Kval, føder Uret.

Kowos tiana suk inkanek pwaye ac suwohs. Ke kowos usak mwet nu in nununku, kowos lulalfongi sramsram kikiap in akwoyekowos. Kowos akfahsrye pwapa sulal lowos in akkolukye mwet ngia.

5 Slangeæg ruger de ud, og Spindelvæv er, hvad de væver. Man dør, hvis man spiser et Æg, en Øgle kommer frem, hvis det knuses.

Kikiap lowos uh oswela atro lun wet pwasin, ac kutena mwet su kang atro inge ac misa. Kowos fin itungya sie atro inge na soko wet sulallal ac tuku kac. Kowos orek mungangu oana pwepenu,

6 Deres Spind kan ej bruges til Klæder, ingen hyller sig i, hvad de laver; deres Værk er Ulykkesværk, og i deres Hænder er Vold;

na mungangu ingan tia ku in nukumyuk, ac tia ku in afinkowosi. Pwapa sulal lowos an wangin sripa — oana nuknuk ma orekla ke mungangu.

7 deres Fødder haster til ondt, til at udgyde skyldfrit Blod; deres Tanker er Ulykkestanker; hvor de færdes, er Vold og Vaade;

Pacl nukewa kowos lumahla in oru ma koluk, ac kowos salka in tari orekla. Wanginna alolo lowos in uniya mwet wangin mwata. Yen nukewa ma kowos fahsr liki, arulana yohk ma musalla we,

8 de kender ej Fredens Veje, der er ingen Ret i deres Spor; de gør sig krogede Stier; Fred kender ingen, som træder dem.

ac wangin mwet inse misla ke pacl kowos ac sikyak uh. Ma nukewa kowos oru uh sesuwos. Kowos fahsr ke inkanek kururu soko, ac wangin mwet su fahsr ke innek soko ingan ac fah moulla.

9 Derfor er Ret os fjern, og Retfærd naar os ikke; vi bier paa Lys — se, Mørke, paa Dagning, men vandrer i Mulm;

Mwet uh fahk, “Inge kut etu lah efu ku God El tia molikutla lukelos su akkeokye kut. Kut finsrak ke kalem kut in fahsr kac, a lohsr mukena pa kut liye.

10 vi famler langs Væggen som blinde, famler, som savned vi Øjne, vi snubler ved Middag som i Skumring, er som døde i vor kraftigste Alder;

Kut kahlimin acn uh oana mwet kun. Kut tukulkul ke infulwen len oana in fong, oana kut in oasr in facl lohsr lun misa.

11 vi brummer alle som Bjørne, kurrer vemodigt som Duer; vi bier forgæves paa Ret, paa Frelse, den er os fjern.

Kut sangeng ac toasrla. Kut kena God Elan molikutla liki mwe keok ac tafongla, tusruktu wangin ma sikyak.

12 Thi du ser, vore Synder er mange, vor Brøde vidner imod os; ja, vi har vore Synder for Øje, vi kender saavel vor Skyld:

“LEUM GOD, orekma koluk lasr ma lain kom uh puslana. Ma koluk lasr sifacna fahkkutyak. Kut arulana kalem kac nufon.

13 Vi faldt fra og fornægtede HERREN, veg langt bort fra vor Gud, vor Tale var Vold og Frafald, og vi fremførte Løgne fra Hjertet.

Kut tuyak lain kom, siskomla, ac srunga fahsr tukum. Kut akkeokye mwet saya ac forla liki kom. Nunak lasr tafongla, ac kas lasr kikiap.

14 Retten trænges tilbage, Retfærd staar i det fjerne, thi Sandhed snubler paa Gaden, Ærlighed har ingen Gænge;

Kut sisla nununku suwohs, pwanang ma suwohs uh loesla liki kut. Ke acn in tukeni lun mwet uh ma pwaye uh tiana orekmakinyuk, ouinge wangin acn sin ma suwohs.

15 Sandhedens Plads staar tom, og skyr man det onde, flaas man. Og HERREN saa til med Harme, fordi der ikke var Ret;

Ke sripen sriklana ma suwohs, oru kutena mwet su tila oru ma koluk el sifacna konauk lah lainyuk el sin mwet orekma koluk.” LEUM GOD El liye ma inge, ac El arulana toasr lah suwoswos uh wanginla.

16 han saa, at der ingen var, og det undred ham, at ingen greb ind. Da kom hans Arm ham til Hjælp, hans Retfærd, den stod ham bi;

El lut ke El liye lah wangin mwet in kasru mwet akkeokyeyuk. Ke ma inge El ac orekmakin ku lal sifacna in molelosla ac in eis kutangla.

17 han tog Retfærds Brynje paa, satte Frelsens Hjelm paa sit Hoved, tog Hævnens Kjortel paa og hylled sig i Nidkærheds Kappe.

El fah nokomang suwoswos oana sie mwe loeyuk iniwal, ac el fah sunya lango in oana sie susu osra. El fah nokmulang ke sulela na ku lal sifacna in oakiya ma suwohs, ac in kai ac foloksak ke ma sufal ma mwet uh keok kac.

18 Han gengælder efter Fortjeneste, Vrede mod Uvenner, Gengæld mod Fjender, mod fjerne Strande gør han Gengæld,

El fah kalyei mwet lokoalok lal fal nu ke ma elos oru, finne elos su muta in facl loesula.

19 saa HERRENS Navn frygtes i Vest, hans Herlighed, hvor Sol staar op. Thi han kommer som en indestængt Flom, der drives af HERRENS Aande.

Kutulap lac nwe roto, mwet nukewa fah sangeng sel ac ke ku lulap lal. El ac fah tuku oana soko infacl sronoti, ac oana sie eng upa ma tuhyak.

20 En Genløser kommer fra Zion og fjerner Frafald i Jakob, lyder det fra HERREN.

LEUM GOD El fahk nu sin mwet lal, “Nga ac fah tuku nu Jerusalem in loangekowos ac moli kowos nukewa su forla liki ma koluk lowos.

21 Dette er min Pagt med dem, siger HERREN: Min Aand, som er over dig, og mine Ord, som jeg har lagt i din Mund, skal ikke vige fra din eller dit Afkoms eller dit Afkoms Afkoms Mund, siger HERREN, fra nu og til evig Tid.

Ac nga oru wuleang se inge yuruwos: Nga sot ku luk ac mwe luti luk tuh in ma lowos nwe tok, ac ingela kowos in akosyu ac luti tulik nutuwos ac filin tulik nutuwos in akosyu ke pacl nukewa fahsru.”