Esajas 59
1 Se, for kort til at frelse er ej HERRENS Arm, Hans Øre er ikke for sløvt til at høre.
Khang hamla BOEIPA kut loh ngun pawt tih a yaak ham a hna a bing moenih.
2 Eders Brøde er det, der skiller mellem eder og eders Gud, eders Synder skjuler hans Aasyn for jer, saa han ikke hører.
Tedae nangmih kah thaesainah he tuiphih rhaboe la nangmih laklo neh na Pathen laklo ah om. A yaak ham akhaw nangmih kah tholhnah kongah ni nangmih taeng lamkah maelhmai a thuh.
3 Eders Hænder er jo sølet af Blod, eders Fingre sølet af Brøde; Læberne farer med Løgn, Tungen taler, hvad ondt er.
Na kut ah thii neh, na kutdawn te thaesainah neh nok uh. Na hmuilai loh a honghi a thui tih na ol te dumlai la muep.
4 Med Ret stævner ingen til Doms eller fører ærligt sin Sag. Man stoler paa tomt, taler falsk, man undfanger Kval, føder Uret.
Duengnah neh aka khue pawt tih uepomnah neh lai aka tloek pawt tah, hinghong dongah pangtung tih, a poeyoek la cal. Thakthaenah a yom tih boethae a cun.
5 Slangeæg ruger de ud, og Spindelvæv er, hvad de væver. Man dør, hvis man spiser et Æg, en Øgle kommer frem, hvis det knuses.
Rhulthae duei te a khaeh uh tih bumba rhui a yen uh. A duei aka ca tah duek. A hep vaengah rhulthae la khae.
6 Deres Spind kan ej bruges til Klæder, ingen hyller sig i, hvad de laver; deres Værk er Ulykkesværk, og i deres Hænder er Vold;
Amih kah rhui te himbai la poeh hae pawt tih amamih kah bibi nen khaw khuk uh tloel. Amih kah khoboe khaw boethae kah khoboe ni. A kut dongkah bisai khaw kuthlahnah ni.
7 deres Fødder haster til ondt, til at udgyde skyldfrit Blod; deres Tanker er Ulykkestanker; hvor de færdes, er Vold og Vaade;
A kho te boethae taengla yong paitok tih ommongsitoe kah thii kingling ham tokthuet uh. Amih kopoek he boethae kah kopoek neh rhoelrhanah ni. Amih kah longpuei ah pocinah om.
8 de kender ej Fredens Veje, der er ingen Ret i deres Spor; de gør sig krogede Stier; Fred kender ingen, som træder dem.
Rhoepnah longpuei te ming uh pawt tih a namtlak ah tiktamnah om pawh. A hawn te amamih taengla a kawn sak uh tih a sokah aka pah boeih loh rhoepnah ming voel pawh.
9 Derfor er Ret os fjern, og Retfærd naar os ikke; vi bier paa Lys — se, Mørke, paa Dagning, men vandrer i Mulm;
Te dongah tiktamnah he mamih lamloh lakhla tih duengnah loh mamih ng'kae voel pawh. Vangnah te n'lamtawn uh dae hmuep coeng ke. Khosaeng yueng la khohmuep ah m'pongpa uh.
10 vi famler langs Væggen som blinde, famler, som savned vi Øjne, vi snubler ved Middag som i Skumring, er som døde i vor kraftigste Alder;
Mikdael bangla pangbueng m'phatuem uh tih mik aka mueh bangla m'phatuem uh. Khothun ah khaw hlaemhmah bangla, thaom thathueng lakli ah hlang duek bangla m'paloe uh.
11 vi brummer alle som Bjørne, kurrer vemodigt som Duer; vi bier forgæves paa Ret, paa Frelse, den er os fjern.
Mamih he vom bangla boeih n'kawk uh tih vahui bangla n'tuk la n'tuk uh. Tiktamnah te n'lamtawn dae om voel pawt tih khangnah khaw mamih lamloh hla coeng.
12 Thi du ser, vore Synder er mange, vor Brøde vidner imod os; ja, vi har vore Synder for Øje, vi kender saavel vor Skyld:
Kaimih kah boekoek he na hmaiah pung tih kaimih kah tholhnah tah kamamih taengah phoe coeng. Mamih kah boekoek he mamih taengah om tih mamih kah thaesainah te khaw m'ming uh.
13 Vi faldt fra og fornægtede HERREN, veg langt bort fra vor Gud, vor Tale var Vold og Frafald, og vi fremførte Løgne fra Hjertet.
BOEIPA taengah boekoek neh basa tih mamih kah Pathen hnuk lamloh balkhong coeng. Hnaemtaeknah neh a cal phoeiah koeknah la vawn tih a lungbuei lamkah a honghi ol te a thuep.
14 Retten trænges tilbage, Retfærd staar i det fjerne, thi Sandhed snubler paa Gaden, Ærlighed har ingen Gænge;
Tiktamnah loh a hnuk la balkhong coeng tih duengnah loh a hlahloei ah pai. Oltak khaw toltung ah paloe tih oldueng loh a kun ham coeng pawh.
15 Sandhedens Plads staar tom, og skyr man det onde, flaas man. Og HERREN saa til med Harme, fordi der ikke var Ret;
Oltak aka om te a hmaai tih boethae lamkah aka nong khaw a buem hnap. Tedae tiktamnah a tal te BOEIPA loh a hmuh vaengah a mik ah a lolh pah.
16 han saa, at der ingen var, og det undred ham, at ingen greb ind. Da kom hans Arm ham til Hjælp, hans Retfærd, den stod ham bi;
Hlang a om pawt te a hmuh vaengah a doo pawt te khaw hal coeng. Tedae amah ham khaw amah bantha long ni a khang pah tih a duengnah long ni amah a talong.
17 han tog Retfærds Brynje paa, satte Frelsens Hjelm paa sit Hoved, tog Hævnens Kjortel paa og hylled sig i Nidkærheds Kappe.
Duengnah te caempho la a bai tih, khangnah lumuek te a lu dongah a muek. Phulohnah himbai te hnicu la a bai tih thatlainah neh hnikul bangla khuk uh.
18 Han gengælder efter Fortjeneste, Vrede mod Uvenner, Gengæld mod Fjender, mod fjerne Strande gør han Gengæld,
A khoboe bangla kosi te a rhal taengah, a thaphu te a thunkha taengah a thuung tangloeng ni. Sanglak rhoek taengah khaw a thaphu te a thuung ni.
19 saa HERRENS Navn frygtes i Vest, hans Herlighed, hvor Sol staar op. Thi han kommer som en indestængt Flom, der drives af HERRENS Aande.
BOEIPA ming te khotlak lamloh, a thangpomnah te khomik khocuk lamloh a rhih uh ni. Hlang aka va tuiva bangla ha pawk vaengah anih te BOEIPA mueihla loh a rhaelrham sak.
20 En Genløser kommer fra Zion og fjerner Frafald i Jakob, lyder det fra HERREN.
Aka tlan kung loh Zion neh boekoek aka mael tak Jakob te a paan ni. BOEIPA kah olphong ni.
21 Dette er min Pagt med dem, siger HERREN: Min Aand, som er over dig, og mine Ord, som jeg har lagt i din Mund, skal ikke vige fra din eller dit Afkoms eller dit Afkoms Afkoms Mund, siger HERREN, fra nu og til evig Tid.
Kamah kah paipi he kamah long ni amih taengah ka khueh. BOEIPA loh, “Ka mueihla he nang soah, ka ol he na ka dongah ka khueh vetih na ka lamloh, na tiingan kah ka lamloh, na tiingan kah tiingan patoeng kah ka lamkah khaw nong mahpawh,” a ti. BOEIPA loh tahae lamkah neh kumhal ham ni a thui.
