Esajas 57
1 Den retfærdige omkom, og ingen tænkte derover, fromme Mænd reves bort, det ænsede ingen; thi bort blev den retfærdige revet for Ondskabens Skyld
Tamikalan a due teh, hawinae ka sak e tami hah takhoe lah ao navah, tamikalan hah hawihoehnae thung hoi takhoe toe tie hah apinihai thaipanuek awh hoeh, apinihai pouk awh hoeh.
2 og gik ind til Fred; paa Gravlejet hviler nu de, som vandrede ret.
Hot patet e tami teh roumnae thung a kâen toe. Ahnimouh teh kalan lah a hring awh teh, amamae ikhun dawk a kâhat awh.
3 Men I, kom nu her, I Troldkvindens Børn, I, Horkarls og Skøges Yngel:
Ân ka sin e napui e capanaw, uicuknaw hoi ka kâyawt e catounnaw hi tho awh haw.
4 Hvem er det, I spotter? Hvem vrænger I Mund, hvem rækker I Tunge ad? Er I ej Syndens Børn og Løgnens Yngel?
Nangmouh ni apimaw na pacai awh. Api hanelah maw na lai na pâthosin awh vaw. Nangmouh teh laithoe catoun, kâ ka ek e catoun,
5 I, som er i Brynde ved Ege, under hvert grønt Træ, I, som slagter Børn i Dale, i Klippernes Kløfter!
kathenkungnaw e rahim vah, meikaphawk koe ka cuk e, ravo thung, lungha rahak camo kathetnaw nahoehmaw.
6 Dalenes glatte Sten er din Del og din Lod, du udgyder Drikofre for dem, bringer dem Gaver. Skal jeg være tilfreds med sligt?
Ravo yawn talung kâpinaw rahak nangmae ham teh ao. Hot patetlah e hno teh nangmae râw doeh. Hetnaw e hmalah nei thuengnae hoi tavai thuengnae naw hah na rabawk awh. Hotnaw hah ka ngai han na maw.
7 Paa høje og knejsende Bjerge redte du Leje, ogsaa der steg du op for at slagte dit Offer;
Mon rasangnae koe na ikhun hah na hruek teh, hote hmuen koe thueng nahanelah ouk na luen.
8 bag Døren og Dørens Stolpe satte du dit Tegn; thi du sveg mig og blotted dig, steg op, gjorde lejet bredt, købte Samlejets Elskov af dem, saa deres Skam;
Nang pahnim hoeh nahanlah tho hnuklah na hruek teh, kai koe laipalah alouknaw koe khohna na rading teh na luen toe. Na ikhun na pakaw teh, ahnimouh koe lawkkamnae na sak toe. Tawngtai lah na hmu e ahnimae ikhun hah na lungpataw toe.
9 du salved dig med Olie for Molok og ødsled med Røgelse, sendte dine Bud til det fjerne, steg ned til Dødsriget, (Sheol h7585)
Satui na sin teh siangpahrang koe na cei toe. Hmuitui na pung sak toe. Laiceinaw hah ahlanae koe na patoun teh, Sheol totouh na patoun toe. (Sheol h7585)
10 du blev træt af den lange Vej, men opgav ej Ævred; du samlede atter din Kraft og gav ikke op.
Na ceinae lam ahlapoung dawkvah ngawt na tâwn eiteh, na lungpout hoeh. Na kâyawm teh na hlout dawkvah, na thathout hoeh.
11 For hvem var du ræd og angst? Thi paa Løgn var du inde, og mig kom du ikke i Hu, brød dig ikke om mig. Jeg er jo stum og blind, mig frygted du ikke.
Nang ni apini na bari teh, na taki dawk maw laithoe dei laihoi kai na pahnim. Hoehpawiteh, na lungthin hoi na pouk hoeh. Kasawlah duem ka o dawk maw na taki hoeh.
12 Ja, jeg vil forkynde din Retfærd og dine Gerninger;
Na lannae hoi na tawksak e hah ka pâpho han. Hatei, cungkeinae awm mahoeh.
13 din Gudeflok hjælper og redder dig ej paa dit Raab; en Storm bortfejer dem alle, et Vindstød tager dem. Men den, der lider paa mig, skal arve Landet og eje mit hellige Bjerg.
Na hram toteh, na pâkhueng e meikaphawknaw ni na rungngang naseh. Hatei, hotnaw teh kahlî ni ahlanae koe a sin han. Kâha ni a palek awh han. Hatei, kai na kâuep e niteh, ram hah pang awh vaiteh, mon kathoungnaw hah râw lah a pang awh han.
14 Og det lyder: »Byg Vej, byg Vej og ban den, ryd Hindringer bort for mit Folk!«
Hahoi, talai paten awh, talai paten awh. Lam pathoup awh. Ka taminaw e lam dawk e thongmuinaw hah takhoe awh telah ka dei.
15 Thi saa siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis Navn er »Hellig«: I Højhed og Hellighed bor jeg, hos den knuste, i Aanden bøjede for at kalde de bøjedes Aand og de knustes Hjerte til Live.
Bangkongtetpawiteh, a rasang poungnae koe tawm lah kaawm e, a yungyoe kangning e, a min Thoungnae telah ka tawn e ni hettelah a dei, Kai teh a rasangnae koe kathounge hmuen koe ka o. Ka kârahnoumnaw e lungthin pâhlaw hoi pankângai e lungthin pâhlaw hanelah, a lung hoi pankângai katang e hoi kârahnoum katangnaw koevah ka o.
16 Thi evigt gaar jeg ikke i Rette, evindelig vredes jeg ej; saa vansmægted Aanden for mit Ansigt, Sjæle, som jeg har skabt.
Bangkongtetpawiteh, a yungyoe ka tuk mahoeh, ka lung hai pou khuek mahoeh. Bangkongtetpawiteh, ka sak e kâha hoi muitha teh ka hma lah a tâwn han doeh.
17 For hans Gridskheds Skyld blev jeg vred, slog ham og skjulte mig i Harme; han fulgte i Frafald sit Hjertes Vej.
Bangkongtetpawiteh, utsinnae hoi payonnae dawkvah, ka lungkhuek teh ka tuk, ka minhmai ka hro teh ka lungkhuek. Hatei, ahnimouh teh amamae lungpata laihoi ao awh.
18 Jeg saa hans Vej, men nu vil jeg læge og lede ham og give ham Trøst til Bod;
A hringnae teh ka hmu toe. Ahni teh, ka dam sak han. Ka ceikhai vaiteh, ahni hoi ahni kakhuinaw koevah, lungmawngnae teh bout ka poe han.
19 hos de sørgende skaber jeg Læbernes Frugt, Fred, Fred for fjern og nær, siger HERREN, og nu vil jeg læge ham.
Pahni paw hah ka sak. Ahlanae koe kaawmnaw hoi a hnainae koe kaawmnaw koevah, roumnae, roumnae teh awm lawiseh, telah BAWIPA ni ati. Hahoi ahni teh ka dam sak han ati.
20 Men de gudløse er som det oprørte Hav, der ikke kan komme til Ro, hvis Bølger opskyller Mudder og Dynd.
Hatei, tamikathoutnaw teh, kâhuen e talî patetlah ao. Duem ao thai hoeh toteh, songnawng hoi tangdong a tâco sak.
21 De gudløse har ingen Fred, siger min Gud.
Tamikathoutnaw hanelah roumnae awm hoeh telah ka Cathut ni ati.
