< Esajas 49 >
1 Hør mig, I fjerne Strande, lyt til, I Folk i det fjerne! HERREN har fra Moders Liv kaldt mig, fra Moders Skød nævnet mit Navn;
Sanglak rhoek loh kamah taengkah he hnatun uh saeh lamtah khohla lamkah namtu rhoek loh hnatung uh saeh. BOEIPA loh kai he bungko khuiah ng'khue coeng tih a nu bung khuiah ni ka ming a sum coeng.
2 til et skarpt Sværd gjorde han min Mund og skjulte mig i Skyggen af sin Haand, til en sleben Pil har han gjort mig og gemt mig i sit Kogger,
Ka ka he cunghang haat bangla a khueh tih a kut dongkah hlipkhup ah kai n'thuh. Kai he thaltang la n'khueh tih amah kah liva dongah a meet tangtae la kai n'thuh.
3 sagt til mig: »Du er min Tjener, Israel, ved hvem jeg vinder Ære.«
Kai taengah tah, “Kamah kah sal tah Israel nang, namah dongah ni ka ko ka hang eh.
4 Jeg sagde: »Min Møje er spildt, paa Tomhed og Vind sled jeg mig op — dog er min Ret hos HERREN, min Løn er hos min Gud.«
Tedae kai loh a poeyoek la ka ti coeng. A hinghong la ka kohnue tih ka thadueng khaw a honghi coeng. Ka tiktamnah he BOEIPA taengah, ka thaphu te ka Pathen taengah ka bawt.
5 Og nu siger HERREN, som danned mig fra Moders Liv til sin Tjener for at hjemføre Jakob til ham og samle Israel til ham — og i HERRENS Øjne er jeg æret, min Gud er blevet min Styrke —
Bungko khui lamloh amah kah sal la kai aka hlinsai BOEIPA loh Jakob te amah taengla mael sak ham neh Israel te amah taengla coi ham te a thui coeng. Te dongah BOEIPA mikhmuh ah ka thangpom uh tih ka Pathen tah ka sarhi la om.
6 han siger: »For lidt for dig som min Tjener at rejse Jakobs Stammer og hjemføre Israels frelste! Jeg gør dig til Hedningers Lys, at min Frelse maa naa til Jordens Ende.«
Jakob koca te thoh ham neh Israel a kueinah tih mael puei ham khaw kamah kah sal la na om te rhaemaih. Nang tah diklai khobawt duela kamah kah khangnah a om sak ham neh namtom rhoek kah vangnah la kang khueh ni,” a ti.
7 Saa siger HERREN, Israels Genløser, dets Hellige, til den dybt foragtede, skyet af Folk, Herskernes Træl: Konger skal se det og rejse sig, Fyrster skal kaste sig ned for HERRENS Skyld, den trofaste, Israels Hellige, der udvælger dig.
Israel aka tlan tih anih kah a cim Yahovah loh hinglu kah a hnaep taengah, namtom kah a tuei taengah, aka taemrhai rhoek kah sal taengah, “Manghai rhoek loh a hmuh uh vaengah mangpa rhoek khaw thoo uh vetih a bawk uh bitni. Israel kah a cim BOEIPA tah a uepom dongah ni nang n'coelh.
8 Saa siger HERREN: Jeg hører dig i Naadens Stund, jeg hjælper dig paa Frelsens Dag, vogter dig og gør dig til Folkepagt for at rejse Landet igen, udskifte øde Lodder
BOEIPA loh, “Kolonah tue vaengah nang kan doo tih khangnah khohnin ah nang kan bom. Nang te kang kueinah vetih aka pong tangtae khohmuen aka thoh ham neh rho aka pang pilnam patai la nang te kang khueh ni.
9 og sige til de bundne: »Gaa ud!« til dem i Mørket: »Kom frem!« Græs skal de finde langs Vejene, Græsgang paa hver nøgen Høj;
Amih hmaisuep ah a khih rhoek te, 'Ha pawk uh lamtah ha mop uh,’ ti nah. Longpuei ah luem uh vetih caphoei cuk boeih te amih kah rhamtlim la poeh ni.
10 de hungrer og tørster ikke, dem stikker ej Hede og Sol. Thi deres Forbarmer fører dem, leder dem til Kildevæld;
Lamlum uh pawt vetih halthi uh mahpawh. Amih te unghae neh khomik loh do mahpawh. Amih aka haidam loh amih te a hmaithawn vetih tuisih tui taengla a khool ni.
11 jeg gør alle Bjerge til Vej, og alle Stier skal højnes.
Kamah kah tlang boeih te long la ka khueh vetih ka longpuei te ka pomsang ni.
12 Se, nogle kommer langvejsfra, nogle fra Nord og Vest, nogle fra Sinims Land.
Khohla lamkah rhoek te ha pawk uh ni ke. Tlangpuei lamkah rhoek neh tuitun lamkah ke khaw, Sinim kho lamkah rhoek khaw.
13 Jubler, I Himle, fryd dig, du Jord, I Bjerge, bryd ud i Jubel! Thi HERREN trøster sit Folk, forbarmer sig over sine arme.
Vaan rhoek loh tamhoe uh lamtah diklai khaw omngaih saeh. Tlang rhoek khaw tamlung neh rhong la rhong uh saeh. BOEIPA loh a pilnam te a hloep tih mangdaeng rhoek te a haidam coeng.
14 Dog siger Zion: »HERREN har svigtet mig, Herren har glemt mig!«
Zion loh, “Yahovah loh kai n'hnoo tih ka Boeipa loh kai n'hnilh coeng,” a ti.
15 Glemmer en Kvinde sit diende Barn, en Moder, hvad hun bar under Hjerte? Ja, selv om de kunde glemme, jeg glemmer ej dig.
Huta loh a ca cahni te a hnilh a? A bungko khuikah a ca te a haidam ta. Te rhoek loh hnilh uh mai cakhaw kai long he nang kan hnilh mahpawh.
16 Se, i mine Hænder har jeg tegnet dig, dine Mure har jeg altid for Øje.
Kutpha dongah nang kan tarhit coeng tih na vongtung khaw kamah hmaiah om yoeyah coeng he.
17 Dine Børn kommer ilende; de, som nedbrød og lagde dig øde, gaar bort.
Na ca rhoek loh namah n'koengloeng uh paitok tih namah lamkah aka thoeng rhoek loh nang n'khah uh.
18 Løft Øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig. Saa sandt jeg lever, lyder det fra HERREN: Du skal bære dem alle som Smykke, binde dem som Bruden sit Bælte.
Na mik te huel kilkoel lamtah hmu van lah. Amih te boeih coi uh thae tih nang taengla ha pawk uh coeng. Kai, hingnah BOEIPA kah olphong ni. Amih boeih te kamrhui bangla na vah vetih na langa bangla na hlaengtang ni.
19 Thi dine Tomter og Grusdynger, dit hærgede Land — ja, nu er du Beboerne for trang; de, som aad dig, er borte;
Namah kah imrhong neh na ponah kho na pong sak. Khosa taeng lamloh n'daengdaeh pawn vetih nang aka yoop rhoek khaw lakhla uh bitni.
20 end skal du høre dem sige, din Barnløsheds Børn: »Her er for trangt, saa flyt dig, at jeg kan sidde!«
Nang hlangmoeng ca rhoek na hna khuiah, “Kai ham a hmuen caek coeng tih kamah ham han thoeih lamtah kho ka sa eh?,” a ti uh ni.
21 Da tænker du i dit Hjerte: »Hvo fødte mig dem? Jeg var jo barnløs og gold, landflygtig og bortstødt, hvo fostrede dem? Ene sad jeg tilbage, hvor kommer de fra?«
Te vaengah na thinko nen tah, “Kai aka cun te unim? Kai dueidah laemhong neh pumhong he a hliphen tih n'rhoe sut. Te dongah te rhoek aka puel sak te unim? Kai kamah bueng ka sueng vaengah melae amih eh?,” na ti ni.
22 Saa siger den Herre HERREN: Se, jeg løfter min Haand for Folkene, rejser mit Banner for Folkeslag, og de bringer dine Sønner i Favnen, dine Døtre bæres paa Skulder.
Ka Boeipa Yahovah loh he ni a thui. Namtom taengah ka kut ka thueng vetih pilnam hamla ka rholik ka thoh pah ni. Te vaengah tah na ca rhoek te poehla neh ham pawk puei uh vetih na tanu rhoek te laengpang dongah a poeh uh ni.
23 Konger bliver Fosterfædre for dig, deres Dronninger skal være dine Ammer. De kaster sig paa Ansigtet for dig, slikker dine Fødders Støv. Du skal kende, at jeg er HERREN; de, som bier paa mig, bliver ikke til Skamme.
Manghai rhoek te nang aka kaem la, a boeinu rhoek khaw nang aka khut la om uh ni. Nang taengah a talung neh diklai la bakop uh vetih na kho dongkah laipi a laem uh ni. Te vaengah kai Yahovah neh kai aka lamtawn rhoek loh yah a poh pawt te na ming uh ni.
24 Kan Bytte fratages en Helt, kan den stærkes Fanger slippe bort?
Hlangrhalh kah hnorhawt te a loh vetih aka dueng kah tamna te a loeih khaming a?
25 Thi saa siger HERREN: Om Fanger end fratages Helten, slipper Bytte end bort fra den stærke, jeg strider mod dem, der strider mod dig, og dine Børn vil jeg frelse.
Tedae BOEIPA loh, “Hlangrhalh tamna khaw a loh pah vetih hlanghaeng a dang khaw a khong pah ni. Na lungawn taengah kai loh kang rhoe vetih na ca rhoek te kamah loh ka khang ni.
26 Dem, der trænger dig, lader jeg æde deres eget Kød, deres Blod skal de drikke som Most; alt Kød skal kende, at jeg, HERREN, er din Frelser, din Genløser Jakobs Vældige.
Nang aka vuelvaek rhoek te a saa ka cah vetih a thii te thingtui bangla rhuihmil uh ni. Te vaengah pumsa boeih loh kai tah nang kah khangkung Yahovah neh nang aka tlan Jakob kah samrhang la a ming uh ni.