Esajas 43

1 Men nu, saa siger HERREN, som skabte dig, Jakob, danned dig, Israel: Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved Navn, du er min!

Ka ko eni, ʻoku pehē ʻe Sihova ʻaia naʻa ne ngaohi koe, ʻE Sēkope, pea ko ia naʻe fakafuofua koe, ʻE ʻIsileli, “ʻOua ʻe manavahē: he kuo u huhuʻi koe, kuo u ui koe ʻaki ho hingoa; ʻoku ʻaʻaku koe.

2 Naar du gaar gennem Vande, er jeg med dig, gennem Strømme, de river dig ikke bort; naar du gaar gennem Ild, skal du ikke svides, Luen brænder dig ikke.

‌ʻOka ke ka ʻalu ʻi he vai, te u ʻiate koe; pea ʻi he ngaahi vaitafe, ʻe ʻikai te ke melemo ai: ʻoka ke ka ʻalu ʻi he afi, ʻe ʻikai te ke vela; pea ʻe ʻikai ʻalu hake ʻiate koe ʻae ulo afi.

3 Thi jeg er din Gud, jeg, HERREN, Israels Hellige din Frelser. Jeg giver Ægypten som Løsesum, Ætiopien og Seba i dit Sted,

He ko au ko Sihova ko ho ʻOtua, ko e tokotaha māʻoniʻoni ʻo ʻIsileli, ko ho Fakamoʻui: naʻaku foaki ʻa ʻIsipite ko ho huhuʻi, ʻa ʻItiopea mo Sipa maʻau.

4 fordi du er dyrebar for mig, har Værd, og jeg elsker dig; jeg giver Mennesker for dig og Folkefærd for din Sjæl.

Ko e meʻa ʻi hoʻo mahuʻinga ʻi hoku ʻao, ko ia naʻa ke ongoongolelei ai, pea kuo u ʻofa kiate koe: ko ia te u foaki ʻae kau tangata koeʻuhi ko koe, pea mo e kakai koeʻuhi ko hoʻo moʻui.

5 Frygt ikke, thi jeg er med dig! Jeg bringer dit Afkom fra Østen, sanker dig sammen fra Vesten,

‌ʻOua ʻe manavahē: he ʻoku ou ʻiate koe: te u ʻomi ho hako mei hahake, pea tānaki ko e mei he lulunga;

6 siger til Norden: »Giv hid!« til Sønden: »Hold ikke tilbage! Bring mine Sønner fra det fjerne, mine Døtre fra Jordens Ende,

Te u pehē ki he tokelau, ‘Tukuange,’ pea ki he potu tonga, ‘ʻOua ʻe taʻofi:’ ʻomi hoku ngaahi foha mei he mamaʻo, mo hoku ngaahi ʻofefine mei he ngaahi ngataʻanga ʻo māmani;

7 enhver, der er kaldt med mit Navn, hvem jeg skabte, danned og gjorde til min Ære!«

‌ʻIo, ʻakinautolu kotoa pē ʻoku ui ʻaki hoku huafa: he kuo fakatupu ia ke u ongoongolelei ai: naʻaku fakafuofua ia, ʻio, naʻaku ngaohi ia.”

8 Før det blinde Folk frem, der har Øjne, de døve, der dog har Ører!

Omi ʻae kakai kui ʻoku mata, pea mo e tuli ʻoku telinga.

9 Lad alle Folkene samles, lad Folkefærdene flokkes! Hvo blandt dem kan forkynde sligt eller paavise Ting, de har forudsagt? Lad dem føre Vidner og faa Ret, lad dem høre og sige: »Det er sandt!«

Ke tānaki fakataha ʻae ngaahi puleʻanga kotoa pē, pea ke fakataha ʻae kakai: ko hai ʻiate kinautolu te ne fakahā ʻae meʻa ni, pea fakahā kiate kitautolu ʻae ngaahi meʻa muʻa? Tuku ke nau ʻomi ʻa ʻenau kau fakamoʻoni, koeʻuhi ke nau tonuhia: pe tuku ke nau fanongo, pea pehē, “Ko e moʻoni ia.”

10 Mine Vidner er I, saa lyder det fra HERREN, min Tjener, hvem jeg har udvalgt, at I maa kende det, tro mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev en Gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen;

‌ʻOku pehē ʻe Sihova, “Ko ʻeku kau fakamoʻoni ʻakimoutolu, pea ko ʻeku tamaioʻeiki ʻaia kuo u fili: koeʻuhi ke mou ʻilo pea tui kiate au, pea ʻilo pau ko au ia: naʻe ʻikai ha ʻOtua kuo fakatupu ʻi muʻa ʻiate au, pea ʻe ʻikai ha taha kimui.

11 jeg, jeg alene er HERREN, uden mig er der ingen Frelser.

Ko au, ʻio ko au, ko Sihova; pea ʻoku ʻikai mo ha fakamoʻui ka ko au pe.

12 Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, ej fremmede hos jer; I er mine Vidner, lyder det fra HERREN. Jeg er fra Evighed Gud,

Kuo u fakahā, pea kuo u fakamoʻui, pea kuo u fakahinohino, ʻi he ʻikai ha ʻotua kehe ʻiate kimoutolu: ko ia ʻoku pehē ʻe Sihova, “ko ʻeku kau fakamoʻoni ʻakimoutolu, Ko au pe ko e ʻOtua.”

13 den eneste ogsaa i Fremtiden. Ingen frier af min Haand, jeg handler — hvo gør det ugjort?

‌ʻIo, ʻi he teʻeki ai ʻae ʻaho ko au ia, pea ʻoku ʻikai ha taha te ne faʻa fakamoʻui mei hoku nima: te u ngāue, pea ko hai te ne taʻofi au?

14 Saa siger HERREN, eders Genløser, Israels Hellige: For eder gør jeg Opbud mod Babel og fjerner deres Fængsels Portslaaer, mens Kaldæerne bindes i Halsjern.

ʻOku pehē ʻe Sihova, ko homou huhuʻi, ko e tokotaha māʻoniʻoni ʻo ʻIsileli; Ko e meʻa ʻiate kimoutolu kuo u fekau ki Papilone, pea kuo ʻomi ki lalo honau houʻeiki, pea mo e kakai Kalitia, ʻaia ʻoku ʻi he ngaahi vaka ʻenau tangi.

15 Jeg, HERREN, jeg er eders Hellige, Israels Skaber eders Konge.

Ko au ko Sihova, ko homou tokotaha māʻoniʻoni, ko e Tupuʻanga ʻo ʻIsileli, ko homou Tuʻi.

16 Saa siger HERREN, som lagde en Vej i Havet, en Sti i de stride Vande,

‌ʻOku pehē ʻe Sihova, ʻaia ʻoku ngaohi ʻae ʻaluʻanga ʻi he moana, pea mo e hala ʻi he ngaahi vai lahi;

17 førte Vogne og Heste derud, Hær og Kriger tillige; de segned og rejste sig ikke, sluktes, gik ud som en Væge:

‌ʻAia ʻoku ʻomi ʻae saliote mo e hoosi, ʻae kongakau mo e mālohi: te nau tokoto fakataha, ʻe ʻikai te nau tuʻu ki ʻolunga: kuo nau ʻauha, kuo fuʻifuʻi ʻakinautolu ʻo hangē ko e filo ʻoe maama.

18 Kom ikke det svundne i Hu, tænk ikke paa Fortidens Dage!

“ʻOua naʻa mou manatu ki he ngaahi meʻa muʻa, pe tokanga ki he ngaahi meʻa motuʻa.

19 Thi se, nu skaber jeg nyt, alt spirer det, ser I det ikke? Gennem Ørkenen lægger jeg Vej, Floder i det øde Land;

Vakai, te u fai ha meʻa foʻou; ʻe tupu hake ni ia; pea ʻikai te mou ʻilo ia? ʻIo, te u ngaohi ha hala ʻi he potu lala, mo e ngaahi vaitafe ʻi he toafa.

20 de vilde Dyr skal ære mig, Sjakaler tillige med Strudse. Thi Vand vil jeg give i Ørkenen, Floder i det øde Land, for at læske mit udvalgte Folk.

‌ʻE fakaʻapaʻapa kiate au ʻae fanga manu ʻoe vao, ʻae talākoni mo e ngaahi lulu: koeʻuhi ʻoku ou foaki ʻae vai ʻi he potu lala, mo e vaitafe ʻi he toafa, ke ʻatu ʻae inu ki hoku kakai kuo u fili.

21 Det Folk, jeg har dannet mig, skal synge min Pris.

Kuo u ngaohi ʻae kakai ni maʻaku; te nau fakahā hoku ongoongolelei.

22 Jakob, du kaldte ej paa mig eller trætted dig, Israel, med mig;

Ka naʻe ʻikai te ke ui kiate au, ʻE Sēkope; ka kuo ke fiu ʻiate au, ʻE ʻIsileli.

23 du bragte mig ej Brændofferlam, du æred mig ikke med Slagtofre; jeg plaged dig ikke for Afgrødeoffer, trætted dig ikke for Røgelse;

‌ʻOku teʻeki te ke ʻomi ʻae fanga lami ʻo hoʻo ngaahi feilaulau tutu; pea teʻeki ai te ke fakaʻapaʻapa ʻaki hoʻo ngaahi feilaulau. Naʻe ʻikai te u fekau ke ke tauhi au ʻaki ha meʻa foaki, pe fakaongosia koe ʻi he ʻomi ʻae meʻa namu kakala.

24 du købte mig ej Kalmus for Sølv eller kvæged mig med Slagtofres Fedt. Nej, du plaged mig med dine Synder, trætted mig med din Brøde.

‌ʻOku teʻeki te ke fakatau maʻaku ʻae ʻakau namu kakala ʻaki ha paʻanga, pea ʻoku teʻeki te ke fakamākona au ʻaki ʻae ngako ʻo hoʻo ngaahi feilaulau; ka kuo ke taʻomia au ʻaki hoʻo ngaahi hia, kuo ke fakafiuʻi au ʻi hoʻo ngaahi fai kovi.

25 Din Misgerning sletter jeg ud, jeg, jeg, for min egen Skyld, kommer ej dine Synder i Hu.

Ko au, ʻio ko au ia, ʻaia ʻoku tāmateʻi hoʻo ngaahi hia koeʻuhi ko au, pea ʻe ʻikai te u manatu hoʻo ngaahi angahala.

26 Mind mig, lad vor Sag gaa til Doms, regn op, saa du kan faa Ret!

Fakamanatuʻi au: ke tau fefakamaauʻaki: fai hoʻo fakamatala, koeʻuhi ke ke tonuhia.

27 Allerede din Stamfader synded, dine Talsmænd forbrød sig imod mig,

Kuo fai hala hoʻo ʻuluaki tamai, pea kuo talangataʻa kiate au hoʻo kau akonaki.

28 saa jeg vanæred hellige Fyrster, gav Jakob hen til Band og Israel hen til Spot.

Pea kuo fakalieliaʻi ʻe ho ngaahi houʻeiki hoku fale tapu, ko ia te u tuku ʻa Sēkope ki he malaʻia, pea ko ʻIsileli ki he valoki.”