Esajas 43

1 Men nu, saa siger HERREN, som skabte dig, Jakob, danned dig, Israel: Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved Navn, du er min!

Toe vaihi loe Aw Jakob, nang sahkung, Aw Israel, nang omsakkung, Angraeng mah hae tiah thuih; Aw Israel zii hmah; kai mah kang krang boeh moe, ahmin hoiah kang kawk boeh; nang loe kai ih hmuen ah ni na oh boeh.

2 Naar du gaar gennem Vande, er jeg med dig, gennem Strømme, de river dig ikke bort; naar du gaar gennem Ild, skal du ikke svides, Luen brænder dig ikke.

Tui nang kat naah doeh, kang oh thuih han; vapui nang kat naah doeh, tui mah na uem mak ai; hmai pongah na caeh naah doeh, na kangh mak ai; hmaipalai mah doeh na kangh mak ai.

3 Thi jeg er din Gud, jeg, HERREN, Israels Hellige din Frelser. Jeg giver Ægypten som Løsesum, Ætiopien og Seba i dit Sted,

Kai loe nang pahlongkung, nang ih Angraeng Sithaw hoi Ciimcai Israel Sithaw ah ka oh; nang akrang hanah Izip, Ethiopia hoi Seba prae to ka paek.

4 fordi du er dyrebar for mig, har Værd, og jeg elsker dig; jeg giver Mennesker for dig og Folkefærd for din Sjæl.

Nang loe ka mik hnukah atho kana ah na oh moe, pakoeh koiah na oh; kang palung pongah nang hanah kaminawk to kang paek, na hing hanah acaeng kaminawk kang paek han.

5 Frygt ikke, thi jeg er med dig! Jeg bringer dit Afkom fra Østen, sanker dig sammen fra Vesten,

Zii hmah; nang hoi nawnto ka oh; na caengnawk to ni angzae bang, niduem bang hoiah ka hoih moe, nawnto ka pakhueng han;

6 siger til Norden: »Giv hid!« til Sønden: »Hold ikke tilbage! Bring mine Sønner fra det fjerne, mine Døtre fra Jordens Ende,

aluek bang hanah, Prawt oh, tiah ka naa moe, aloih bang khaeah, Naeh o caeng hmah; angthla parai ahmuen hoiah ka capanawk to hoi oh loe, ka canunawk to long boenghaih ahmuen hoiah hoi oh, tiah ka thuih pae han.

7 enhver, der er kaldt med mit Navn, hvem jeg skabte, danned og gjorde til min Ære!«

Ka hmin hoiah kawk ih kaminawk, ka lensawkhaih amtuengsak han ih ni ka sak moe, ka ohsak, ue, kai mah ni anih to ka sak.

8 Før det blinde Folk frem, der har Øjne, de døve, der dog har Ører!

Mik tawnh o e, mikmaeng kaminawk, naa tawnh o e, naapang kaminawk to angzo o haih ah.

9 Lad alle Folkene samles, lad Folkefærdene flokkes! Hvo blandt dem kan forkynde sligt eller paavise Ting, de har forudsagt? Lad dem føre Vidner og faa Ret, lad dem høre og sige: »Det er sandt!«

Prae kaminawk boih nawnto amkhueng o nasoe, kaminawk angcuu o nasoe; nihcae thungah mi kawbaktih mah maw hae hmuen hae thui ueloe, hmaloe ah kaom hmuennawk to mi mah maw aicae khaeah thui tih? Nihcae loe toeng o, tiah panoek thai hanah, hnukungnawk to angzo o haih nasoe; to tih ai boeh loe lok tahngai o nasoe loe, loktang to thui o nasoe.

10 Mine Vidner er I, saa lyder det fra HERREN, min Tjener, hvem jeg har udvalgt, at I maa kende det, tro mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev en Gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen;

Kai loe anih boeh ni, tiah panoek moe, nang tang o pacoengah, kai nang panoek o tangtang thai hanah, nangcae loe kai hnukung, kang qoih o ih tamna ah na oh o, tiah Angraeng mah thuih.

11 jeg, jeg alene er HERREN, uden mig er der ingen Frelser.

Kai, Kai loe Angraeng ah ka oh; Kai ai ah loe pahlongkung om ai.

12 Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, ej fremmede hos jer; I er mine Vidner, lyder det fra HERREN. Jeg er fra Evighed Gud,

Kai loe thuih moe, ka thuih ih lok baktih toengah ka pahlong, kamtueng ah doeh ka sak boeh, nangcae salakah prae kalah sithaw to om ai; to pongah nangcae loe Kai hnukung ah na oh o, Kai loe Sithaw ah ka oh.

13 den eneste ogsaa i Fremtiden. Ingen frier af min Haand, jeg handler — hvo gør det ugjort?

Ue, Kai loe ani om ai naah Sithaw ah ka oh boeh; ka ban thung hoi kalomh thaih mi doeh om ai; ka sak ih hmuen hae mi mah maw aek thai tih? tiah Angraeng mah thuih.

14 Saa siger HERREN, eders Genløser, Israels Hellige: For eder gør jeg Opbud mod Babel og fjerner deres Fængsels Portslaaer, mens Kaldæerne bindes i Halsjern.

Nangcae akrangkung, Ciimcai Israel Sithaw mah hae tiah thuih; nangcae pongah Babylon ah kami ka patoeh moe, kaproeng Khaldian kaminawk to nihcae amoekhaih palongpui thungah ka kraksak boih han.

15 Jeg, HERREN, jeg er eders Hellige, Israels Skaber eders Konge.

Kai loe Angraeng ah ka oh, Ciimcai nangcae ih Sithaw, Israel sahkung, nangcae ih Siangpahrang ah ka oh, tiah thuih.

16 Saa siger HERREN, som lagde en Vej i Havet, en Sti i de stride Vande,

Tuipui thungah loklam sahkung, kalen parai tuipui thungah caehhaih lam sahkung,

17 førte Vogne og Heste derud, Hær og Kriger tillige; de segned og rejste sig ikke, sluktes, gik ud som en Væge:

hrang lakok hoi hrangnawk, pop parai misatuh kaminawk zaehoikung, nihcae angthawk thaih han ai ah, nawnto amtimsak moe, kadueh hmai baktiah nihcae paduekkung Angraeng mah hae tiah thuih;

18 Kom ikke det svundne i Hu, tænk ikke paa Fortidens Dage!

hnukbang ih hmuennawk to pahnet oh loe, canghnii ih hmuennawk to poek o hmah lai ah.

19 Thi se, nu skaber jeg nyt, alt spirer det, ser I det ikke? Gennem Ørkenen lægger jeg Vej, Floder i det øde Land;

Khenah, hmuen kangtha ka sak han boeh; vaihi tacawt tahang tih boeh; praezaek ah loklam to ka sak moe, long karoem ahmuen ah tui ka longsak han, tito na panoek o ai maw?

20 de vilde Dyr skal ære mig, Sjakaler tillige med Strudse. Thi Vand vil jeg give i Ørkenen, Floder i det øde Land, for at læske mit udvalgte Folk.

Ka qoih ih kami, kaimah ih kaminawk to tui paek hanah, praezaek ah tui ka paek moe, long karoem ahmuen ah tui ka longsak pongah, taw ih moisannawk, tasuinawk hoi bukbuhnawk mah kai to pakoeh o tih.

21 Det Folk, jeg har dannet mig, skal synge min Pris.

Nihcae mah kai pakoeh o hanah, kaimah ni hae kaminawk hae ka sak.

22 Jakob, du kaldte ej paa mig eller trætted dig, Israel, med mig;

Toe Aw Jakob, nang mah loe nang kawk ai; Aw Israel, kai hae nang hmawt sut boeh.

23 du bragte mig ej Brændofferlam, du æred mig ikke med Slagtofre; jeg plaged dig ikke for Afgrødeoffer, trætted dig ikke for Røgelse;

Kai khaeah hmai angbawnhaih hanah tuu to na sin ai, hmuen tathlanghaih hoiah doeh nang pakoeh ai. Hmuen paekhaih hoiah tok kang sahsak ai, hmuenzit ah oh han ai ah hmuihoih tui paek hanah doeh kang hnih ai.

24 du købte mig ej Kalmus for Sølv eller kvæged mig med Slagtofres Fedt. Nej, du plaged mig med dine Synder, trætted mig med din Brøde.

Kai hanah hmuihoih tui nang qan pae ai, angbawnhaih kathawk moi hoiah doeh kai zok nam hah sak ai; toe na zaehaih to hmuenzit ah nang phawsak moe, na sakpazaehaih hoiah kai nang phosak.

25 Din Misgerning sletter jeg ud, jeg, jeg, for min egen Skyld, kommer ej dine Synder i Hu.

Kai, kaimah roe mah ni, kaimah hanah na zaehaih to kang takhoe pae, na zaehaihnawk to ka pakuem mak ai boeh.

26 Mind mig, lad vor Sag gaa til Doms, regn op, saa du kan faa Ret!

Kalaem tangcae hmuen to na thui ah; nawnto thui o si; na loih thai hanah, thui ah.

27 Allerede din Stamfader synded, dine Talsmænd forbrød sig imod mig,

Hmaloe ih nam pa loe zaehaih to sak boeh, nang patuk kaminawk loe ka nuiah kahoih ai hmuen to sak o boeh.

28 saa jeg vanæred hellige Fyrster, gav Jakob hen til Band og Israel hen til Spot.

To pongah hmuenciim ah toksah qaimanawk to amhnong kami ah ka sak, Jakob to ka tangoeng moe, Israel to loksae ka bah.