Esajas 40
1 Trøst, ja trøst mit Folk, saa siger eders Gud,
Hǝlⱪimgǝ tǝsǝlli beringlar, tǝsǝlli beringlar, dǝpla yüridu Hudayinglar;
2 tal Jerusalem kærligt til og raab kun til det, at nu er dets Strid til Ende, dets Skyld betalt, tvefold Straf har det faaet af HERRENS Haand for alle sine Synder.
Yerusalemning ⱪǝlbigǝ sɵz ⱪilip uningƣa jakarlanglarki, Uning jǝbir-japaliⱪ waⱪti ahirlaxti, Uning ⱪǝbiⱨliki kǝqürüm ⱪilindi; Qünki u Pǝrwǝrdigarning ⱪolidin barliⱪ gunaⱨlirining orniƣa ikki ⱨǝssilǝp [meⱨir-xǝpⱪitini] aldi.
3 I Ørkenen raaber en Røst: »Ban HERRENS Vej, jævn i det øde Land en Højvej for vor Gud!
Anglanglar, dalada birsining towliƣan awazini! «Pǝrwǝrdigarning yolini tǝyyarlanglar, Qɵl-bayawanda Hudayimiz üqün bir yolni kɵtürüp tüptüz ⱪilinglar!
4 Hver Dal skal højnes, hvert Bjerg, hver Høj skal sænkes, bakket Land blive fladt og Fjeldvæg til Slette.
Barliⱪ jilƣilar kɵtürülidu, Barliⱪ taƣ-dɵnglǝr pǝs ⱪilinidu; Əgri-toⱪaylar tüzlinidu, Ongƣul-dongƣul yǝrlǝr tǝkxilinidu.
5 Aabenbares skal HERRENS Herlighed, alt Kød til Hobe skal se den. Thi HERRENS Mund har talet.«
Pǝrwǝrdigarning xan-xǝripi kɵrünidu, Wǝ barliⱪ tǝn igiliri uni tǝng kɵridu; Qünki Pǝrwǝrdigarning Ɵz aƣzi xundaⱪ sɵz ⱪilƣan!».
6 Der lyder en Røst, som siger: »Raab!« Jeg svarer: »Hvad skal jeg raabe?« »Alt Kød til Hobe er Græs, al dets Ynde som Markens Blomst;
— Anglanglar, bir awaz «jakarla» dǝydu; Jakarliƣuqi bolsa mundaⱪ sorap: — «Mǝn nemini jakarlaymǝn?» — dedi. [jawab bolsa: —] «Barliⱪ tǝn igiliri ot-qɵptur, halas; Wǝ ularning barliⱪ wapaliⱪi daladiki gülgǝ ohxax;
7 Græsset tørres, Blomsten visner, naar HERRENS Aande blæser derpaa; visselig, Folket er Græs,
Ot-qɵp solixidu, gül hazan bolidu, Qünki Pǝrwǝrdigarning Roⱨi üstigǝ püwlǝydu; Bǝrⱨǝⱪ, [barliⱪ] hǝlⱪmu ot-qɵptur!
8 Græsset tørres, Blomsten visner, men vor Guds Ord bliver evindelig.«
Ot-qɵp solixidu, gül hazan bolidu; Biraⱪ Hudayimizning kalam-sɵzi mǝnggügǝ turidu!»
9 Stig op paa højen Bjerg, du Zions Glædesbud, løft din Røst med Kraft, du Jerusalems Glædesbud, løft den uden Frygt og sig til Judas Byer: »Se eders Gud!«
— I Zionƣa hux hǝwǝr elip kǝlgüqi, yuⱪiri bir taƣⱪa qiⱪⱪin; Yerusalemƣa hux hǝwǝrni elip kǝlgüqi, Awazingni küqǝp kɵtürgin! Uni kɵtürgin, ⱪorⱪmiƣin! Yǝⱨudaning xǝⱨǝrlirigǝ: — «Mana, Hudayinglarƣa ⱪaranglar» degin!
10 Se, den Herre HERREN kommer med Vælde, han hersker med sin Arm. Se, hans Løn er med ham, hans Vinding foran ham,
Mana, Rǝb Pǝrwǝrdigar küq-ⱪudritidǝ keliwatidu, Uning biliki Ɵzi üqün ⱨoⱪuⱪ yürgüzidu; Mana, Uning alƣan mukapati Ɵzi bilǝn billǝ, Uning Ɵzining in’ami Ɵzigǝ ⱨǝmraⱨ bolidu.
11 han vogter sin Hjord som en Hyrde, samler den med Armen, bærer Lammene i Favn og leder de diende Faar.
Ⱪoyqidǝk U Ɵz padisini baⱪidu; U ⱪozilarni bilǝk-ⱪoliƣa yiƣidu, ularni ⱪuqaⱪlap mangidu, Emitküqilǝrni U mulayimliⱪ bilǝn yetǝklǝydu.
12 Hvo maaler Vandet i sin Haand, afmærker med Fingerspand Himlen, maaler Jordens Støv i Skæppe og vejer Bjerge med Bismer eller i Vægtskaal Høje?
Kim dǝrya-okyanlarning sulirini oqumida ɵlqǝp bǝlgiligǝn, Asmanlarni ƣeriqlap bekitkǝn, Jaⱨanning topa-qanglirini misⱪallap salƣan, Taƣlarni tarazida tarazilap, Dɵnglǝrni jingda tartip ornatⱪan?
13 Hvo leder HERRENS Aand, raader og lærer ham noget?
Kim Pǝrwǝrdigarning Roⱨiƣa yolyoruⱪ bǝrgǝn? Kim Uningƣa mǝsliⱨǝtqi bolup ɵgǝtkǝn?
14 Hos hvem faar han Raad og Indsigt, hvem lærer ham Rettens Vej, hvem kan give ham Kundskab, hvem kundgør ham indsigts Vej?
U kim bilǝn mǝsliⱨǝtlǝxkǝn, Kim Uni ǝⱪilliⱪ ⱪilip tǝrbiyǝligǝn? Uningƣa ⱨɵküm-ⱨǝⱪiⱪǝt qiⱪirix yolida kim yetǝkligǝn, Yaki Uningƣa bilim ɵgǝtkǝn, Yaki Uningƣa yorutulux yolini kim kɵrsǝtkǝn?
15 Se, som Draabe paa Spand er Folkene, at regne som Fnug paa Vægt, som et Gran vejer fjerne Strande.
Mana, Uning aldida ǝl-yurtlar Uningƣa nisbǝtǝn qelǝktǝ ⱪalƣan bir tamqa sudǝk, Tarazida ⱪalƣan topa-qangdǝk ⱨesablinidu; Mana, U arallarni zǝrriqǝ nǝrsidǝk ⱪoliƣa alidu;
16 Libanon giver ej Brændsel, dets Dyr ej Brændoffer nok.
Pütkül Liwan bolsa [ⱪurbangaⱨ] otiƣa, Uning ⱨaywanliri bolsa bir kɵydürmǝ ⱪurbanliⱪⱪa yǝtmǝydu.
17 Alle Folk er som intet for ham, for Luft og Tomhed at regne.
Əl-yurtlar uning aldida ⱨeqnǝrsǝ ǝmǝstur; Uningƣa nisbǝtǝn ular yoⱪning ariliⱪida, Ⱪuruⱪ-mǝnisiz dǝp ⱨesablinidu.
18 Med hvem vil I ligne Gud, hvad stiller I op som hans Lige?
Əmdi silǝr Tǝngrini kimgǝ ohxatmaⱪqisilǝr? Uni nemigǝ ohxitip selixturisilǝr?
19 Et Billede — det støber en Mester, en Guldsmed lægger Guld derpaa, og Sølvkæder støber en anden.
[Bir butⱪimu?!] Uni ⱨünǝrwǝn ⱪelipⱪa ⱪuyup yasaydu; Zǝrgǝr uningƣa altun ⱨǝl beridu, Uningƣa kümüx zǝnjirlǝrni soⱪup yasaydu.
20 Den, som vil rejse en Afgud, vælger sig Træ, som ej raadner; han søger sig en kyndig Mester til at rejse et Billede, som staar.
Yoⱪsullarning beƣixliƣudǝk undaⱪ ⱨǝdiyiliri bolmisa, qirimǝydiƣan bir dǝrǝhni tallaydu; U lingxip ⱪalmiƣudǝk bir butni oyup yasaxⱪa usta bir ⱨünǝrwǝn izdǝp qaⱪiridu.
21 Ved I, hører I det ikke, er det ikke forkyndt jer for længst? Har I da ikke skønnet det, fra Jordens Grundvold blev lagt?
Silǝr bilmǝmsilǝr? Silǝr anglap baⱪmiƣanmusilǝr? Silǝrgǝ ǝzǝldin eytilmiƣanmidu? Yǝr-zemin apiridǝ bolƣandin tartip qüxǝnmǝywatamsilǝr?
22 Han troner over Jordens Kreds, som Græshopper er dens Beboere; han udbreder Himlen som en Dug og spænder den ud som et Teltbo.
U yǝr-zeminning qǝmbirikining üstidǝ olturidu, Uningda turuwatⱪanlar uning aldida qaⱪqiⱪirlardǝk turidu; U asmanlarni pǝrdidǝk tartidu, Ularni huddi makan ⱪilidiƣan qedirdǝk yayidu;
23 Fyrster gør han til intet, Jordens Dommere til Luft.
U ǝmirlǝrni yoⱪⱪa qiⱪiridu; Jaⱨandiki sotqi-bǝglǝrni artuⱪqǝ ⱪilidu.
24 Knap er de plantet, knap er de saaet, knap har Stiklingen Rod i Jorden, saa aander han paa dem, de visner; som Straa fejer Storm dem bort.
Ular tikildimu? Ular terildimu? Ularning ƣoli yiltiz tarttimu? — Biraⱪ U üstigila püwlǝp, ular solixip ketidu, Ⱪuyun ularni topandǝk elip taxlaydu.
25 Hvem vil I ligne mig med som min Ligemand? siger den Hellige.
Əmdi Meni kimgǝ ohxatmaⱪqisilǝr? Manga kim tǝngdax bolalisun?» — dǝydu Muⱪǝddǝs Bolƣuqi.
26 Løft eders Blik til Himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres Hær efter Tal, kalder hver enkelt ved Navn; saa stor er hans Kraft og Vælde, at ikke en eneste mangler.
Kɵzliringlarni yuⱪiriƣa kɵtürüp, ⱪaranglar! Muxu mǝwjudatlarni kim yaratⱪandu? Ularni kim türküm-türküm ⱪoxunlar ⱪilip tǝrtiplik ǝpqiⱪidu? U ⱨǝmmisini nami bilǝn bir-birlǝp qaⱪiridu; Uning küqining uluƣluⱪi, ⱪudritining zorluⱪi bilǝn, Ulardin birimu kǝm ⱪalmaydu.
27 Hvorfor siger du, Jakob, hvi taler du, Israel, saa: »Min Vej er skjult for HERREN, min Ret gled min Gud af Hænde.«
— Nemixⱪa xuni dǝwerisǝn, i Yaⱪup? Nemixⱪa mundaⱪ sɵzlǝwerisǝn, i Israil: — «Mening yolum Pǝrwǝrdigardin yoxurundur, Hudayim mening dǝwayimƣa erǝn ⱪilmay ɵtiweridu!»?
28 Ved du, hørte du ikke, at HERREN er en evig Gud, den vide Jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans Indsigt udgrundes ikke;
Silǝr bilmigǝnmusilǝr? Anglap baⱪmiƣanmusilǝr? Pǝrwǝrdigar — Əbǝdil’ǝbǝdlik Huda, Jaⱨanning ⱪǝrilirini Yaratⱪuqidur! U ya ⱨalsizlanmaydu, ya qarqimaydu; Uning oy-bilimining tegigǝ ⱨǝrgiz yǝtkili bolmaydu.
29 han giver den trætte Kraft, den svage Fylde af Styrke.
U ⱨalidin kǝtkǝnlǝrgǝ ⱪudrǝt beridu; Maƣdursizlarƣa U bǝrdaxliⱪni ⱨǝssilǝp awutidu.
30 Ynglinge trættes og mattes, Ungersvende snubler brat,
Ⱨǝtta yigitlǝr ⱨalidin ketip qarqap kǝtsimu, Baturlar bolsa putlixip yiⱪilsimu,
31 ny Kraft faar de, der bier paa HERREN, de faar nye Svingfjer som Ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes.
Biraⱪ Pǝrwǝrdigarƣa tǝlmürüp kütkǝnlǝrning küqi yengilinidu; Ular bürkütlǝrdǝk ⱪanat kerip ɵrlǝydu; Ular yügürüp, qarqimaydu; Yolda mengip, ⱨalidin kǝtmǝydu!
