Esajas 40

1 Trøst, ja trøst mit Folk, saa siger eders Gud,

Lhamong uvin, lhamong uvin kamite, tin na Pathen’uvin aseije.

2 tal Jerusalem kærligt til og raab kun til det, at nu er dets Strid til Ende, dets Skyld betalt, tvefold Straf har det faaet af HERRENS Haand for alle sine Synder.

Jerusalem chu lungset neijin kihou piuvin. Alungkham nau nikho sung kichaiya ahitai, chule achonset nau kingaidama ahitai, tin seipeh’uvin. Achonset nau jeh in achan dingu ajat nia engbolna kipeuva ahitai.

3 I Ørkenen raaber en Røst: »Ban HERRENS Vej, jævn i det øde Land en Højvej for vor Gud!

Ngaipha’n, tin khosam khat aw chun, “Pakai hungna dingin gamthip gam chu sutheng uvin! I Pathen dinguvin lam lhongpi chu sem jangun” tin aseije!

4 Hver Dal skal højnes, hvert Bjerg, hver Høj skal sænkes, bakket Land blive fladt og Fjeldvæg til Slette.

Gomkom laiho dip dimun, chule mol le lhangho sunem uvin. Lamkon laiho jansah’uvin, chule abohlaiho ladoh’un.

5 Aabenbares skal HERRENS Herlighed, alt Kød til Hobe skal se den. Thi HERRENS Mund har talet.«

Chuteng leh Pakai loupina chu hung kilangin tin, hichu mi jousen amusoh kei dingu ahi, tin Pakaiyin aseije.

6 Der lyder en Røst, som siger: »Raab!« Jeg svarer: »Hvad skal jeg raabe?« »Alt Kød til Hobe er Græs, al dets Ynde som Markens Blomst;

Aw hung ging chun khosam’in, ati. Keiman, “Ipi kasap ding ham”? tia kadoh le, mihem ho hampa bangbep ahiuve, chule amel hoinau jong hi loujaova hampa pah banga kemloi jeng thei ahi, tin samin eiti.

7 Græsset tørres, Blomsten visner, naar HERRENS Aande blæser derpaa; visselig, Folket er Græs,

Hampa agopjin chule apah jong Pakai Hu’in asem tengleh amollhah ji tobang'in, mihem hinkho jong hi chutia mollha jia ahije.

8 Græsset tørres, Blomsten visner, men vor Guds Ord bliver evindelig.«

Hampa agop jin chule apah jong chu amolha jin, hinla I Pathen’u Thuhi tonsotna umjing ahije.

9 Stig op paa højen Bjerg, du Zions Glædesbud, løft din Røst med Kraft, du Jerusalems Glædesbud, løft den uden Frygt og sig til Judas Byer: »Se eders Gud!«

O Zion, Kipana Thupha pole, mol chung vum hoa kon’in samin! Hasap in sam’in, Vo Jerusalem. Kichatna neilou hellin, Judah khotinna, ‘Na Pathen hung ding ahitai,’ tin seipeh in.

10 Se, den Herre HERREN kommer med Vælde, han hersker med sin Arm. Se, hans Løn er med ham, hans Vinding foran ham,

Ahije, thanei pen Pakai thuneitah in ahunge. Ama’n aban’jang thahatna vai ahinpoh ding ahi. Ven, Ama ahung tengleh tohman ahin choipeh ding ahije.

11 han vogter sin Hjord som en Hyrde, samler den med Armen, bærer Lammene i Favn og leder de diende Faar.

Aman kelngoi’chingpa tobanga kelngoiho chu avah ding; Aman anou ho chu abanna akipom ding, a opma akipom ding ahi. Aman kelpi ho chu anoute to olcha cha apuiji ding ahi.

12 Hvo maaler Vandet i sin Haand, afmærker med Fingerspand Himlen, maaler Jordens Støv i Skæppe og vejer Bjerge med Bismer eller i Vægtskaal Høje?

A khutna twikhanglen ho tuh jou dinga koidang umem? Akhut jung hoa vanho tetoh jou ding koi umem? Koi dangin leiset agihdan hetna aneija, ahilouleh mole lhangho Phala a tetoh thei ding koi hin tem?

13 Hvo leder HERRENS Aand, raader og lærer ham noget?

Pakai Lhagao thumop ngam ding koi hija? Ama thumopma ahiloule ahil dinga koi hin tem?

14 Hos hvem faar han Raad og Indsigt, hvem lærer ham Rettens Vej, hvem kan give ham Kundskab, hvem kundgør ham indsigts Vej?

Pakaijin athumop ding mi angaichat khah em? Apha ahi ti ahetna dinga hil ngai ja ham? Mi khat touvin apha aseipeh ngai hija, ahiloule adih’a chena ding lampi ama avetsah ding ham?

15 Se, som Draabe paa Spand er Folkene, at regne som Fnug paa Vægt, som et Gran vejer fjerne Strande.

Hilouve, ajeh chu vannoi chitin-namtin hi Ama dia twithei’a twi vatkhat tobangbep ahiuve. Mihem tehi thiltena ho chunga vutvai tobangbep bou ahiuve. Ama ding’in leiset pumpi hi akhutna nel hal khat alah tobangbep ahi.

16 Libanon giver ej Brændsel, dets Dyr ej Brændoffer nok.

Lebanon gam manga thingho jouse le Lebanon’a gamsa umho jouse chu I Pathen’u henga govam thilto dinga jong bulhing jou lou ding ahiuve.

17 Alle Folk er som intet for ham, for Luft og Tomhed at regne.

Vannoija chitin- namtin hohi Ama mitmua pan nabei bep bou ahiuve. Ama mitmua imacha hilouhel, imacha lou- ahomkeo le panabei bep ahi.

18 Med hvem vil I ligne Gud, hvad stiller I op som hans Lige?

Pathen hi koito natekah thei hija ham? Ama to kilou ding amel pua namu khah em?

19 Et Billede — det støber en Mester, en Guldsmed lægger Guld derpaa, og Sølvkæder støber en anden.

Ama chu milim kisem thua sana’a kilhajol le dangka khivuija kijem to tekah thei ahi dem?

20 Den, som vil rejse en Afgud, vælger sig Træ, som ej raadner; han søger sig en kyndig Mester til at rejse et Billede, som staar.

Ahilouleh miho chu chuti loma vaicha ahiuleh, amon lou ding thing kilhenu hen chule akhut them khatnin adet dingin milim hinsem doh hen!

21 Ved I, hører I det ikke, er det ikke forkyndt jer for længst? Har I da ikke skønnet det, fra Jordens Grundvold blev lagt?

Nanghon najah khah louvu hija? Hekhen them theilou nahiu vem? Pathen Thu angaisah lou mong nahiu vem- vannoi um masang peh’a thuho napeh’u hi ahetna helou mong nahiu vem?

22 Han troner over Jordens Kreds, som Græshopper er dens Beboere; han udbreder Himlen som en Dug og spænder den ud som et Teltbo.

Pathen chu leiset kikol lum chunga atouve. Amit mun noi lama um mihem te hi khaukho ho tobangbep ahiuve! Ama’n van tham jol hi pondal tobanga ahin jahdoh in, chule hiche hoa konna Ama’n aponbuh atundoh ahije.

23 Fyrster gør han til intet, Jordens Dommere til Luft.

Aman vannoi ja alen alal ho achungthu’u atan ding chule abon’uva hi imalou aso ding ahi.

24 Knap er de plantet, knap er de saaet, knap har Stiklingen Rod i Jorden, saa aander han paa dem, de visner; som Straa fejer Storm dem bort.

Amaho hung kipan panbep’uva, jungkho kigopan bep’uva ahin, Aman amaho ahua asem’a ahileh agop lha gam tauvin, huijin amaho chu changvai alhoh bangin alhoh mangtai.

25 Hvem vil I ligne mig med som min Ligemand? siger den Hellige.

Koito neite kahthei monguva? Koi kakibahpi um'em? Tin Athenga kitipa chun aseije.

26 Løft eders Blik til Himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres Hær efter Tal, kalder hver enkelt ved Navn; saa stor er hans Kraft og Vælde, at ikke en eneste mangler.

Vanho vetem’in. Ahsiho jouse khu koi sem hin tem? Ama’n amaho khu galmi bangin bannei chan ahin goldoh in, amin cheh’uva akousoh keije. Athuneina loupi jallin chule ate pibei thahatna nei ahijeh'in, khat cha jong amah thah aumpoi.

27 Hvorfor siger du, Jakob, hvi taler du, Israel, saa: »Min Vej er skjult for HERREN, min Ret gled min Gud af Hænde.«

Vo Jacob, iti danna Pakai hin nagim-hesohna ho amupoi tia naseithei hijaham? Vo Israel, iti danna Pakai hin nachan ding kihetmo sah dia nasei thei hija ham?

28 Ved du, hørte du ikke, at HERREN er en evig Gud, den vide Jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans Indsigt udgrundes ikke;

Najah khah lou hel hiya ha? Nahet khen theilou hel hiya ham? Pakai hi Tonsotna um Pathen ahin, vannoi apumpia Sempa ahi. Ama thabei jin aum ngaipon, ahilouleh athachol ngaipoi. Athil hetkhen themdan koiman akholdoh joupoi.

29 han giver den trætte Kraft, den svage Fylde af Styrke.

Aman athalhoma thahat apei chule thilbol joulou di chu boltheina tha apei.

30 Ynglinge trættes og mattes, Ungersvende snubler brat,

Khangthahho jeng jong lhadah’uva chule thachol thei diu, chule khangdong pasal ho jeng jong thachol vala lhu lhop jeng thei ahiuve.

31 ny Kraft faar de, der bier paa HERREN, de faar nye Svingfjer som Ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes.

Hinla Pakai tahsan ho chun thahatna thah amu dingu ahi. Amaho chu muvanlai tobanga lhavinga leng sang dingu ahi. Ama ho chu lhai dingu chule thachol ahetlou dingu ahi. Amaho chu che dingu chule thachol val ahet louhel dingu ahi.